Epitaffen

Noget fra i går aftes.. Kom gerne med kommentarer, krtik osv.

---

Det meste af det jeg husker nu stammer fra dengang, jeg var syv år. Det fra forinden var sløret og uklart, og senerehen blev minderne endnu mere slørede og uklare, dog her af en anden grund. I syvårsalderen så jeg tingene gennemet barns øjne. Og et barn - siger man, (jeg) - ser verden, som den er, og ikke som den bør ses. Min verden så sådan ud, at jeg havde en mor, en far, og de var, hvem jeg så mest til - resten af verden (som i øvrigt tilhørte min verden) lå og kredsede om os - der var SFO'ens eftermiddagsboller med blegrødt pædagogsaftevand, min pæreformet matematiklærer, ikke mindst også Anne, en "almindelig" pige, som jeg, ligesom med så mange andre, i en overgang var håbløst forgabt i. Mine forældre var imidlertid ikke hele min verden, enhver dreng med respekt for sig selv vil sige det samme, vil lade som om, og jeg lod som om med min el-guitar, med timer af D2, hvis regler jeg ikke engang forstod (ser du, det hele stod på engelsk, var forholdsvis svært at læse, for jeg forstod ikke engelsk og dermed heller ikke formålet med spillet). Så lod jeg også som om ved at låse mig inde på mit værelse i timevis, hvor jeg sad og tænkte dybe tanker - så dybe, som en syvårigs nu kan være. Selvfølgelig lod jeg også som om ved at tænke på... Anne. Det var Anne, jeg tænkte på, da telefonen ringede inde i stuen. Det betød så også, at den ringede inde hos mig, og i et kort, forskrækket øjeblik blev jeg revet ud af drømmeverden med Anne og (jeg indrømmer det aldrig) hendes dukkehus. Telefonen ringede for anden gang, jeg sukkede dybt og opgav at vende tilbage til Anne-verdenen. Der floppede jeg mig i stedet over på sengen og besluttede mig for at glo op i loftet, men da telefonen for tredje gang ringede, kunne jeg ikke engang glo op i loftet længere. og fordi jeg ikke længere gloede op i loftet, og fordi jeg intet andet havde at lave, gik jeg over til den forbandede telefon for at tage den, skrige, og smække den på igen. Det forfærdelige indtraf et sekund senere, da en uplacerbar stilhed fortalte, at den var holdt op med at ringe. Jeg skulle lige til at tænke, at jeg var en utrolig uheldig dreng, der aldrig fik sin vilje, da min mor skreg inde fra stuen. Hun skreg, praktisk, litterært talt skreg, så det lød som en nr 10 på smerteskalaen (lærte jeg senere hen, da jeg læste til læge). Jeg mente da, at hun havde været ude for noget uheldigere end mig, måske var hun blevet slået i hovedet af en mystisk morder, måske var hendes sminkedåse blev ødelagt, måske havde hun set en rotte, måske måske.

Ca. to timer, en smadret tallerken og to æsker opbrugt kleenex senere fik jeg at vide, at min morfar var fløjet.
Den eftermiddag begyndte jeg at sy vinger.

----

Fortsættes en eller anden dag (: