En bøn om hjælp (haster meget)

Hej alle her i frome jeg har brug for hjælp om at lave afslutning på novelle aftove ditlevsen dolken anderledes

til imorgen jeg havde problemer med at gøre det selv siden min eget mor ligger i hospitalet og er meget urolig for hende uden hende er jeg entit.

jeg håber at der nogen der gider hjælpe mig ..... ( efter sikker skal alt laves om til nyt afslutning )

her er afslutning som skal laves om altså til en ny afslutning

Han så op mod himlen, da han stod af bussen: en blå forårshimmel. Kolde vindpust slog ind om ham, da han gik om hjørnet og vandrede nedad gaden mod hjemmet. Uden at forhaste sig, rank og sikker.

Han standsede brat op. Barnet kom løbende imod ham med blussende kinder. Hans øjne strålede af glæde:

- Far, råbte han forpustet, vi har fundet dolken. Jeg havde glemt den oppe hos Preben!

Overrumplet stirrede han ned på sin søn. Hans skuldre sank umærkeligt sammen. Noget skred inde i ham som et væltet korthus. Mekanisk klemte hans hånd om drengens.

- Det var jo godt, sagde han tonløst. Hans hjerte slog uregelmæssigt som efter en længere løbetur. Benene føltes så tunge. De klare, skarpe tanker løb pludselig sammen i et sejt, uigennemtrængeligt vildnis. Noget faldt til bunds i ham med svimlende hast, et håb måske. Ingenting var forandret, måske fandtes der ingen mulighed for forandring. Oppe i stuerne ventede hans kone. Lettet ville hun vise ham dolken. Som altid ville de stå ude i køkkenet og tale sagte sammen, mens han sad og ventede på maden, grublende, ensom, irritabel.

Drengen så ængsteligt op på ham. Han måtte småløbe for at følge sin fars lange skridt.

- Hvorfor ser du ikke glad ud, far? spurgte han beklemt.

Han fik ikke noget svar.