frivillige! hjælp!

Jeg har lige skrevet en stil på dansk, med overskriften "forladt". Men da jeg har super mange lektier for, har jeg ikke tid til at finde flere fejl, end jeg allerede har fundet.
så hvis der er nogen, der er en venlig sjæl, og vil tjekke for komma-/stavefejl - eller bare vil læse den igennem, og se om det hører sammen,  vil det var så fint!
tak <3

Forladt

Det var november måned. Kejsa gik med langsomme, tunge skridt. Helt alene og forladt. Vinden tog fat i hendes bløde lokker. Hun ignorerede det. Duften af saltvand rev i hendes næse. Hun så ud mod bølgerne, der bevægede sig i en rytmisk takt. Hendes egen åndedræt var det eneste, hun kunne høre. Stranden var altid tom i vintermånederne.
Hun lod blikket glide hen over det fugtige sand. En usædvanlig stor sten fangede hendes blik, og minderne overtog hendes tanker.

Det var sommer, og solen stod højt på himmelen. Kejsa var seks år. Med sin mors hånd i sin, gik de ned ad strandbredden. Hendes badedragt var stadig våd, efter den sidste dukkert, men hun frøs ikke. Tværtimod. De havde gået i et stykke tid, da hun så stenen. Den var der bare, selvom det var en stenfri strand. Hun gav slip på sin mors hånd, og løb, med sine små ben, hen til stenen. Jo tættere hun kom hen til stenen, jo bedre kunne hun se det, der lå på den. Oven på et gult, sammenfoldet håndklæde, lå en dukke. Den så gammel og beskidt ud. Hun tog den op, og undersøgte dens brune plastikhår. Længden på håret var uregelmæssig, og flere steder på hovedbunden, manglede der hårtotter. På dukkens hvide sæt tøj, var der små brune pletter. Det lignede gammelt blod.
Hun var skræmt af dukkens udseende, men af en ukendt grund følte hun sig tryg, når hun stod dér, med den i hånden. Hun knugede den tæt ind til sig, indtil hendes mor kom, og spurgte om hvad hun havde fundet.

Kejsa kom til at tænke på sin mor. Det var egentlig lang tid siden, at hun gav sig selv lov til det. Sidst gang var, da hun blev student. Det gjorde for ondt at tænke på hende.

Det var Kejsas syv års fødselsdag. Alle hendes veninder var samlet rundt om det lille gavebord i stuen. De fulgte spændt med i, hvordan hendes reaktion var, da hun pakkede de forskellige og farverige gaver op. Hendes forældre var der også. De sad og nød deres eneste datters glæde.
Da alle gaverne var pakket op, gik hendes mor ud i køkkenet for at hente den store, lyserøde kage, som hun dagen før, havde brugt flere timer på at bage. Imens påtog hendes far sig ansvaret for at underholde de livlige piger.
De nåede både at lege ballondans, stoledans, stopdans, gemmeleg og fangeleg inden faren begyndte at vise sin utålmodighed. Så han gik ud i køkkenet, for at se hvad hendes mor var i gang med.
Hun hørte et skrig. Hun kiggede hurtigt over på hendes veninders overraskede ansigter, og forstod, at hun ikke var den eneste, som havde hørt det. Hun løb ud i køkkenet, og så sin fars skuldre bevæge sig. Han græd. Hendes blik rettede sig mod det, faren stod og så på. Det var hendes mor. Hun hang med et tykt reb rundt om halsen. Hun var livløs. Unders morens ben, var der en væltet stol, og i hendes hænder.. lå dukken.

Tårerne trillede lydløst, ned ad Kejsas kinder. Det føltes godt.
Hun længtes efter hendes fars historier. Især den om den lille tåre, der oplevede sit livs eventyr, ned ad en prinsesses kind. Den fik hende altid i godt humør igen.

Det var faren, der havde rørt dukken, efter hendes mors død. Han havde puttet den ned i en sort plastikpose, og smidt den i skraldespanden. Han mente, at den ikke hørte hjemme hos dem.
Den samme dag, kom skoleinspektøren ned i hendes klasse. Han hviskede noget i klasselærerens øre, som kiggede bekymret tilbage. Derefter gik klasselæreren hen til hende. Hun kiggede bekymret på Kejsa, og tog en arm rundt om hende.
”Kejsa.. Skoleinspektøren mener, at det er mig, der skal fortælle dig det her.”, sagde klasselæreren, ”Din far er lige blevet fundet. Han var vel på vej til sit arbejde, da han.. da han blev kørt ned Kejsa. Det gør mig så ufattelig ondt!”.
Men Kejsa hørte ikke at der var nogen der havde medlidenhed med hende. Hun var allerede langt væk i sine tanker.

Den dag kejsas far blev kørt ned, blev hun hentet af hendes venindes forældre. Hun havde ingen andre end dem, til at tage sig af hende.
Hun huskede hvor chokeret hun blev, da hun så dukken ligge på hendes seng, selvom hun var stensikker på, at hendes far havde smidt den ud om morgenen.

Kejsa vidste med det samme, da hun fik at vide, at hendes far var død, at hun blev nød til at skille sig af med dukken. Siden hendes far allerede havde forsøgt at smide den ud, blev hun nød til at finde på noget andet. STENEN! hun blev nød til at efterlade den der, hvor hun fandt den. Den var den eneste måde.
Hun fik de voksne til at køre hende ned til stranden. De ville ikke nægte noget overfor en pige, der havde mistet begge sine forældre. Da de nåede frem, smækkede hun bildøren op, og løb al hvad hun kunne, hen til stenen. Efter noget der føltes som timer, fandt hun stenen. Den var lige så stor, som hun huskede den. Hun tog det blå håndklæde, som var den eneste farve, hun havde derhjemme, og foldede det sammen. Derefter lagde hun det sammenfoldede håndklæde på stenen, og ovenpå lagde hun dukken. Hun kiggede på den uhyggelige dukke en sidste gang, og var sikker på, at den aldrig mere ville give ulykke i hendes liv. Hun vendte sig om, og løb tilbage til bilen, uden at se sig om.

Kejsa stoppede op. Lige pludselig slog en tanke hende. Dukken. Det var som om, at den havde en opgave. En opgave der gik ud på, at få dens ejer til at være, ligesom den var på stenen - Helt alene og forladt..