Storby

Nogen der vil rette mit danske essay igennem? Jeg skal tage udgangspunkt i Engen af Marianne Larsen, Dan Turèlls Storbyens Pris og Inger Christensens: Et samfund kan være så stenet:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop


Håber at I vil rette den + komme med gode tips; er nemlig løbet tør ! TAK! :)

Storbyen

De tre tekster tager udgangspunkt i storbyen og dens miljø, på godt og ondt. Digtene fortæller om nærhed, ensomhed og fjernhed.

Digtet af Dan Turèll (DT) tager jeg først udgangspunkt i. Her beskriver han storbyens liv, som et lukket samfund. Alt hvad man har brug for findes i byen. Han værdsætter mulighederne hvor han bruger ordet ”available.” Han danner ordet ”availabilitet”, som dækker over at alt i byen er muligt. Det er lige netop det der karakteriserer storbyen. Han værdsætter denne åbenhed og beskriver gennem digtet hvordan disse muligheder breder sig ud for storby-beboeren. DT beskriver også byens trivialitet, gennem postbudets og grønthandlerens fastsatte arbejdsmønster. (Linje 2) Derimod beskriver han storbyen som et sted med mange forskellige muligheder. Landstrygeren er et døende fænomen, hvorimod ”byflakkeren” har erstattet det gamle begreb. DT sammenligner alt er i byen, som sjælene er i kroppen. (Linje 14) Det er ikke netop noget som findes i USA mere. Nu er det nemlig lige her omkring en selv. Nemlig supermarkeder, voldsfilm, New Orleans Jazz etc. DT foretrækker storbyen. Han ser det kun som et plus at have anonymiteten, som et ”beskyttende storby-nattæppe” De mange muligheder som man finder der, er godt. Hvis man ikke vil det ene er der altid en anden mulighed, som er tilsvarende god. Storbyen har aldrig ro. Der er altid lys. Der er altid larm. Der er altid gang i den; om det så er kl. 3 tirsdag nat, så er der gang i den.

Det næste jeg vil foresætte med er et lille digt skrevet af Inger Christensen (IC) Hun beskriver hvor kedeligt og dødt et samfund kan være. Man er næsten ved at dø, og alt er sort. Men så kommer der måske en og begynder at bygge? Ja så kan der måske starte et samfund som er noget værd. Men ikke før.

Hvordan har jeg det så selv med storbyen? Jeg synes det er rart at alt er tæt på. Det er venner, steder at shoppe, skole larm og en masse andre ting. Jeg har boet på landet i 13-14 år, og det var da også ”fint nok”, men dengang havde jeg heller ikke så frie rammer som jeg har i dag. I dag vil jeg blive træt af det, med mindre jeg havde en bil så jeg ikke var så fastklemt, og afhængig af busser. Men jeg synes også at der er gode ting ved at bo på landet. Engang imellem synes jeg det er godt at have ro, og ikke skal tænke over at jeg larmer. Fx kan jeg bare holde stor fest uden at informere ens naboer om det 1 måned forinden. Jeg synes også det var mere hyggeligt at man kendte ens naboer bedre, og deres børn, og deres familie. Det kan jeg ikke på samme måde inde i en by. Naboen var også altid hjemme, så de kunne altid komme over hvis jeg havde problemer. Det havde jeg da jeg boede på landet, og det har jeg ikke i byen på samme måde. Når jeg engang selv skal flytte i hus, tror jeg at jeg ville vælge landet. Der er nogle ting der som trækker mig derud. Flere muligheder, og billigere huse i forhold til plads etc. Samtidig vil jeg have den frihed altid at ville have en bil. Når man skal til ”storbyen” eller byen, så skal man ikke være afhængig af busser eller andre. Ved at bo på landet accepterer jeg også at jeg evt. vil hjælpe mine børn til at komme frem og tilbage fra skole, sport, musik etc. Måske mister de lysten til at gå til dét de netop har lyst til, pga. transporten i bussen er besværlig. Der kan selvfølgelig være lokale afdelinger som tilbyder ting af forskellige arter, men man kan ikke komme udenom at det er i byen tingene sker. Jeg har fx aldrig hørt om en kendt ishockeyspiller fra Ørting. Meget ofte lyder det med at man tilbyder at køre sine børn som en stor service, og hvorfor kan de ikke bare tage bussen? Det kan de også, og det har jeg også gjort, men jeg har altid været træt af det, specielt fordi det kræver så lidt af forældrene at køre de 20 kilometer eller hvad det nu er. Idet man flytter til landet, accepterer jeg også at være en del af ens børns hverdag, og hjælpe til med transport. Den store forskel fra mine forældre og mig, er at jeg ikke ser det som en byrde at tilbyde transport, mere som en del af deres udvikling, og samtidig være med til at vise interesse for børnenes hobbyer og interesser.