Pandekager - Katrine Marie Guldager

Tjek: http://www.litteratursiden.dk/analyser/guldager-katrine-marie-k%C3%B8benhavn

https://www.studienet.dk/OPGAVER/AnalyseafPandekager-119156.aspx

https://www.studienet.dk/Opgaver/IndbrudogPandekager-133900.aspx

http://www.biblioteksvagten.dk/videnbase_svar.asp?qaid=23319

http://www.information.dk/135443

http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/k%C3%B8benhavn-af-katrine-marie-guldager

Ps. - på www.skoda.emu.dk står der om "Købehavn":

I vrimlen af fremmede
Novellesamlingen “København” fra 2004 panorerer fra Rådhuspladsen over Nørreport Station til rækkehuse i anonyme forstæder. Undervejs foretager Katrine Marie Guldager punktnedslag i byen, hvor otte ud af de 11 noveller starter, når novellens hovedperson er midt i en bevægelse. Men personerne bevæger sig forbi hinanden, både fysisk og mentalt, og formår ikke at se andre end sig selv. Novellerne udgør et net af historier, og én novelles hovedperson kan være en biperson i en anden. “København” bliver altså til et spændingsfelt, eller mikrokaos, af tilfældige sammentræf og forbindelser, således at personerne uværgeligt påvirker hinandens liv, men på samme tid trækker sig ind i deres egen isolation. Det resulterer i, at københavnerne indhyldes i fremmedgørelse og ligegyldighed.

Sarkasmen er tydelig i novellen “Nørreport”, hvor den selvoptagede overklassekvinde Bitten ser sit spejlbillede i et butiksvindue, og tilfreds med sit udseende smiler hun til sig selv. I samme øjeblik træder en pige ind i feltet mellem Bitten og spejlbilledet, men pigen “misforstod situationen og smilede tilbage.” (s. 14). Et smil til en fremmed er således kun resultatet af en misforståelse, og kulden breder sig til de resterende noveller. Novellen “Stengade” er dog en klar undtagelse. Denne novelle beskriver et nært kærligheds- og afhængighedsforhold mellem ægteparret Anne og Niklas, som begge formår at vise og føle omsorg for fremmede. Det er dog ironisk, at denne novelle er den eneste, som skildrer følelsesmæssigt nærvær, for den handler om et konkret fravær, idet Anne er bortrejst.

I de andre noveller, hvor menneskene fysisk er sammen, er fremmedgørelsen allestedsnærværende: Der er ingen kommunikation mellem Birgitte, som besøger sin søster på “et behandlingshjem” (sindssygehospital), eller Boris, der besøger sin bror i fængslet.

Fremmedgørelsen ekspliciteres i novellen “En Skilsmissehistorie”, hvor en biperson sidder på Storkespringvandet, og “han følte…sig fuldstændig fremmed, han kunne ligeså godt have sat sig på kanten af månen” (s. 78).

Skrivestil og temaer i “København”
“…de griner begge to, mens de slår og sparker Heinrich, som var han en testdukke. Efter nogle minutter er det ikke sjovt mere. Pludselig standser legen, og som afslutning brækker den ene Heinrichs næse med et enkelt spark. Næseknoglerne knaser. Klaveret tager fat igen. – Nå, siger den ene af dem, før de går. – Det fik vi jo ikke så meget ud af. Skal vi skride? – Ja, siger den anden endelig, som om han var faldet i staver. – Ja, lad os det.”
Katrine Marie Guldager: “København”, s. 28-29.
Menneskene i “København” er i gang med helt almindelige hverdagsgøremål, når det uventede sker, dét som vender op og ned på deres liv. Den alvidende fortæller dømmer ikke personerne, men lader deres handlinger og tanker tale for sig selv. Det er således op til læseren at lægge mærke til den selvfølgelighed, hvormed en af personerne er utro, og den ligegyldighed, hans kone udviser i den forbindelse, eller med hvilken kynisme nogle indbrudstyve slår en gammel kvinde ihjel og gennembanker hendes søn (jævnfør citatet i boksen).

Litteraturkritikeren Lars Bukdahl betegner Guldagers skrivestil i “København” som minimalistisk. (Lars Bukdahl: “En tand til”. Artikel i Weekendavisen, 2004-01-16). Han understreger dog, at Guldager på to punkter adskiller sig fra den meget stramme minimalisme, fordi hun gør brug af skiftende synsvinkler. Det sker blandt andet i novellen “Blomster”, hvor hun skaber “lynende pludselige poetiske, billedsproglige indslag”, f.eks. når bardamen Lizzie beskrives som “en glaskugle, der er gået i stykker”. Et andet af Bukdahls eksempler på, at prosaen bliver poetisk, er, når Guldager skaber en dobbeltbevægelse mellem lys og mørke: “Manden fra Rådhuspladsen var omsider ved at nå op ad stentrappen, og da han stod og svajede på det næstsidste trin, lukkede pigen øjnene, som genskabte hun dermed det mørke rum, den hærgede mand var ved at trække sig ud af.” (i “En Skilsmissehistorie” s. 79).

Citatet er meget typisk for “København”, dels fordi det rummer en filmisk effekt i kraft af den voldsomme krydsklipning mellem personerne, og dels i kraft af fortællingens fokus på den ydre handling frem for indre reflektioner. Dermed viger det indre følelsesmæssige og moralske liv til fordel for den hårde facade i “København”. Hårdheden og ensomheden i København var også Guldagers inspiration, da hun skrev “København”: “I storbyen kan man godt få denne uhyggelige fornemmelse af at være alene, selv om man er blandt mange andre mennesker.” (Carsten Andersen: Forfattere i forhør; “Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget...”. Interview i Politiken, 2006-07-02).