HERETICA OG MODERNISME

Følgende er kopieret fra Litteraturens Veje - jeg har ikke selv læst det, håber du kan bruge det (:

HERETICA – EN FLOK
UNGE KÆTTERE
I 1948 udkommer første nummer af det litterære
tidsskrift, Heretica, der frem for noget
bliver talerør for krisebevidstheden hos den
unge generation. Den generation nemlig, som
er født omkring 1. Verdenskrig, og som er blevet
voksen under den næste krig.
I det første nummer opridses generationens
program på det litterære felt i de Fragmenter
af en dagbog, som Paul la Cour (1902-56) offentliggør.
Flere fragmenter følger i de kommende
numre. Titlen til trods er notaterne
centrale, de er intet mindre end et forsøg på at
udkrystallisere en poetik. Hvad skal litteraturen
sige, og hvordan skal den sige det? Det er
de klassiske spørgsmål, la Cour her tager op.
Det kulturpolitiske manifest er skrevet af
Ole Wivel (f. 1921), der også er Hereticas forlægger.
Hans programartikel har den karakteristiske
titel Fem brød og to fisk. Artiklen
kredser om det værdisammenbrud, som krigen
har afstedkommet, og funderer over den positive
livsanskuelse, der muligvis kan bjærges
ud af den vestlige civilisations sammenbrud.
Fra starten hævder artiklen kunstens rolle som
visionær. Kunstneren taler med autoritet, han
ser ting, ingen andre ser:
¶¶ Det ragnarok, vi i den sidste menneskealder
har oplevet med to verdenskrige, blev profeteret
allerede omkring århundredskiftet af
de store digtere og kulturfilosoffer. Forud for
deres profetier lød ned igennem det nittende
århundrede en klagesang, de ensommes undergangsrøster
– fra Hölderlin til Baudelaire,
fra Kierkegaard til Nietzsche. ¶¶
Imens greb folket oplysningsideerne, fremskridtstanken
og teknikkens vidundere. Med
det resultat, at katastroferne har ramt så meget
desto hårdere. Verden er efter de store
krige sunket ned i en gennemgribende håbløshed
og pessimisme. Men der er lys for enden
af tunnelen:
¶¶ Selv erkendelsen af det store sammenbrud
har sine faser, hvoraf en mærkelig forklarelse
er den, vi har nået nu. Forklarelsen er ikke de
hungrendes umiddelbart foran sultedøden,
men deres forklarelse som ser, at måltidets
sidste rester er fem brød og to fisk. ¶¶
Nu er disse fem brød og de to fisk jo netop de
sørgelige smuler, Kristus havde at gøre godt
med, da han skulle bespise de sultne masser i
ørkenen. Som vi ved, lykkedes det, ved troens
hjælp mangedobledes fiskene og brødet, og
alle blev mætte. I de vestlige demokratier har
menneskene investeret alle deres forhåbninger
i teknik, videnskab og demokrati. Man har set
det som demokratiets opgave at mætte folks
behov for åndelig føde, for et livssyn. Men
Wivel afviser denne tro:
¶¶ Demokratiet er humanismens politiske
form. Som en skål er den med tiden løbet fuld
af alle fremskridtstroens og rationalismens
drømme. Men demokratiet er en spinkel skål,
et politisk system, som ikke tåler at ophøjes til
et livs-syn. ¶¶
Den, som i de vestlige demokratier anfægter
demokratiets bæreevne som livssyn og åndelig
vejledning, stemples som kætter. Og kætteren
vil blive afkrævet et svar på, hvad folk da skal
mættes med om ikke med demokrati?
¶¶ På disse spørgsmål kan kætteren kun svare
undvigende med en fortælling, og det endda
en, han ikke selv har fundet på.
…
Men midt i opløsningen af det moderne samfund
er små grupper ved at samle sig omkring
det væsentlige i den kultur, som skal gå til
grunde. Nye tiders tro skyder frem fra kernen
af den tro, som er døende, fra dens ursymboler.
At skænke disse symboler ny virkelighedskraft
er i dag kunstnernes egentlige opgave.
