Hvad er hulelegenden

Er det ikke platons legende om mennesker der lever i en hule . En kommer udenfor en hule og skal efterfølgende forklarer andre om "virkeligheden" ....søg på platon og hulelegende

Hulelignelsen handler om styreformerne især demokrati. Den forbindelse til biedermeier. Hmmmmmm. Platon er ikke just kendt for harmoni men derimod for hans dualistiske livssyn. Tilflugten fra fænomener til idéers verden. Dette er også i høj grad skildret i hulelignelsen.

Er du sikker på, at vi ikke skal have fat i nyplatonismen? Litteraturen påvirket af denne var netop utrolig fokuseret på forskellen mellem idéer og fænomener. Det smukke over for det hverdagsagtige og trivielle. Åndelig inspiration fremfor kapitalistiske livsidéer. Nyplatonismen er lige som biedermeier en væsentlige del af romantikken.

Hvis du mener, at vi kan komme det nærmere, skal jeg nok bruge lidt mere information omrking, hvad hun har skrevet..

#1 Jo, det er den. :)

Noter:

En gennemgang af ”Hulebilledet”
Forforståelse – dvs. en forud forståelse
Kontraster
Lys ↔ mørke
Genstande ↔ skygger
Idéer/former ↔ fænomener
Intelligible ↔ sanseverdenen

Platon tænker på fællesskabet frem for individet.
Anabasis = opstigning (tilvænning) omvendelse =
1. forbi muren – se ind i bålet
2. ud af hulen – se sollyset
Katabasis = nedstigning (tilvænning) forpligtelse =
Politisk handling: 1: blindhed ~ risiko for lynchning (fx som sokrates) 2. indsigt – ledelse ved
filosoffer

Staten (Utopi)
totalitær = (fx Nazi-Tyskland) vold, tvang
autoritær = opdragelse – gymnastik/musik = harmoni
diktatur = censur.
Staten er en blanding af totalitær og især autoritær.

Redegørelse + analyse
Vi får i forbindelse med Solbilledet præciseret, at de, hvis bevidsthed er rettet mod virkelighed og sandhed, forstår, har viden og besidder intelligens, mens de, hvis bevidsthed er rettet mod den tågede verdens forandring og forfald, kun kan danne meninger, der er foranderlige, hvorfor de ikke besidder intelligens. Og med Liniebilledet får vi præciseret at det synlige består af såvel fysiske ting som skygger og reflektioner, om hvilke vi kan have meninger, der for de sidstnævntes vedkommende dog kun er illusioner.
I Hulebilledet derimod får vi en del at vide om sansningens rolle i erkendelsen. Dette billede skal illustrere vejen fra den laveste form for mening, illusion til den højeste form for erkendelse, erkendelsen af det godes idé. Platon beskriver en hule, hvis beboere kun kan se ind i hulen. Bag dem er der et bål, og mellem bålet og beboerne føres forskellige tingslignende figurer frem og tilbage. Således danner lyset fra bålet skygger af disse figurer på hulens bagvæg, hvor de kan ses af beboerne. Og når så lydene reflekteres på samme bagvæg, er det naturligt for huleboerne få den illusion, at skyggespillet er virkeligheden.
En af huleboerne tvinges imidlertid til at vende sig om og se figurene og bålet. Denne oplevelse er først forvirrende og pinefuld, og derfor vil han anse sine tidligere erfaringer for mere sande. Efter at have vænnet sig lidt til den nye virkelighed, tvinges den stakkels huleboer så op af hulen og ud i sollyset, hvilket er endnu mere pinefuldt, og i begyndelsen kan han slet intet se. Efterhånden som han vender sig til lyset, ser han først på skyggerne, så spejlbillederne i vandet og de fysiske ting selv. Derefter rettes blikket mod himlen og månen om natten, så om dagen og til sidst ser han direkte på solen selv. Han vil da erkende at solen giver liv og styrer alt i den synlige verden, og at den på en måde også er ansvarlig for, hvad han engang oplevede i hulen.
Interessant er det, at tvangen er med ved overgangen fra illusion til mening og fra mening til den begyndende viden udenfor hulen, mens det derefter tilsyneladende går af sig selv. Fornuftserkendelse, tankevirksomhedens erkendelse skal læres, men når først den er blevet lært, går den videre udvikling mere eller mindre af sig selv. I begyndelsen giver fornuften ingen erkendelsen, fordi illusionerne, de tidligere sansebaserede erfaringer blokerer for den. Med tvangen elimineres efterhånden illusioner og meninger, indtil man får antydet virkeligheden og sandheden, hvorefter vejen går mod erkendelsen af det godes idé, der så forklarer det, der tidligere blot var antydet gennem sansningen.
En form for metafor: skyggeverdenen repræsenterer den verden vi mennesker lever i, mens den
virkelig verden er den verden, hvor filosofferne lever i – en verden af indsigt. Skyggeverdenen er en
verden, der bygger på antagelser og gætteri, mens den virkelig verden bygger på viden og facts.

