Michael Strunge Hjælp.

Prøv at se digtet som en helhed i forhold til gentagelserne, frem for kun at fokusere på den ene gentagelse. Bemærk Strunges fokus på forskellige sanser, det være sig smagssansen, høresansen, synssansen og følesansen. Bemærk i den forbindelse Strunges stigende frustration i forhold til beskrivelsen af de respektive sanser. Strunge lægger ud med symmetri, så at sige:

JEG GIDER IKKE
MERE
JEG GIDER IKKE
LEVE
JEG GIDER IKKE
SOVE
 

- Og så fortsætter han ellers i en noget mere 'asymmetrisk dur', om man så må sige, idet digtet nærmest udformer sig som det vil, hvis du forstår? Digtets komposition bliver mere og mere løs. Strunge bliver endvidere mere og mere aggressiv (iagttag eventuelt 'verset' SEHØRETALETÆNKE), hvilket formentlig skal ses i lyset af hans holdning til datidens samfundsstruktur. Han er jo kendt for at være en anelse kritisk, som du jo nok ved alt om. I digtsamlingen Skrigene udtrykker digtene punk-generationens protest mod samfundet og de krav, der stilles til den enkelte borger.

Hvis du absolut (det er ikke negativt ment) vil fokusere på gentagelsen af ordet tale, kan det eventuelt tolkes som Strunges aggressioner over ikke at blive hørt. Han gider ikke tale mere, fordi samfundet hører ikke hans (og hans generations) protester. Han gider ikke tale mere, fordi samfundet er stivnet og hører ikke efter. Gentagelsen kan således ses som et udtryk for Strunges stigende afmagt over for samfundet - hvis du forstår?

Jeg synes, at kontrasten mellem at stå op og at falde er godt spottet, det kan du sagtens arbejde videre med.

Tilføjelse til kontrasten mellem at stå og falde (det kom ikke med):

Derudover synes jeg, at du skal fokusere på digtets sprog - jeg skulle nemlig mene, at Strunge bliver mere og mere barnlig i sit sprog - har du lagt mærke til det? Han lyder nærmest som et barn, som ikke får det præcis som det vil have det, et barn, som ikke får sin vilje. Bemærk i den forbindelse, at han bliver mere og mere hys og usammenhængende i sit sprog (JEG GIDER IKKE GIDE, OG JEG GIDER IKKE GENTAGE DET). Inddrag eventuelt, under gennemgangen af disse barnlige aspekter, kontrasten mellem at stå og falde.
 

digtet afspejler tillige den typiske attitude hos punklitteraturen og hos punkkulturen: At den mere end noget andetr er no futur generationen, der blot protesterer imod alt og alle uden at være i stand til at sætte noget mål eller noget alternativ op - en i reel forstand forfærdelig trist generation, der bleb tabt på gulvet - deraf navnet no futur, som skal tages helt bogstaveligt - at de ikke mente eller kunne se, at de havde en fremtid i datidens krisesamfund. Senere fik Strunge dog nogle visioner og utopier, men måtte alligevel begå selvmord, da han ikke følte, at folk lyttede til ham

 Tusind tak for jeres svar, jeg har nu fået lavet en litterær artikel, som jeg i hvert fald selv er yderst tilfreds med.

@JJ-cool

Pas på med at påstå at årsagen til sevmordet er følelsen af afmagt. Husk at hans sidste ord var "Nu kan jeg flyve" (eller noget i den stil), hvilket kan opfattes som at han viser verden at det er muligt at sætte tiden i stå og hæve sig over den og samfundet. Det kan også ses i addition til hans dyrkning af øjeblikket og sanserne. Men vi ved det jo ikke, så vi kan ikke konstatere noget :)