På Jobpatrulje

Studiebladets skribent er taget på patrulje med Jobpatruljen rundt i Aalborg til en snak om rettigheder og arbejdsforhold med fritidsjobbere.

Jeg går under paraplyen i rask tempo. Jeg ved ikke helt, hvor lang en gåtur, jeg har begivet mig ud på for at nå frem til mødestedet. Så for at være fremme i tide må jeg hellere speede op. Regnen siler ned, og himlen ligger som en tung, grå dyne over hele byen. Der er i det hele taget ikke meget sommer over dagen. På trods af det, er det dagen, hvor jeg skal på en lille "sommerudflugt". Jeg har nemlig fået lov til at følge med Jobpatruljen (JP) i nogle timer, mens de patruljerer arbejdspladser for fritidsjobbere i Aalborg. Jeg møder de fem aktivister ved den store opsigtsvækkende Jobpatrulje-vogn. De virker alle positive over, at jeg skal med på turen og lytter interesseret til, hvem jeg er, og hvad mit formål er med at tage med på et par timers roadtrip med dem. Mens eftermiddagens ruter diskuteres, og paraplyer og indberetningsskemaer uddeles, står jeg og fumler med min paraply og kommer mig over, hvor våde tæer og bukser jeg allerede har. Jeg skal følge aktivisterne Camilla Krarup og Annika Jensen rundt i gågaderne i Aalborg, hvor de uanmeldt skal besøge flest mulige arbejdspladser og interviewe unge fritidsjobbere (under 18 år) samt deres arbejdsgivere for at tjekke, om de unges arbejdsforhold er i orden.

JP hvem?
JP er et initiativ under LO, hvor unge aktivister frivilligt tager rundt i landet og snakker med fritidsjobbere om ansættelsesvilkår, arbejdsmiljø og meget andet. Den gruppe af aktivister, jeg møder, er tilknyttet Nordjyllands Amt, og i en periode på 14 dage kører i alt 20 aktivister på skrift rundt i hele det nordlige Jylland, fra Hobro til Skagen og fra Sæby til Thy. Nu er turen kommet til Aalborg, og sammen med Camilla, som er nyansat ungdomskonsulent hos HK Aalborg, og Annika, som også var JP-aktivist sidste år, begiver jeg mig ud i det ålborgensiske jobland.

De første par steder, vi besøger, er der ikke held med at finde nogle ansatte under 18 år. Camilla og Annika kan vist godt fornemme, at jeg gerne vil se lidt action, for de ser undskyldende på mig og forklarer, at de laver stikprøver på arbejdspladser, hvor de tror, der kan være unge under 18 ansat. I sagens natur medfører det, at de af og til går forgæves.
Endelig i en slikforretning på gågaden i Aalborg er der bid, og vi bliver ført ind i baglokalet, hvor Camilla skal interviewe fritidsjobberen, som er helt med på, at vi lige forstyrrer hende midt i arbejdet. For ikke at vække for meget opsigt stiller jeg mig lidt i baggrunden, mens jeg stadig kan følge med i, hvordan Camilla spørger ind til fritidsjobberens ansættelsesvilkår, lønforhold, arbejdsforhold samt regler, rettigheder og pligter. Stille og roligt bliver fritidsjobberen gennem spørgsmålene indirekte oplyst om sine rettigheder, mens Camilla flittigt noterer ned på indberetningsskemaet. Da interviewet er gennemført, uddeler Annika materiale omkring rettigheder som fritidsjobber, hvor der findes mere information, og oplyser samtidig om, at fagbevægelsen ligefrem har oprettet en hotline til diverse spørgsmål om ens ansættelse.

Mens jeg i hastige skridt er på vej ud af butikken igen, for ikke at gå mere i vejen, opdager jeg, at Camilla og Annika er stoppet op derinde. Der skal åbenbart foregå noget mere. Da jeg kommer ind igen, er de i gang med en opsamlende snak med arbejdsgiveren, hvor de gør opmærksom på de fejl og mangler, de har opdaget under interviewet. Arbejdsgiveren virker meget taknemlig for deres oplysninger. Hun var simpelthen ikke klar over de ting, aktivisterne fremhæver, og vil i en fart få det bragt på plads.