Placering af Sokrates i hulelignelsen:
Han er oplyst, har måske været oppe, og prøver at få andre fra hulen med op.
Idélæren
Fænomenernes verden/den synlige verden (sanseverdenen/ krop)
- nede i hulen
- det almindelige menneske
- legeme
Ideernes verden/Tankeverden (den åndelige verden/ sjæl)
- Tankeverdenen
- Der ligger ideer bag alting = verden er kun en spejling af ideernes verden (som skyggerne er en spejling af den virkelige verden udenfor hulen)
- Opnå erkendelse!
- Den intelligible verden, som skal opfattes med fornuften/tanken (og ikke sanserne)
- sjælen

Ham, som har været oppe i den sande virkelighed (filosoffen) skal vende oplyst tilbage og
styre ”staten” og opdrage de andre – i dette tilfælde de lænkede i hulen (alle kan potentielt erkende, behøver blot hjælp af de mere indsigtsfulde).
(jf. Sokrates, som ville lære folk, at de skal vide, at der er noget ”højere” end livet på jorden.
Han hjælper dem med at blive oplyst (jordemoder) – fx Symposion)

Hulefangerne:
- De tror, at skyggerne er virkeligheden, da de aldrig har oplevet andet
- De repræsenterer den uoplyste pøbel.
- De har dog fornuft, da de bl.a. navngiver figurerne og skelner og genkender (dvs. alle mennesker har potentiale til at opnå viden)
Folk der har været ude af hulen skal ned i den igen: Men det er vigtigt, at de oplyste kommer ned på jorden igen, da de skal undervise pøbelen.
”Noget for noget – princip”. Disse oplyste skal styre staten!

Sokrates siger, at fornuften i forvejen er i sjælen, hvilket også er sofisternes tankegang. Sokrates mener, ikke at fornuften lægges ind i sjælen – den er der jo!

Dem, der ikke skal styre staten:
1. Dem uden uddannelse og kendskab til sandheden
2. Dem, der har brugt et helt liv på uddannelse uden det rigtige mål (sofisterne)
3. Dem, der ikke vil vende tilbage
Dem, der skal styre staten:
- Filosofferne

 

Fællestræk må være noget med at ideerne og det åndelige skal være styrende inspiration for mennesker ?

Eller erkendelse af det godes ide: familieliv og "ret levevis" er bærende princip ?

#5 Det har heller ikke så meget med biedermeyer at gøre men derimod nyplatonismen.

Biedermeyer er det småborgerlige samfund, hvor alt ånder fryd og gammen. Inden under det harmoniske ydre lurer dog drabelige konflikter. Disse er dog først rigtigt fremstillet i romantismen, men denne er også en del af romantikken. Steen Steensen Blicher er en typisk romantist, der skildrer denne bagvedliggende konflikt. Kierkegaard hører også til her, men hans tanker er lidt mere abstrakte, end det trivielle livs problemer.

Tilbage til hulelignelsen: Man kan vel også sige, at harmoni><konflikt er dualisme, men det er stadig ikke det, biedermeyer er mest kendt for.

#6 Kan du uddybe?

Tusind tak for alle jeres svar! De har hjulpet mig en hel del :)