Hvordan`?

Jeg ville opfatte det sådan, at man ikke skal stræbe højere, end man kan nå. Eller sagt på anden måde: Ræk ikke ud efter det uopnåelige. Gør man det alligevel, er faldet uundgåeligt. En parallel til i dag kan måske fortælles således: Ærgerrighed gør, at mennesket aldrig er tilfreds med, hvad han har, og hvad han er. Han stræber konstant efter mere, efter rigdom og berømmelse. Som vi har oplevet det utallige gange, så vil disse mennesker på et eller andet tidspunkt havne i en umulig situation. Stofmisbrug og selvmord er den logiske udgang på det hele. Vi har set det ved mange berømte popsangere: (Elwis, Joplin og nu Jackson for blot at nævne nogle få). Det uopnåelige er en illusion, netop fordi det er uopnåeligt, men fantasien kender ingen grænser, derfor er der et misforhold mellem den og det, man kan opnå. Et lidt mere jordnært eksempel er den landmand, der konstant udvider, han køber jord op, og så skal han bruge endnu større maskiner, han kan ikke se på et stykke jord hos sin nabo uden at begære det. Det er skruen uden ende. På den ande side sætter vi mennesker os et mål (en uddannelse for eksempel). Og når det må er nået, så sætter vi et nyt. Det er der ikke noget forkert i, vi skal bare vide, at alt har en grænse, og på et tidspunkt må vi stoppe op og spørge os selv, hvad vi vil med vores liv. Rigdom og berømmelse er i hvert fald ikke værd at tragte efter. Det kan man dagligt læse om i aviser og blade. Gudernes bolig symboliserer det uopnåelige. Forældres ambitioner kan somme tider presse deres barn derud, hvor det ikke kan bunde. Ambitioner og evner må følges ad. Syndefaldsmyten er også et epos om at stræbe efter de sande værdier i verden, de værdier som biblen fortæller om.

Jeg kunne sådan se godt blive ved med at causere over emnet, men jeg tror, du har nok nu til at komme videre.

 Du kan jo sammenligne med den græske myte om Daedalus, som blev holdt fanget på øen Kreta af Kong Minos uden muligheder for at sejle væk. For at undslippe byggede han vinger af fuglefjer sat sammen med bivoks. Han lavede også vinger til sin søn, Ikaros. Da Ikaros mærkede at han kunne flyve, kunne han, trods formaninger,  ikke modstå fristelsen til at flyve højere og højere, -d.v.s. han ville nå op til gudernes plan, men ak,  da han kom nær solen, smeltede bivoksen jo og han styrtede i havet. Hans overmod og selvovervurdering kaldes hybris. Hybris  fører  til at Nemesis, gengældelses- og retfærdighedsgudinden, kommer og straffer en for ens mangel på erkendelse af egne begrænsninger,  -hun piller (styrter) en ned.

Morale:  Stræb ikke for højt og tro ikke at du kan være lig guderne. Hvis du prøver, lærer du på den hårde måde at du ikke kan.

Super! Takker begge!

Er det en fortolkning/analyse af en bestemt bog/novelle? :)