Nietzsches slavemoral

Puha den var sværere. Men jeg vil gøre mig et forsøg, og så må andre rette til og supplere..

Men det grundlæggende i "viljen til magt" er at se dette som livsvilkår. Man kan vælge to enten via en ædel spontan reaktion, aktiv handlen, som hermed giver lykke hos individet, eller via ressentiment en passiv handlen, som medfører had og hævnønsker.

Slaven vælger altså ressentiment, og pålægger sig hermed "lænker" i form af bl.a. sæd og skik.

Herren sætter sig fri fra disse og forbliver et lykkeligt "rovdyr"

Okay, tusind tak, det gjorde det noget klarere!

Vilje til magt betyder en vilje til at skabe (jvf. at magte/mage eller Macht). Dette er overmenneskets definition: det siger ja til livet i en skabende proces, i stedet for de religiøse bevægelsers afstandstagen fra livet gennem deres forbud (deres nej-sigen). Denne moral hvor man udlever sine instinkter er herremoralen.
Som #1 skriver er der nogle (læs: de kristne, og i forlængelse heraf: Kant) som i stedet gør sig til ofrer og ophæver deres byrdefulde liv til det højeste gode. Men når de bliver forurettet tager de ikke hævn (som et overmenneske ville) - de bærer i stedet nag = ressentiment.
Du kan læse mere i "Moralens genealogi" (F.eks. gengivet i Moralen og dens begrundelse af B. Troelsen) eller "Således talte Zarathustra", hvor stykket om åndens forvandling er en fabelagtig metafor :-)