Hjælp-DET HASTER

Sarah 8.b Skriftligfremstilling


Hos fotografen



Indledning

Jeg var oppe på loftet,og ordnede ting og sager. Det var længe siden, jeg sidst havde ryttet op her. Der var masser af støv, der fik mig til at nyse konstant. For ikke at tale om de utællige edderkopspind. Jeg havde altid ønsket, at kunne undgå det her, men før eller siden skulle der jo gøres rent her.
Jeg var næsten færdig, og manglede kun at pudse støvet af den gamle garderobeskab. Den bruges til opbevaring af gamle og ubrugelige frakker.
Da jeg var færdig med støvpudsningen, åbnede jeg døren til skabet, for at sikre mig, at frakkerne lå i orden. Døren gav et højt knirkende lyd, og frakkerne kom til syne. De var alle sammen fint sorteret efter farve. Jeg lukkede skabsdøren, og bøjede mig ned for at åbne skuffen på den nederste del af skabet. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde opbevaret noget her. Til min store forbløffelse, kom en lille rød æske til syne i skuffen. Hurtigt greb jeg efter den, og pudsede af alle kræfter, for at bedre kunne se æsken. Den var virkelig fin. Nysgerrig satte jeg mig på gulvet, og åbnede æsken forsigtigt. Hvad mon den indeholder?
Idét jeg åbnede den, kom en lille kuvert til syne. Æsken lagde jeg på gulvet, og greb hurtigt efter brevet. Jeg holdte den op, der stod intet på den. Jeg åbnede hurtigt for kuverten, og der tog jeg et gammelt fotografi op. Jeg stred på den et stykke tid, og lige pludselig følte jeg mig så underlig. Jeg gøs, så det løb mig koldt ned af ryggen.Sådan ligeud, væltede minderne frem for mig. Det var som om tiden blev spolet tilbage. Jeg kunne huske alt, som om det var i går.
Tænk, at et fotografi kan indeholde så Mange minder.




Før fotografiet

Fotografiet var fra dengang i 1920, da jeg var 6 år gammel, og Esther min storesøster, havde lige fyldt 8. Tidligere på dagen, kom min onkel Chris og mine 2 fættre på besøg.
De kom helt fra England. Deres status var selvfølgelig danskere, men onkel, som var læge, fandt arbejdet nemmere der, så de flyttede dertil. Deres mor døde allerede, da de var små børn, og årsagen var lungekræft.
Det var længe siden, vi sidst havde set dem, så vi havde glædet os meget til deres ankomst. Vi ventede utålmodigt på det minnut, de ville ringe på dørklokken. Og da den tid kom, var det mig der åbnede og bød dem velkommen.
De havde også gaver til os. Jeg fik en lille taske, som Esther også fik en magen til. Men jeg fik til gengæld også en bamse, som hun ikke fik.

Vi hyggede os hele dagen, snakkede og legede med Henrik og Kai. Kai var altid stille, men Henrik var god nok. Han var også god til at finde på lege. Efter, at vi havde spist middag ,var det så der far forslog, at vi skulle tage et fotografi, som minde af den herlige dag. Det var vi alle sammen med på så de fik lov til at drikke deres te, og vi skifte om. Vi tog vores allerfineste tøj på, og var klar.Derefter tog vi afsted. Vi kørte med fars hvide bil.
Da vi nåede der, ordnede mor os alle sammen en sidste gang før fotograferingen.


Under fotograferingen

’’Smil’’, sagde fotografen. Han var en meget venlig mand.
Jeg valgte at medbringe min lille taske med mig, som jeg havde fået af onkel.
Under fotograferingen, prøvede Henrik at smile, men han fik kun et dumt smil frem, der næten så ud som om, at han skulle til at tude.
Kai stod helt stille, næsten forstenet. Det var sikkert fordi, at han var bange fra fotografen. Han havde også holdt Esthers hånd, der stod i en normal stilling.
Og så til mig. Jeg sendte et sødt, lille smil frem, det var også fordi mor lavede noget sjovt.
Vi stod der alle spændte, og fotografen tog billedet. Blitzen ramte skarpt mine øjne, at jeg næsten risikerede at lukke dem.
Det var føste gang, jeg fik taget et billed , så det havde været en spændende oplevelse.




Efter fotograferinegn

Efter fotograferingen, talte far med fortografen, og de aftalte, at far skullle hente billederne lidt senere på Dagen, så var de klar. Så vi drog hjem.
Da vi nåede hjem, skiftede vi hurtigt om. Mor havde lavet en lækker dessert. Vi sad alllesammen foran tv’et mens vi spiste op.
Da far var færdig, gav han mor besked på, at han skulle ud for at hente billederne. Onkel insisterede på at tage med, og far kunne ikke sige nej, til hans selskab.
Da de havde hentet fotografiet, hos fortografen, skete der noget forfærdeligt på deres hjemvej. De blev udsat for en farlig ullykke, da de havde ramt et træ. De var begge i livsfare. Ambulancen kom, og kørte dem straks til hospitalet. Vi fik den chokerende nyhed at vide, og vi skyndte os til hospitalet.
I venteværelset, sad vi alle sammen og græd. Vi havde det så forfærdeligt. Senere kom lægen ud til os. Han sagde at far heldigvis overlevede, men at onkel desværre mistede livet pga for stærk hjerneblødning.
Jeg kunne huske stemmningen, huske Henriks bik, huske Kais hurtige tårer, huske Esthers mund i vid gab og huske mit hjertets banken. Det var et virkeligt forfærdeligt øjeblik, der ikke kunne beskrives med ord eller sætninger. Især forfærdeligt for de to børn der lige har mistet deres far, som var den enste tilbage efter morens død.
Ingen var i stand til at fremsige et eneste ord, eller bevæge sig, kun tårene trillede/gled ned af vores kinder og plaskede på gulvet. Øjene blev røde, og hulken begyndte.
Mor omfavnede os hurtigt, og pressede os ind mod sig. I den stilling sad vi, uden at rykke, indtil det gik op for os at det var sent, og vi tog triste hjem.
Allerede næste dag, besøgte vi far på hospitalet. Han havde det meget bedre efter operationen, og det var jeg meget glad for, som var det eneste der trøstede mig.
Da far fik det at vide, det med onkel, bestemte han sig for, at Henrik og Kai skulle bo hos os, da ingen fra familine kunne tage sig af dem.

Dagene gik og de er nu alle vokset op, har en uddannelse og 2/3 børn. Det samme med mig og Esther.Det havde været fint at have dem som brødre, selvom det tit førte til skænderier.
Det var så Det, der fik mig til at gyse da jeg så billedet. For det havde et meget dårligt minde om onkels død, og fars operation, der havde forbindelse med fotografiet.
Gamle minder kan aldrig glemmes let, isœr når de har kilder.