/nogen der kan hjælpe med stil?/

jeg ville godt kigge på den i løbet af aftenen, men jeg kan ikke åbne docx-filer, kun doc-filer

Skal jeg skrive den ind, hvis du har tid?? , nå men værsågod: Forresten tusind tak for din hjælp, jeg er indvandre så det kan være at den ikke er så god

En hund er ikke en ven
”Hej” sagde jeg, og så udtrykket på hendes ansigt. Hun stod der helt stiv og så forskrækket på mig med sine store blå øjne. En ung, køn pige på 24 måske, hvis jeg skulle gætte, jo hun var nok mindst 5 år yngre end mig. Jeg undskyldte og forklarede at det ikke var meningen at skræmme hende. Hun kiggede forvirret og svarede ” åh nej jeg blev bare overrasket”. Jeg gav hende en forskrækkelse kunne jeg se, og det hjalp nok ikke at vaskeriet var tom og gaden livløs. Jeg blev usikker på om jeg skulle række hånden ud, men det gjorde jeg nu alligevel. ”Jeg er lige flyttet til dette kvarter” nævnte jeg. Hun så mere forstående ud. Hun gav hånden, og sagde ” Nååå jeg tænkte nok, at jeg ikke havde set dig før, velkommen til”. Jeg var nødt til at sige noget, jeg ville ikke have en pinlig tavshed omkring os.”Forresten så hedder jeg Elias, og jeg bor på nr. 5 første sal til højre. ”Nanna” svarede hun, ”Jeg bor i opgangen ved siden af 3 sal, så hvis du for brug hjælp til noget, så er du velkommen til at banke på”. Jeg smilte. ”Jamen, det er rart at vide”. ”Nå men jeg må lige kigge til mit tøj” sagde hun som om hun ville have vej. Jeg nikkede og gav hende plads til at komme forbi. Hun var ret sød og venlig og det ville nu være godt og have en sød og hjælpsom nabo. Inden jeg fik tændt maskinerne stoppede hun mig. ”Jeg tror hellere at du skal sortere dem, efter farve” sagde hun. ”Nåh” svarede jeg, jeg troede nu at jeg ikke havde lagt nogen sorte og hvide sammen, men jeg ventede på at hun skulle bestyrke sit udsagn. ”Hvis du ikke gør det så får det hvide tøj en anden farve”. Jeg nikkede ”at vaske tøj er ikke min stærkeste side”. Jeg følte af en mærkelig årsag at jeg blev nød til at nævne at jeg var blevet skilt for kort tid siden, som en undskyldning. ”Det er jeg ked af at høre” sagde hun, men smilet på hendes sagde nu noget andet, kemien mellem os så ud til at klikke. Jeg spurgte om hendes kæreste vaskede tøj en gang i mellem, for at finde ud af om hun var optaget. ”Nej det gør han ikke, for jeg har ikke fundet ham endnu” grinede hun.
”Åh Gud tiden løber af sted, når der er nogen at snakke med” sagde hun. Jeg kiggede på mit ur og sagde ”åh ja tiden, du må undskylde mig, jeg må altså skynde mig, jeg skal nå til et personalemøde, på arbejdspladsen” sagde jeg smed hurtigt alt tøjet ind i den sorte sæk jeg havde med. Jeg nævnte på vej ud at jeg var glad for hendes tilbud om hjælp og jeg skulle nok få brug for det. Jeg løb med mit vasketøj op til lejligheden. Mens jeg hang tøjet på tørresnoren, tænkte jeg ubevidst på Nanna og den samtale vi havde, hun virkede rigtig sød. Jeg måtte gøre mig klar til forældremødet. Jeg fandt frem alle mine notater og lagde dem ved udgangen for at ikke glemme dem efter jeg havde skiftet tøj. Før jeg smuttede ud af døren, gled mine øjne til spejlet igen og jeg kiggede en ekstra gang bare for at være på den sikre side, jo jeg så da godt ud. Jeg skyndte mig ud af døren, og tog bilen af sted til firmaet. Jeg slog koden ind og bygningens døre åbnede sig. Jeg steg ind i elevatoren trykkede på 5. sal og elevatoren førte mig for en gangs skyld direkte til kontoret uden at standse på mellem salene. Det var nu nok det eneste positive jeg kunne komme i tanke om at komme på arbejde om aftenen. Specielt nu når jeg havde Nanna i tankerne. Chefen nævnte på mødet at vi havde brug for en assistent på arbejde og om jeg ikke kunne stå for at trykke annonce i avisen og lægge noget på nettet. Det ville jo give mig noget at lave så jeg ikke skulle kede mig hjemme alene, så jeg accepterede tilbuddet.
Efter 3 uger var det tid til jobsamtaler og chefen gav mig et ansvar som jeg selv ikke troede han ville stole på at jeg kunne. Han ville have at jeg stod for at ansætte, og dermed også jobsamtalerne som var dagen efter. Det gav selvtilliden et ordentlig spark. Den aften sad jeg og gjorde spørgsmål klar hele aftenen, til jobsamtalerne.
Jeg tændte lyset om morgenen jeg var den første på arbejde igen det var nu blevet en vane nu når jeg ikke havde andet at bruge energi på. Dagen gik i snegle fart, efter 8 samtaler var jeg ved at miste troen. Den niende samtale overraskede mig. Jeg kaldte en Nanna Rasmussen ind i samtalerummet. Det var først da hun rejste sig op at det gik op for mig hvem som stod overfor mig. I starten gik det heller ikke op for hende hvem jeg var. Hun smilte, jeg kiggede i hendes brune øjne mens hun satte sig ned. Hel naturligt kastede hun sit hår tilbage. Hun snakkede men jeg hørte kun summen, hun førte sin hånd foran mit ansigt og viftede med den, for at se om jeg var til stede. Jeg stoppede mit dagdrømmeri, og undskyldte med at det havde været en lang dag, mit blodsukker nok var lav og at hun var den sidste, så om vi ikke kunne snakke over en bid mad. Efter maden tog jeg hjem og kiggede på alle ansøgningerne. Nanna var perfekt, den perfekte til jobbet.
”Nanna, det går ikke du passer desværre ikke ind, jeg kan godt se at du er meget gerne vil have jobbet, men stillingen er gået til en anden side..”. Det var en lignende besked som lå på hendes telefonsvarer, dagen efter. Jeg ville have hende til at være her, men jeg var nødt til at lade hende gå jeg ville ikke arbejde med en jeg måske ville have et forhold med. Så snart jeg havde lagt beskeden begyndte min samvittighed at gnave i maven. Hvordan kunne jeg afslå hende, af egne interesser? Jeg tog hjem, og lå længe på sengen med Nanna i tankerne.
Den næste søndag, som alle andre søndage tog jeg til vaskeriet, for at vaske tøj samtidig med Nanna, men hun var der ikke. Der hvor hun plejede at sidde lå der en bog med titlen; ” En hund er ikke en ven”. Jeg sukkede, var det sådan jeg havde opført mig?