"Morfar" af Christina Hesselholt

Det har jeg...

Ok, kan du fortælle mig, hvilke stilistiske virkemidler, du valgte at fremhæve og hvorfor?

Hilsen Lukas

Ok, kan du fortælle mig, hvilke stilistiske virkemidler, du valgte at fremhæve og hvorfor?

Hilsen Lukas

Her er nogle udpluk fra min analyse, hvis du gerne vil have noget uddybet eller dette ikke er det du søgte, vil jeg gerne hjælpe dig.

Teksterne er set med en lille piges bevidsthed, og teksterne insisterer på at forblive på pigens forståelsesniveau. Beskrivelserne forbliver registrerende, skrevet fra en lille piges iagttagelser, men med et voksent sprog. Den er skrevet i første person ydre synsvinkel, da vi ikke får fortalt noget om personernes tanker. Stilen er præget af mange detaljer og med en fænomenologisk interesse for verden omkring den lille pige, der bare observerer. Christina Hesselholdt går som sagt ned på pigens forståelse niveau, og pigens alder gør, at hun ikke reflekterer.
De steder, hvor pigen udtrykker følelser bliver det så implicit, så man ikke er helt sikker på, hvad det er hun udtrykker. (Her kan du komme med nogle eksempler)

Der er både en scenisk og panoramisk fremstilling. Hvor der er scenisk fremstilling, kommer den direkte tale, som brudstykker af dialoger fra fortiden, men det er kun morfarens tale, vi får fortalt. Sproget er en form for talesprog i indirekte tale, men der er også, som sagt, eksempler på direkte tale. Der er ligeledes mange indskudte sætninger, som for eksempel beskriver tanker eller erindringer. (Her kan du igen komme med nogle eksempler)

Christina Hesselholdt, bruger mange verber, for at gøre sproget levende: ”Længere oppe i haven stod blommetræet, om efteråret skyllede det sveskeblommer ud over plænen,” (Linje 65-67, min kursiv) og ”Kattens hoved forsvandt i hans hænder, og dens krop bølgede igennem dem.” (Linje 75-76, min kursiv)

Du skal desuden være opmærsom på, at "Morfar" ikke er en novelle, men et uddrag fra bogen "Hovedstolen"

Tusind tak. Det var venligt af dig. Det var meget mere end man kunne forvente af nogen. :o)

Og nu hvor jeg alligevel kan trække på din hjælp.
Sådan som jeg ser de tre uddrag, virker det som om, der er et tidsmæssigt spring i novellen. Et tidsmæssigt spring som dog er kronologisk i den form den er fremstillet. Ser du også dette? Og i så fald, mener du så man kan uddrage noget i forhold til sproget? Bliver pigen i stand til at reflektere jo ældre hun bliver?

Jeg tror ikke hun bliver særlig meget ældre, men jeg tror hun indser nogle ting omkring hendes bedstefar. Jeg fik skrevet følgende i min analyse:

De to første kapitler, ”Portræt” og ”Ved køkkenbordet”, giver et nærmest harmonisk billede af morfaren og en tryghed i et lillesamfund på Bogø. Her er det de små sansede situationer, der holder fast i morfarens nærhed, og hvor følelser er knyttet til ting; jolle, flaskeskibe, postkort og søkort, er alle ting, der har stor værdi for morfaren, hvilket måske også gør, at han først sælger sin jolle, i ”Hjælpemidler”, da han næsten ikke kan se eller høre mere.
I det sidste kapitel er det absolut ikke harmonisk eller hyggeligt, men der er i stedet for en stemning af tilbagegang, hvor morfaren må erkende, at han ikke længere kan klare sig selv.

Han er gået fra at sejle på verdens syv have, til at sejle en færge, i ”Portræt”, for så til sidst at være så handicappet, at han ikke længere kan sejle i sin jolle og bliver nødt til at sælge den.

Pigen har svært ved at acceptere alderdommens forfald – alt det der forandres, hvilket vises i ”Hjælpemidler”, hvor Blindesamfundet bliver gjort til syndebuk for morfars ældning gennem et bebrejdende tonefald, for eksempel i Linje 114: ”… og Blindesamfundet, hvor det måske ikke så meget er en person, men selve symbolikken, gik lige ind og anbragte en skive på telefonen med store tal …” og Linje 120-121: ”Blindesamfundet stak en hvid stok i hånden på ham …” og Linje 123-125: ”… og stillede med et hårdt smæld en båndoptager på kakkelbordet og skruede helt op …”. Eftersom pigen føler sin morfars lede ved at blive gammel og helst ikke vil acceptere forandringen, er det nemt at sige, at det er Blindesamfundet, som gør ham gammel ved at give ham alle disse hjælpemidler. Da det jo er pigen, der er jeg’et i denne tekst, viser teksten altså, synet på forandring set med et barn øjne. Blindesamfundet bliver symbol på forandring.

Igen tusind tak. :o)