FSA: 3 På balkonen (fristil i 9. klasse)

 Her er den endelige fil (klik på link):

Jeg kan åbenbart ikke redigere min fil?? 

Så her er den:  

3 På balkonen </o:p>

 </o:p>

Mørket var ved at lægge sig over Valencias brostensbelagte gader. Koldt var det ikke, da vi var i midten af juli måned – den varmeste måned i Spanien, gennem 50 år. Min bror Andrés og Jeg gjor-de klar til aftenens store begivenhed i byen: Tyrefægtningen, hvor vores ældste søster Isabella del-tog. Det skulle nok blive en stor og spændende aften, for hele byen ville samle sig rundt om den store balkon, som vi kaldte ’El Toreda’. Denne balkon havde hvert år samlet flere hundrede oprig-tige og spændte folk. Ja så mange folk, at man blev helt bange for om brædderne under balkonen, mon ville kapitulere. I dag var der dog ingen der frygtede for balkonens ”liv”. Lille Luis gjorde må-ske – men han var jo også lille, og det var hans første sådan rigtige tyrefægtnings-optog nogensind-e. Jeg husker mit første optog som var det i går. Jeg var også bange, men alligevel var man indpak-ket af kærlighed og varme, som derfor gjorde, at man følte sig underlig tryg. Tyrefægtning var i sær- hed noget specielt.  

 </o:p>

 </o:p>

Klokken var halv 10, og vi var netop blevet færdige med at spise et herligt måltid mad. Menuen var i øvrigt tapas – en ægte spansk klassiker, som alle spiste før ”den store dag”. Det sagde traditionen i hvert fald. Traditionen sagde også, at alle indbyggere i byen skulle iklæde sig deres mest festlige tøj de kunne finde frem fra garderoben. Andrés og Jeg gik op på vores fælles værelse og diskuterede frem og tilbage, hvad tøj vi skulle tage på. ”Jeg synes det ville være flot, hvis du tog tante Pens lak-sefarvede bomuldssweater på”, grinte Andrés højlydt. ”Jeg skal give dig laksefarvet sweater, skal jeg”. Og så var pudekampen for alvor indledt. Til alt held kom moder Dina op og splittede os hurtigt i to. ”Se så at få noget anstændigt kluns på. Kampen starter jo om lidt, og i vil vel ikke gå glip af jeres søsters kamp, vel?” ”Nej, sagde vi begge i kor”, og fra da af gik det hurtigt med at vælge noget flot og passende tøj til kampen: Jeg i en spansk højklasse skjorte med dertilhørende fransk/belgisk kunstner-hat. Og Andrés i en flot hvid-ternet T-shirt, med det spanske flag broderet på ærmerne.

 </o:p>

 </o:p>

Hele familien Garcia var nu alle helt 100% klar, og nu manglede vi bare at Valencias borgmester Miguél Antonio, skulle indlede denne store festklædte aften. Der var dog stadig 5 minutter til hans åbningstale, så jeg benyttede lejligheden til at smutte hen til min gode ven Franco, som også skulle se tyrefægtningen, sammen med sin familie. ”Hej Franco”, sagde jeg. Han kiggede forvirret om-kring, og kunne slet ikke se mig. ”Heroppe, din klovn”. ”Nårhh hej”, sagde Franco forskrækket, og begyndte straks at løbe mig i møde. ”Hvad så, glæder du dig også til aftenens kamp? – Min mor har både bagt kager, boller og syltet til i dag”. Jeg svarede: ”Om jeg gør? Det bliver årtiets - måske Spa-niens bedste kamp nogensinde. Min søster skal jo deltage, husker du nok”. Pludselig ringede borgmesteren med sin berømte guldklokke, og den larmende summen omkring balkonen, blev med ét tyst. De store stadionlys blev rullet ind, og den røde løber blev forsigtigt rullet ud på pladsen. Borgmesteren var nu ankommet.

 </o:p>

 </o:p>

”Kære medborgere. Det er mig endnu engang en stor fornøjelse og ære, at skulle præsentere Valencias årlige tyrefægtningsoptog. I år, er det som mange nok ved, byens 25’ende optog gennem tiderne. Dette skal fejres med noget ganske bestemt. Ledelsen – herunder Jeg – har besluttet, at i år skal optoget ikke bare være med én – men hele to tyre. Derudover skal vi ej forglemme, at kampen som ’Valencias Borger’, samtidig bliver afviklet med dette optog. Lad mig præsentere de 2 duellanter: Fra forstaden Murcia. Tidligere toptyrefægter – nu kun hobby aktivist: Giv et stor klap til Angela Torrenté.” 

Der blev både råbt, skreget og buhet på samtidig. Det var en forfærdelig larm. Bare vi nu kunne høre ham præsentere Isabella. ”Og nu mine damer og herrer. Vores egen tyrefægter, giv et stort bifald til Isabella Garcia”. Larmen var nu mindst 10 gange så højlydt som før, og man var ikke i tvivl om, at vores søster var publikums favorit. Hun var jo også på hjemmebane, som altid var en meget vigtig del af sporten. Så havde man jo alle med sig. Efter borgmesterens indledende præstation af min søster og Angela, skulle kampen nu begynde. Borgmesteren fyrede med ét sin pistol af, og hele balkonen blev stille. Alle vidste nemlig, at det var nu kampen sådan rigtig ville starte. Alle stod spændte på balkonen og jeg var ikke i tvivl om, at man kunne høre selv en lille knappenålshoved falde på jorden. Det var en fantastisk stemning.

