Dk 80'er lyrik

Ok jeg ved det er for sent at svare nu, men det kan være, at der er andre der bruge det senere hen, når der kommer en søgemaskine. So here it goes:


Normalt siger man, at modernismen falder i 3 perioder: Heretica, konfrontationsmodernisme og systemdigtning. Ind imellem disse er der en masse "realistiske" retninger, som ikke er relavante her.

Det der er fælles for modernismen er, at de alle er enige om, at livet i sig selv er meningsløst (Jr. Eksistentialisme), men alle prøver de på den ene eller på den anden måde selv at give livet mening (fx gennem lyrik eller eksistentialisme).

I postmodernismen mener man også at livet i sig selv er meningsløst (Jr Nietzche: ,,Gud er død"), men den største foreskel fra modernismen er, at man nu har accepteret dette. Dvs at litteraturen nu ikke længere skal finde en dybere mening med tilværelsen, men blot underholde og det er ligeledes fokus på det stilistiske aspekt her.

Men hvad så med 80'er digtningen?
Jeg går udfra, at du mener Strunge, Tafdrup, Bo Green-Jensen osv.! Dette er den flydende mellemting, hvor man i deres litteratur aldrig er helt sikker på, om de har opgivet at finde mening eller ej. Noget helt andet der er meget karakterisktisk er, at 80'er digterne "låner" fra de gamle klassikere som eksempel herpå kan nævnes Pia Tafdrup, som minde MEGET om Sophus Clausen og henviser til ham mange gange (men det er jo et fortolkningsspørgsmål ;~)).


Det var lige hvad jeg kunne komme på, men der er sikkert flere ting.

fandt lige nogle håndskrevne notater:


80er modernisme:
Kan dels betragtes som modernismens 4. fase, eller postmodernismens start. Denne periode består af de unge lyrikere der brød igennem i starten af 80erne (hvoraf mange kom fra en forfatterskole med Poul Borum som ophavsmand). Generelt kan man sige, at det er svært at sætte en etikette på perioden, idet de ikke deler den postmodernistiske filosofi og livsstil, men dog ligesom postmodernisterne lægger vægt på det udtrykket og det rent æstetiske, samt at de tager afstand fra 70´er digtningen. Nogle typiske træk er: dyrkelse af kroppen, en leven i nuet og mistillid til overordnede værdier. Det er det poetiske udtryk, der er i centrum, og derfor stæjler de med arme og ben fra den modernistisk tradition. Søren Ulrich Thomsen betragtes som teoretikkeren bag: ,,mit lys brænder” ses som et slag manifest.

Michael Strunge (Stil: prosalyrik): Er meget inspireret af rocklyrik (David Bowie, Jim Morrison (The Doors), Lou Reed). Og han opererer fra starten med mottoet: ”til bunds i det ukendte for at de nye” (Baudelaires). 80er lyrikken og specielt Strunge er i starten inspireret af det ekstreme og det hypersenstivive. Hans litteratur bliver karakteriseret som visionær og hudløs sandsende. Hans første digtsamling (1978) er præget er moderne teknologiske billeder og rocklyrik (Satellite (of love)). I de næste to digtsamlinger (fra 1980 ,,fremtidsminder” + ,,Skrigerne!”) er der knap så meget modernistisk præg, men en klar inspiration af punken er at føle (han bliver tiltalt af det visuelle og det ekstreme). Han beskriver punkerne som en slags rumbørn, der er født af galaksen. I ,,skrigene” er alle bogstaver store, hvilket indikerer, at han er blevet mere aggressiv. Udstødelse = udmærkelse, hanekam = krone, pjalter = hermelinskåbe. Det sidste digt opfordre til kulturel revolte. Hans hovedpointe = under asfalt og beton findes der græs og liv. 68 generationen kritiseres også her, idet de nu sidder på den magt, de selv gjorde oprør imod (de er blevet mappedyr). I de senere bøger Nigger 1 og Nigger 2 påtager han sig rollen som sort og udstødt. Men inden disse kom ,,Vi folder drømmens faner ud”, hvis temaer karakteriserer Strunge godt: vision, byen, natten og fantasien, men også oprør, revolte og ikke mindst den æstetiske surrealistisk inspirerede stil. Der laves en modsætning i form af byen: Om dagen er det en by, som er en hæslig ophobning af teknologi, kemi og beton, men om natten er det en visionær og hyperreel by, hvor proportioner forvrænges og bliver eventyragtige. Det er et sted, hvor dømme trives og engle færdes på gaden. Men andre gange i de mere depressive digte, ser han byen som værende en mur af fjendtlighed, som ikke kan forløses. Systemet har her overtaget alt, og der er ikke plads til fantasi og oprør, ,,man skal nøjes med maskerne der udleveres ved indgangen”. Til sidst bevæger han sig væk fra oprøret og revolten, det bliver nu det mere typiske modernistiske temaer, der kommer til at dominere: de fremmedgjorte byrum, som gør, at jeg ikke kan udfolde sig og føler sig klaustrofobisk. Man kan sige, at hans poesi er gået fra at være en vej til verden var poesien blevet en udelukkelse af virkeligheden (til sidst får man alligevel det indtryk, at han gennem en pige kan finde en mening.). i 1986 kaster han sig selv ud af sit vindue, i den tro at han ville kunne flyve – han dør som 28-årig.

Bo Green Jensen: Er meget imod mediernes bedøvelse og fordummelse, han er også i mod samfundets selvbekræftelses strategier. Samfundet = den tavse tid, de forfrosne samfund, zombier, sluttid, undergang. Mål: at tegne et billede af 80erne. Er nu kritikker.
Pia Tafdrup: Er meget inspireret af symbolismen (Sophus Clausen) (der er trancendens gennem digtet ikke mulig). Er ikke ligesom de 3 andre præget af storbyen, men er mere eksistentialistisk præget. – når der går hul på en engel – hvad så?. Himlen er brudt sammen, derfor falder vi hårdt, hvis vi forsøger at stige imod solen. Kroppen er et centralt tema ligesom erotikken.
Søren Ulrich Thomsen: er vigtigst med ,,mit lys brænder –omrids af en ny poetik.”. Hans poesi er præget af minimalisme.