Platon

De var nødvendigvis ikke fortabte, fordi kunne jo muligvis opnå indsigt som en filosof - altså at forstå idéverdenen.

Karam

Ja, også derfor jeg skrev mennesker som alene kun forholdte sig til den fysiske virkelighed. At de villle kunne opnå denne indsigt, det er jeg sådan set med på.

Jeg forstår bare ikke at når Platon jo sagde at livet på jorden bliver afgjort af en selv. Altså man er sin egen lykkesmed, kunne man sige: Hvordan kan det så være at han mente at livet på jorden var et helvede? Han var jo ikke religiøs, så man kan vel ikke forestille sig at ideernes verden ville komme frem efter døden, eller?

Ah, han mener vist at efter døden, kan man håbe at blive en del af ideernes verden, og komme væk fra pøblen og dens primitive livsform.

Nej, men altså at være fortabt betyder at man aldrig vil kun komme til at forstå andet. Altså man kan jo godt "alene kunne" forholde sig til den "forkerte" verden, men senere få øjene op for idéverdenen. Forestil dig fx et barn. Forstår du?

Karam

Ang. Platon ikke værende religiøs, så beskriver han jo den Sokratiske idé om Epistéme (viden om det guddommelige), så mon ikke han troede på noget absolut, selvom det ikke nødvendigvis var en eksisterende religion... Dette betyder ikke nødvendigvis han var religiøs, men hav det lige for øje!

/Aya

Korrekte Absence.

Selve idéen idéverdenen bygger på en forståelse af verden (eller en del af den) som bygget perfekt. Der er en implicit religiøsitet i det.

Karam

* Viden om det guddommelige kan vist også oversættes som simpel erkendelseslære, men det kan vel være lidt det samme alt efter, hvordan man definere Guddommelighed.

Mange tak...

#5, Platon troede helt sikkert på noget absolut. Det der særstiller ideverdenen frem for fænomenverdenen er dens uforanderlighed og uforgængelighed, dens væren absolut. I det hele taget var det en udbredt 'græsk' opfattelse at evighed og uforanderlighed var tegn på guddommelighed (jf. i øvrigt Parmenides/Heraklit). Om Platons guddommelighedsbegreb er 'religiøst' som sådan, synes at være en rent semantisk diskussion.

Platon fremstiller i enkelte dialoger en reinkarnationstanke, men det kan diskuteres om han mener reinkarnationen helt bogstaveligt eller som billedsprog. Sikkert er det at sjælen, som værende del af ideverdenen, er evig, og må eksistere forud for fødslen. Som konsekvens af dette fremstiller han en teori om såkaldt anamnesis, hvor al menneskelig erkendelse og vidensopnåelse i sidste ende blot er en generindring af hvad vores sjæl allerede ved.

Ifht. det oprindelige spørgsmål havde Platon ingen illusioner om at alle mennesker er lige, tværtimod så han den demokratiske tanke som direkte farlig (Sokrates' henrettelse). En af kernepunkterne i 'Staten' er at alle bør beskæftiges efter deres sjælsegenskaber. I allegorien anstifter han ganske vist forskellige institutioner og praksiser der skal 'fremelske' og kultivere forskellige evner, men i sidste instans må en persons potentiale være forudbestemt i kraft af hans 'sjælelige evner'. Der er ingen tvivl om at Platon, set med nutidens øjne, mildest talt var enormt aristokratisk, for ikke at sige direkte totalitær.