Leif Panduros - Uro i forstæderne, analyse

'Allo, 'allo.
Nu sidder jeg her og skal til at skrive en dansk stil om Leif Panduros "Uro i forstæderne". Vi har fået udlevet uddraget der går fra side 169 til 172 i bogen. Med andre ord: Stykket hvor forstaden går amok over denne nye, mørke mand der pludselig ankommer og det hele ender med at de æder ham.

Jeg har læst en piges analyse af romanuddraget herfra og vil forsøge at tage hendes gode vendinger og tilføje mit eget indhold.

Indtil videre synes jeg at være stødt på første problem - thi hvem og hvad kan denne mørke mand symbolisere? Det oplagte er jo indvandrere, men jeg nægter sgu at skrive det! Tilgengæld har jeg været en del inde på 'drifterne' og deres indelukkede følelser. Er vi nogelunde på vildspor, oder was?

Derudover er jeg ret perfektionistisk anlagt hvad angår en indledning på stile. Jeg vil gerne have dem så fangende som muligt, så man får lyst til at læse videre. Men det kan være hårdt at leve op til det krav altid og derfor vil jeg lige høre hvorvidt min nuværende indledning er udmærket, eller bør laves om. Jeg har ydermere valgt et start-citat fra teksten som de andre fra min klasse ikke har, for jeg fandt det lidt for kliché at benytte stykket hvor de æder manden til sidst, når historien egentlig handler om menneskernes "enshed" - hvis I kan følge mig.

Så kort og godt! To spørgsmål:
1) Er det korrekt at denne mørke mand 'kan' symbolisere folkenes drifter, og indelåste følelser samt at forfatteren vælger ham som kannibal fordi de er bange for at han "æder" deres mure der indespærrer disse drifter.
2) Om den nuværende indledning er fængende, eller skidt.

----
”Så var det K sagde – eller også var det P eller F eller S eller B eller V eller L eller Z – eller også var det mig ! Jeg kan ikke sige det, men det spiller heller ingen rolle, for vi er alle sammen fuldstændig ens ude i vores forstadskvarter.” Citat fra teksten, s. 172, spalte 2, linje 13 f.n.

Sarkastisk provokation. Et kendetegn ved forfatter Leif Panduros mange værker. Han driver gæk med samfundets etablerede normer og på en humoristisk, modbydelig måde, formår han at vende det trygge og normale på vrangen. Han udstiller det moderne menneske som en lego-klods hvis eneste formål er at holde figuren oprejst og hvis man piller to klodser ud af figuren, vil man ikke kunne kende forskel på de to. Dette er netop essensen i romanuddraget ”Uro i forstæderne”.
----

Mvh.
Auramin
/Nick.