 </o:p>

 </o:p>

Kampen var begyndt, og Angela havde desværre fået den bedste start af de to duellanter. Hun havde været snedig, og havde formået at snyde sin tyr helt fra forstanden, så den så helt ligbleg ud i ansigtet. Heldigvis kom min søster lidt bedre med ind i kampen, da hun efter 10 minutters tid, havde spærret en genvej for sin modstander. Angela var rasende og råbte modbydelige skældsord efter Isabella. Jeg kunne simpelthen ikke snuppe hende, så jeg begyndte at råbe: ”Pas nu hellere dig selv Angela – du husker vel nok du har en tyr at passe på”. Angela blev ligbleg i hovedet, og begyndte at blive bange for sin tyr, som hun ellers pralede med at have såååå godt styr på. Det var faktisk ret humoristisk at se på, og flere af de ældgamle ”sutter” som gamle Fredo og olde Otorió begyndte at klappe hinanden på skuldrene af grin. I mellemtiden havde min søster fået skabt momentum i kampen, og det var kun et spørgsmål om tid, før hun ville vinde denne kamp og avancere til den store nationale finale i Madrid næste år. Stemningen var på det tidspunkt nær kogepunktet. Imidlertid var der dog ingen der så, at Angela nu forsøgte at snyde, ved at vælte min søster af kurs. Dette var strengt forbudt, og kunne endda medføre op til 2 ½ års fængsel i nogle af Valencias værste celler. Angela væltede min søster, og det var tydeligt at hun prøvede at undgå at se skyldig ud. Jeg var dog ikke dum, og kunne snildt se at noget var ravende galt her. ”Hvad fanden er det du laver kvindemenneske”, råbte gamle Fredo. Jeg var åbenbart ikke den eneste der havde set episoden. ”Ups. Ej det må i virkelig undskylde – har jeg vundet hr. borgmester”. Min søster lå helt livløs på jorden og alle, på nær Angela var rystede. ”Jeg sværger hr. borgmester, det var altså et uheld, og reglerne i det officielle Tyrefægtnings Forbund siger jo, at hvis ens modstander falder uheldigt, så har modparten vundet, ikke?”. Det var tydeligt at Angela prøvede at fedte for borgmesteren, men Miguél Antonio var i chok. ”Hun trækker ikke vejret – hent assistance. NU!” Min far løb hurtigt ned til Isabella og han var helt blå i hovedet af skræk. ”Mit barn. Åh nej, mit barn, hvad har du dog gjort ved hende?”, råbte far efter Angela. Angela smilede slesk, og sagde bare: ”Jeg har jo sagt det var et uheld, ikke? Hvor svært kan det være at forstå”. Far rystede bare på hovedet, og så grædende ned på Isabellas smukke ansigt. Pludselig skete der noget. Isabella åbnede svagt det ene øje, og smilte forsigtigt over til mig på venstrefløjs-balkonen. 2 ting gik op for mig nu: Hun var i live, og havde det efter omstændighederne okay, samt hun havde bluffet Angela. – Det måtte det simpelthen bare være. Det kunne ikke være andet, eller kunne det? Jeg kom pludselig i tvivl, indtil Isabellas 2 halvåbne øjne overbeviste mine tanker… 

 </o:p>

 </o:p>

Der bredte sig en nervøs og skrækslagen stemning på og omkring balkonen. Assistancen kom væltende ind på pladsen i form af 2 store blinkende Falck køretøjer, som hurtigt fik slæbt båren ud til Isabella. ”Vent, vent” udbrød hun. ”Det er et bluf. Jeg har snydt Jer alle sammen, inklusiv Angela, og nu synes jeg hun skal have hvad hun har fortjent, for det styrt der, det gjorde sgu egentligt ret ondt”. Min søster pegede over på Angela, som endnu ikke helt havde opfattet situationen. Angelas blik kunne beskrives med to ord: Måbende og forbløffet. Hun så rædselsslagen ud, og med ét sagde borgmesteren: ”Ifølge § 75 i Spaniens Tyrefægtningslov har du overtrådt reglerne, ved at skubbe din modstander omkuld, og derfor brugt ufine metoder, som er det samme som direkte snyd. Jeg kan derfor ikke se nogen anden udvej, end at diskvalificere dig og derfor erklærer jeg din modstander, Isabella Garcia, som den rette vinder af dette års tyrefægtningsoptog i Valencia”. Stemningen var euforisk og utrolig lettet. Lille Luis hoppede op og ned som en glad jule-gris, og de to gamle mænd dansede og spjættede af glæde. De skulle passe på de ikke fik et pludse-ligt hjerteanfald eller noget der var værre. Borgmesteren tilføjede: ”Du, Angela Torrenté, vil i øvrigt blive retsforfulgt og blive sigtet for groft snyd i Valenicas gader. Klokken den er kvart over midnat, og du er hermed anholdt”. Ingen kunne lide Angela, og alle var derfor lykkelige over at deres lokale helt (Isabella) nu kunne kalde sig Valencias tyrefægter nr. 1 i et helt år, i stedet for den snydepels til Angela.

 </o:p>

 </o:p>

”Det er godt nok den mest underlige tyrefægtningskamp jeg nogensinde har set. Altså forstå mig ret, den var jo slet ikke dårlig med masser af drama osv. Men nøj hvor var den underlig”. Det var Franco, der var kommet op til overbalkonen, hvor hele min familie nu sad i god behold. ”Jeg sagde det jo… og blev vi overrasket? Nej. Men jeg er enig med dig i, at kampen godt nok tog en alvorlig drejning. Og jeg er mere end glad for, at hende Angela nu skal sidde inde i op til 2 ½ år, så hun rigtig kan tænke over hvilke noget lort hun har rodet sig ud i”. ”Du har helt ret”, sagde Franco. ”Tyrefægtning er i særhed noget specielt”.

 </o:p>

 Er der slet ingen der gider hjælpe?

hvilken karakter fik du for den?