Rate my essay

Hej folkens

Til en teminsprøve i dansk skriftlig fremstilling valgte jeg at skrive et essay om tid/ventetid. Jeg fik det tilbage i dag, og jeg havde fået 7. Vi har alle i klassen fået afvide, at vi skal skrive det om, så vi mindst får 1 karakter højere. Min lærer sagde, at mit essay ikke opfyldte opgaveformuleringen godt nok, hvilket jeg også godt vidste, men hun sagde også, at min tekst ikke passede til essay genren. Så hvis i ville bedømme det og skrive hvad jeg kunne ændre / gøre bedre når jeg skal skrive det om, ville det være en stor hjælp.

Her kommer det:

Undskyld ventetiden

Ventetid……jeg venter ofte, gør du? Ja ikke? Men hvorfor venter jeg så meget? Jeg ved det ikke! Venter man ikke bare på alt nu til dags? Er det de få sekunder, jeg venter på, at vores elektriske stålelkedel bliver klar, eller de minutter jeg venter på at min computer starter op, eller er det fordi, at jeg altid venter på, at bussen kommer og henter mig efter skole, at jeg føler, at jeg venter så meget? Det ved jeg heller ikke. Er det ikke bare en selvfølge, at man venter på alting? For mig er det. Jeg tænker ikke over det mere. Kun over nogle ting. Er det kun ventetiden, ved de ting jeg interesserer mig for, jeg tænker på? Måske! I det tidlige forår når jeg samler æg ind fra mine store hvæsende landægs, fra mine storvommede ænder og fra mine elegante landhøns og lægger dem i min rugemaskine, venter jeg spændt på, at kyllingerne bryder skallen, og et nyt liv vil blive skabt. Der tænker jeg hver dag over, om æggene snart klækker. Men det er noget andet. Jeg kender den ventetid, gør jeg ikke? Jeg ved jo, at den vil være der. Er det ikke derfor, jeg tænker på den, eller er det fordi det interesserer mig? Nogle ventetider tænker jeg måske mere på end andre. For mig opdeles ventetid måske i flere kategorier. Dem jeg kender, dem jeg ikke kender, dem jeg kender og interesserer mig for og dem jeg ikke kender og ikke interesserer mig for. Måske er det som afgør hvad jeg synes om ventetiden. Nej, vent for på mit arbejde er der jo altid lange køer foran kakaoautomaten, og den ventetid kender jeg jo, så hvorfor hader jeg den? Måske skal man have en anden indstilling til ventetiden. Måske skulle man kalde det for tænketid i stedet, også bruge den på noget andet end bare at stå og hidse sig op over de langsomme ekspedienter eller de besværlige kunder.
Jeg erindrer al for godt de episoder, når jeg har været med min mor på juleindkøb. Jeg stod med et halvt dusin tunge plasticposer fyldt med fordøjelige goder, men jeg havde taget en masse tøj på uvidende, at det var utroligt lummert i butikken, og så begyndte jeg at svede samtidigt med, at jeg stod meget klemt og skulle høre på alle andres overvejelser. De tunge poser begyndte også at trække mine arme lange, og jeg gad faktisk ikke ind i butikken, men jeg skulle. Man kunne måske læse eller lave lektier eller planlægge et eller andet. Men kan man godt det i et sådant inferno af utilpashed? Eller hvad så hvis man hele tiden skal holde sig til for ikke at blive sprunget over? På den anden side er det ovenover beskrevne og næsten en ( efter min smag ) '' worst case situation'' Værre er dog hvis man har en aftale også bliver brændt af eller skal stå og vente i evigheder på, at bussen dukker op. Kan man så holde fokus på andet end irritation til buschaufføren? Men det sker jo heldigvis ikke ret tit. Findes der overhovedet ventesituationer, hvor man kan lave andet end at blive irriteret? Måske afhænger det af, hvem man er. Måske kan man ikke lave om på det? Jo, vent. Engang da jeg var på apoteket, havde jeg tilfældigvis en bog i min taske, så jeg tog den frem og begyndte at læse. Jeg tror, det var pga. deres smarte køsystem. Da man kom ind skulle man trække en nummer fra en automat, som man så skulle vise til ekspedienten, når det blev læst op. Der var også opstillet blå træstole, så man kunne sidde og bruge tiden på noget andet end at blive irriteret og utålmodig. Måske skulle jeg takke deres køsystem for det. Kunne man ikke bare lave det sådan i alle butikker. Nej hov, for der var jo heller ikke så mange mennesker dengang på apoteket. Måske var det bare derfor, der var så behageligt. Hvis der havde været mange mennesker, ville de så ikke bare stå i en prop foran automaten og skændtes om at få billeten hurtigst muligt? Og så ville vi jo være tilbage, hvor vi startede? Måske kan man slet ikke slippe af med ventetid. Det findes jo overalt.

Kunne man så ikke bare afskaffe ventetiden? Men hvordan skulle samfundet så fungere? Ville det så ikke bare være de stærkeste og de mest magtfulde, der altid kom først? Og så ville der jo altid være kø for de mindre stærke og magtfulde. Så ville det jo ikke være særlig demokratisk mere. Hvad med de magtfulde i nutiden. Tror du, Barrack Obama står i kø nede ved brugsen? Tror du, han sidder fast i trafikken? Nej vent, var alle vejene ikke ryddede, der hvor han skulle køre ved f.eks. klimatopmødet, og har han ikke nogle til at handle for sig? Måske er det måden samfundet er bygget op på, der skaber meget af ventetiden. Jeg har en søster, der har en kronisk sygdom, som gør at hun sidder i kørestol. Det vil hun gøre resten af sit liv. Men hver gang vi søger om ny kørestol, venter vi ofte måneder med gentagne påmindelser fra os før det første svar fra kommunen kommer, hvor de beretter, at de vil undersøge sagen nærmere. Hvorfor det? Hendes sygdom er kronisk. Sådan en proces fra start til slut tager ofte omkring et halvt år. Er det fordi, der er for lidt mandskab, eller er det fordi Danmark er for biokratisk?

Mænd bliver gennemsnitligt 65 år gamle og kvinder lidt ældre.
Hvorfor skal man så og hidse sig op over 14 minutters kø i supermarkedet? Er det fordi alle i nutiden har så travlt med at skaffe sig en succesfuld karriere, stifte familie og arbejde, at de ikke har 14 minutters frirum? Måske skulle man bare acceptere at ting tager tid, alting tager tid. Eller måske skulle man bruge noget af ventetiden til at tænke over, om det man vil, overhovedet er værd at vente på. Hvert sekund at dit liv er trods alt unikt. Der findes ikke 2 af de samme, og når et er gennemlevet, kan du aldrig få det tilbage. Du kan aldrig virkeligt ændre noget, som er sket. Derfor synes jeg, at ovenstående er vigtigt at tænke på, da det så vil gå op for de fleste, at der ikke er tid til at være i dårligt humør pga. små bagateller. I de fleste tilfælde kan vi jo bare gå væk, og derefter glemme hvad der er sket, og komme i godt humør igen. Det er dermed ikke sagt, at man altid skal være glad, eller at man skal lade som om, hvis man ikke er det.