Uro i forstæderne - komposition?

 Du kan få mine noter om teksten:

Komposition og sprog:
In medias res – starter i nutid og kører derefter i flashback
Henholdsvis meget lange sætninger og meget korte sætninger, hvilket giver den effekt, at man næsten føler det virkeligt er en fortalt historie, og ikke en skrevet historie. Han fortæller direkte til en person – ”De må forstå…”
Han prøver at retfærdiggøre hvad der er sket i fortiden.
Bruger bogstaver i stedet for navne, og er derudover yderst kaotisk i måden at fortælle om dem på. Alt skal være systematisk og pænt – kompositionen er kaotisk. Mange indskudte sætninger.
Han står altid i kursiv, hvilket gør at det skiller sig mere ud.
Genre:
- Socialrealistisk:
o De fine folk der vælger blot at se væk fra de fattige og egentlig ikke er interesseret i dem.
o De er alle sammen ens, men de går stadig ikke ind for fællesskab, medmindre det gavner dem selv. Meget individuelle og egoistiske mennesker.
Temaer:
Os / dem (racistisk)
Forstadsidyl – die, it’s a lie!
forskelsløs / monoton
Eksistentialisme
Fortællerholdning:
Stærk ironisk skrivemåde ? Stærk kritisk skrivemåde (Godt idyllisk samfund hvor konerne er hjemme med hundene og mændene går på arbejde – alt er perfekt!)
? Opgør mod det perfekte lille forstadsliv, som virkende næsten kvalmende for forfatteren.
Man kan ikke leve et ordentligt liv hvis man lever som alle andre. Der er nødt til at være nogle forskelle på mennesker. (”Så var det K sagde – eller også var det P eller F eller S eller B eller V eller L eller Z – eller også var det mig! Jeg kan ikke sige det, men det spiller heller ingen rolle, for vi er alle sammen fuldstændig ens ude i vores forstadskvarter.”)
Vinkling / læsemetoder:
- Nykritisk
- Biografisk
- Ideologikritisk
Set fra denne er han meget imod forstadssamfund hvor alle folk skal være ens og perfekte. Dette ser han som en utrolig slem ting, hvilket bliver udtrykt ved at de ender med at slagte den nytilkomne.
- Psykologisk
Man er i en gruppe, og danner sammen et fremmedhad mod en anden gruppe. Der er ikke noget sådan egentligt galt med den anden, men man finder på nogle ting så det blot er eksistensen af den anden der gør den til en fjende. De projicerer deres egne fejl over på en anden (kannibalisme).
- ”Eksistentialistisk”
Man kan ikke leve et så kedeligt og monotont liv. Det er simpelthen forkert!
Man kan ud fra problem ? løsning ? frihed figuren se det på den måde, at den fremmede person er problemet, og løsningen er at dræbe ham, og så opnår de frihed ved at dræbe og spise ham (hvilket strider stærkt imod deres ellers meningsløse og kedelige liv).
”Du bliver hvad du spiser!!!”
 

 Mange tak :)

Hvis man står og skal analysere den her, så er det meget vigtigt at huske på at på det her tidspunkt i Danmark (1962) er der ikke så mange indvandre eller fremmedarbejdere, og det var derfor ikke en aktuel problemstilling eller tema for den tid. Det gør det meget usansynligt at man skal tolke "mørkt med kraftige kæber og store kæbemuskler", eller citater der ligner, som om at den fremmede var indvandre/fremmedarbejder. Han bliver sansynligvis bare fremstillet på den måde for at undestrege forskellen mellem ham og de andre. --> altså % racisme.