Folkeviser

Har en folkevise men har svært ved at oversætte den så vil spørge om i vil hjælpe med at oversætte den til et sprog alle forstår.

Hr. Mortens klosterrov



1. Jeg vil eder en vise kvæde,

hvem der vil lyde på:

alt hvor den unge hr. Morten

troloved en skøn jomfru.

- Medens de roser og de liljer de gror vel. -



2. Hr. Morten fæsted jomfru Lisebet,

både dannis og dydelig.

Det fortrød hans frænder,

for hun var ikke rig.



3. Hans frænder sendte ham af land

ud over den salte rin.

De gav den jomfru i kloster,

det var mod al hendes sind.



4. Det var herre Morten,

han kom da hjem til land.

Så stærke var de tidender,

som hannem kom til hand.



5. Så stærke var de tidender,

de gik ham allernæst;

de havde givet i kloster

den jomfru, som han havde fæst.



6. Det var herre Morten,

han svøber sig i skind,

så går han i højeloft

for sin kære fader ind.



7. "Hører I det, min kære fader,

I har mig gjort stor harm,

I har min fæstemø i kloster givet,

hun var ikke uden et barn.



8. I har mig i eders ærind' bortsendt

alt over den salte sø.

Nu har I given i kloster

min kære fæstemø."



9. "Hører du, kære sønnen min,

du skal ikke derfor kvide,

en fast rigere jomfru,

og den vil jeg dig give."



10. "Langt heller vil jeg min fæstemø

i hendes skarlagen små,

end jeg vil hr. ridder Stigs datter

med alt det godt hun å."



11. "Hører du det, min kære søn,

du tænk på mine ord:

så lidet har Lisebet røde guld,

end mindre grønne jord."



12. "Jeg skøtter ikke om hendes guld eller jord,

det siger jeg eder for sand.

Jeg har givet hende min kristelig tro,

jeg holder det, om jeg kan."



13. Det var unge hr. Morten,

han råder med broder sin:

"Hvor skal jeg få af kloster

kære fæstemø min?"



14. "Lad du dig ligklæder skære,

læg dig på båren under ø.

Jeg vil mig bortride til klostret

og sige, du er død."



15. Han lagde sig på båren lig

det spurgtes så vide under ø.

Hr. Nilaus red til klostret

og klaged sin broders død.



16. Det var herre Nilaus,

han ind ad klostret tren,

det var alle de klosterjomfruer,

de stander ham op igen.



17. "Hil sidde I, alle klosterjomfruer,

jeg kærer for eder min nød:

Det min broder, hr. Morten,

han ligger på båren død."



18. Alle da sad de klosterjomfruer,

de gav det lidet i gem,

foruden jomfru Lisebet,

hun kasted både saks og søm.



19. "Hører I det, I klosterjomfruer,

jeg giver eder gode gave,

må jeg hr. Morten min broders lig

i eders kloster begrave."



20. Det svared jomfru Lisebet,

hun var så væn en mår:

"I begraver hans lig i klostrets kirke,

han er vel den ære værd."



21. Så såre græd jomfru Lisebet,

alt under sit skarlagenskind,

der de førte hr. Mortens lig

i Slangerup kloster ind.



22. Messen hun var sunget,

og folket det for hjem.

Da lod de hr. Mortens lig

stande i kirken igen.



23. Det var jomfru Lisebet,

tændte op de vokslys ni.

Alt for hr. Mortens ligbåre,

så satte hun alle de.



24. Hun satte sig hos hans ligbåre,

hun vred sine hænder af nød.

"Det være Vorherre forkært,

jeg blev ikke i vuggen død!



25. Jeg blev given i kloster,

imod min ja og vilje.

Det gjorde begge vore frænder,

de ville os begge adskille.



26. I blev ud af landet sendt,

det er min største kvide.

Jeg kunne eder ikke før finde,

før jeg fandt eder som lig."



27. Så såre da græd den jomfru,

og hviden hånd slog.

På båren lå den ridder,

så hjertelig han lo.



28. Op stod herre Morten,

han gad ikke længer hørt den harm.

Han lagde af sine ligklæder,

tog jomfruen i sin arm.



29. "Hører I det, min kære fæstemø,

I lader bortfare eders harm!

Det er eders fæstemand,

som I haver i eders arm.



30. Hestene står i pilegård,

og de er alle sorte.

Svendene er i jernen klædt,

der eder skal følge bort."



31. Det var herre Morten,

slog over hende skarlagen små,

så fulgtes de både så lystelig

alt over den klostergård.



32. Alle da sad de klosterjomfruer,

de læste i deres bog.

De tænkte det var Guds engel,

der jomfru Lisebet tog.



33. Alle da sad de klosterjomfruer,

og tænkte hver for sig:

"Give det Gud fader i himmerig,

han ville så hente mig."



34. Tak have herre Morten,

han holdt så vel sin tro.

Han føret hende til sin faders gård,

der lod han sit bryllup bo.

- Medens de roser og de liljer de gror vel.