En gratis hjælp
Denne sidste opfølgende del af besøget på arbejdspladserne er utrolig vigtig ifølge Annika og Camilla: "Vi har indberetningspligt i forhold til de informationer, vi indsamler. Så når vi kommer hjem efter en dag på patrulje, udfylder vi skemaerne alt efter, om der skal ske indberetning til fagforeningen, eksempelvis hvis der er problemer med en ansættelseskontrakt, Arbejdstilsynet, hvis reglerne omkring tunge løft, arbejde med maskiner eller andet i den stil ikke er overholdt, eller politiet, hvis der sker overskridelser af lukkeloven eller unge i alkoholzoner."
Jeg havde nok forestillet mig, at arbejdsgiverne ville være lidt skeptiske og måske mistroiske over for JP, men det var slet ikke tilfældet. Tværtimod fortæller Camilla og Annika, at arbejdsgiverne oftest ser dem som en gratis hjælp til at rette op på fejl og mangler. I flere tilfælde ville episoder, JP opdager, have resulteret i bøder eller anmeldelse, hvis det var Arbejdstilsynet, der var kommet forbi! Derfor kender mange arbejdsgivere til JP, mens det er småt med genkendelsen hos de unge. Annika har dog engang oplevet at blive nærmest jagtet rundt i et supermarked af unge, som ville snakke med hende. Så meget intensitet oplever vi desværre ikke denne dag på patrulje - måske lægger det sløvende sommerregnvejr en dæmper på de nordjyske fritidsjobbere. Til gengæld får vi mange skulende, nysgerrige blikke rundt på arbejdspladserne af medarbejdere som kunder.

På de to timer, jeg følger aktivisterne rundt, når vi at besøge 16 arbejdspladser, hvoraf otte havde ansatte under 18, og hvor vi tre steder får en snak med en fritidsjobber. Annika fortæller, at det er meget almindelig succesrate: "På én dag når to aktivister at tale med omkring 25 steder, og cirka hver fjerde sted er der mulighed for at tale med en fritidsjobber."

Rettighedernes forkæmpere
Undervejs i regnen får jeg lejlighed til at spørge mere ind til arbejdet og oplevelserne som JP aktivist. "Det vigtigste for mig er at komme i dialog med de helt unge og gøre dem opmærksom på deres rettigheder. Rigtig mange unge ved simpelthen ikke, de har rettigheder og ligner ofte spørgsmålstegn, når vi fortæller om, hvad de kan kræve i forhold til deres ansættelse." siger Annika. "Nogle er da også lidt skeptiske over for de oplysninger, vi giver. De tror jo, det, arbejdsgiveren gør og siger, er det rigtige." Camilla fortæller desuden om en oplevelse, hun selv har haft som yngre på en arbejdsplads, hvor rettighederne ikke blev opfyldt. Dengang vidste hun heller ikke noget om alle reglerne, og det motiverer hende nu til at informere andre unge gennem arbejdet som aktivist.
Aktivisterne opfordrer også de unge fritidsjobbere selv til at tage en snak med deres arbejdsgiver. Under et af dagens interview, var arbejdsgiveren eksempelvis ikke tilstede. Så efter Camilla havde gennemført interviewet, opsummerede hun problemerne for fritidsjobberen, så han vidste nøjagtig, hvad han skulle gå til arbejdsgiveren og få en snak om.

En glemt frokost
Efter to timers patrulje når vi frem til McDonalds for at interviewe. Duften af pomfritter trænger sig på, mens jeg står og iagttager Camilla og Annikas forsøg på at komme i kontakt med en ansat. Jeg kan pludselig mærke sulten komme snigende og kommer i tanke om, at jeg helt har glemt at spise min medbragte frokost. Annika griber ned i tasken for at finde en stak materiale frem til fritidsjobberne, som desværre ikke er mødt på arbejde endnu. Det hastige tempo ved kassen giver en stor kontrast til Camilla og Annikas stilfærdige mission, og der er da også lige før chefen ikke får materialet med i farten. På vej ud planlægger de at gå videre på Burger King for at tjekke for fritidsjobbere og tage et tiltrængt hvil og en sodavand. Her ser jeg mit snit til at hoppe af patruljen for denne gang og opfylde min knurrende maves ønsker.

Inden jeg mødte aktivisterne i JP, havde jeg en forestilling om, at jeg skulle ud og møde fagforeningernes vogtere, som prædikede overenskomster og for alt i verden skulle lokke flest mulige medlemmer ind i fagforeningernes hule. Men stemningen var meget mere afslappet. De så virkelig deres job som en mulighed for at hjælpe fritidsjobbere til at blive bevidst om de rettigheder, de har. Om fritidsjobberne så vil tage hele skridtet og melde sig i fagforening var udelukkende op til dem selv.

Du kan læse mere om Jobpatruljens arbejde og dine rettigheder ude på arbejdsmarkedet på www.jobpatruljen.dk.

 Skrevet af Signe Skov Andersen.