Videnskabsmændene står med atombomben,
præsterne med de tomme kirker.Tøvende søger
digteren det ord, som paa én gang er nyt og berører
en virkelighedsgrund i alle, det ord, som
vil kunne løse de hårde begrebsknuder op. ¶¶
Tidsskriftets navn, Heretica, betyder simpelthen
kætter, og kætteriet består, som vi har set
det, i at afvise demokrati og oplysning som
vejen ud af værdisammenbruddet. Demokratiet
er godt som politisk system, men en erstatning
for et humanistisk livssyn er det ikke.
De unge i Heretica-gruppen mener faktisk, at
den overvejende del af humanismen har svigtet
sin grundlæggende opgave, at bekæftige sig
med de inderste eksistentielle spørgsmål. Som
Wivel siger det, befinder vi os i den tidlige efterkrigstid
i »et sjælenes frostklima, hvor kun
de eksistentielle problemer har gyldighed«. I
den vestlige kultur er eksistensens inderste
problemer tæt sammenknyttet med den religiøse
dimension, og det er med basis i den
kristne tankegang, at et nyt livssyn skal opbygges.
Grundsynet i gruppen omkring Heretica
kan beskrives som en slags paradoksal optimisme:
Tilbage af den gamle verdens materialistiske
livssyn står i egentligste forstand ruiner.
Men intet er så galt, at det ikke er godt for
noget: verden er skrællet ned til sine simpleste
bestanddele, meget mere end de fem brød og
to fisk er der ikke tilbage. Disse rester er imidlertid
netop, hvad der er er behov for. Kun fra
et sådant minimalt udgangspunkt kan et nyt
livsgrundlag opbygges.
Heretica viser sig at være et levedygtigt
tidsskrift, det rammer noget centralt i tidsånden.
Det udkommer i seks år, og i den periode
fungerer det som debatforum for en række af
tidens unge, toneangivende forfattere. Flere af
de unge, der senere bliver kendte forfattere,
får desuden deres debut i tidsskriftet. Det gælder
fx forfatterne Tage Skou-Hansen og Per
Højholt.
De centrale personer omkring tidsskriftet
er: Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Martin A.
Hansen, Tage Skou-Hansen, Ole Sarvig og
Frank Jæger. Desuden bidrager Karen Blixen
ved flere lejligheder til tidsskriftet, men dets
livs- og kunstsyn bliver aldrig rigtig hendes.
Heretica har udover sine danske forfattere en
lang række introduktioner af udenlandske forfattere,
og det bliver et centralt forum for formidlingen
af moderne og skelsættende udenlandsk
kunst. Rainer Maria Rilke, T. S. Eliot og
Edith Södergran bringes via Heretica ud til et
større dansk publikum.
Det karakteristiske for den æstetiske linje i
Heretica er forkærligheden for den klassisk
moderne lyrik. Rilke, Eliot og Södergran har
alle været toneangivende for den moderne lyriks
formsprog. Det samme gælder længere
tilbage for Baudelaire og Hölderlin. I den kulturelle
debat bliver kredsen omkring Heretica
ofte bebrejdet, at tidsskriftets linje er elitær,
og at indholdet er uforståeligt. Ikke desto
mindre har man en abonnentkreds på omkring
3000 mennesker, hvilket må siges at
være meget for et litterært tidsskrift på dette
tidspunkt.
Årgangen 1953 bliver den sidste årgang,
der udkommer. Ole Wivel er blevet ansat som
direktør på Gyldendals Forlag, og herfra kommer
det udspil, der skal afløse Heretica. Tidsskriftet
Vindrosen bliver det nye førende tidsskrift,
og dette initiativ er et forsøg på at
samle fløjene i dansk kulturliv. I Vindrosens
redaktion kommer der til at sidde både folk
fra det kulturradikale 30’er-miljø og folk fra
gruppen omkring Heretica. Tiden er inde til
dialog.

Hej, hvor har du fundet ovenstående stykke fra Litteraturens veje? 

Kan den fås som ebog?