HJÆLP TIL DANSKSTIL

5. Havfruen og lygtemændene
Pontoppidans novelle "Havfruens sang"13 tematiserer faktisk den naturalistiske "affortryllelse" af eventyret, hvorfor den fint kan læses i forlængelse af de netop gennemgåede polemiske "genskrivninger" af Andersen. Novellen omhandler en gruppe mennesker, som efter et lystigt aftenmåltid i det grønne har ladet sig ro ud på havet for at se solen gå ned. Ombord er en ung læge, et ungt ægtepar, et par unge piger og et par herrer. Pludselig hører man en underlig, syngende lyd. Man er for langt fra land til at lyden kan komme derfra og der er ingen andre både i syne. Alle. undtagen lægen, bliver uhyggeligt til mode og begynder at fantasere om havfruer og andet spøgeri. Specielt den unge kone opskræmmes: sirener er jo ikke sådan at spøge med, når man er nygift. I huj og hast ror man da ind mod bredden. Men så afslører en af herrerne, at det er ham som har frembragt lyden ved at binde stormsnoren fra sin hat fast til et søm i bagmasten. Resultatet blev en art guitarstreng, som han har kunnet aflokke de besynderlige toner. Lægen triumferer, men alle de andre finder: "at det havde været en grumme uheldig Spøg" (s. 252). Selv om ingen selvfølgelig for alvor tror på havfruer, skal man "ikke drive Løjer med "den Slags Ting"" (ibid.). Damerne tilgav aldrig spøgefuglen og selv nogle af herrerne var ikke senere: "at formå til at tage med ud paa Søen, når Solen var gaaet ned" (s. 253).

På næsten todorovsk maner udtrykkes det i novellen, at fantastikken står i forbindelse med det ubevidste. Vi tror godt nok ikke længere på det fantastiske, men konfronteres vi med det, suspenderes vi i en tøven, som lader dybe lag i vores bevidsthed få magt over os. Selv om der viste sig at være en naturlig forklaring på oplevelsen, mærkede den jo åbenbart flere i selskabet for livet.

Og dermed har vi vel placeret Pontoppidan på sikker naturalistisk grund. Imidlertid er novellen også et eksempel på, hvorledes eventyret og det fantastiske altid er parat som fortolkningsramme, selv for mennesker, som mener at tilhøre en oplyst, moderne tid, der ikke længere levner plads for den slags pjat. Og så indgår vi atter i en intim dialog med blandt andet den romantiske litteratur. Vi kan endda finde en næsten parallel episode i Don Quixote, som virkelig må siges at kaste en lang skygge.

En nat sidder Don Quixote og hans tro væbner, Sancho Panza, alene i mørket et sted, de aldrig har været før. Pluselig hører de nogle frygtelige lyde. Dette sætter Don Qiiixotes fantasi i svingninger og han påbegynder en af sine besyngelser af den tabte "guldalder": dengang da riddere var riddere og skønne møer var skønne. Han bliver faktisk så opflammet af sin tale, at han straks vil afsted på eventyr for at komme på sporet af, og om muligt genopvække, denne tabte tid. Det får Sancho dog forpurret. Næste morgen finder de ud af, at lydene kom {her slipper forlægget op, så korrekturen mangler} |72| fra en valkemølle ved en nærliggende flod. Sancho morer sig, men det gør Don Quixote bestemt ikke. Sancho får et af sine utallige lag tørre tæsk