den som blinker er bange for døden

Jamen, når man får det fra et barns synsvinkel, så er fortælleren præget af en "ikke-viden", af kun at forstå tingene halvt, men måske stadig være i stand til at berette om dem, så fortælleren selv kan lave sine slutninger. Det virker ofte stærkt på læseren, et godt eksempel er fx "Barndommens Gade".
Samtidig giver det i bedste fald læsere mulighed for at se oplevelsen gennem barnets øjne, opleve noget a la, hvad barnet oplever, frem for at der er reflekteret over det.
Men er der ikke faktisk nogle reflektioner hist og pist, der er skrevet i et voksent sprogbrug/tænkemåde, eller er det min hukommelse, der spiller mig et pus?

Dette understøttes, så vidt jeg husker (det er over et år siden, jeg læste den, så lad være at stole alt for meget på, hvad jeg siger), at der er en række "tomme felter" i bogen, hvor man ikke engang får beskrevet, hvad der sker, men selv må regne det ud. For det meste kan man godt regne ud, hvor forfatteren vil hen, men fx slutningen, hvor han kaster den der granat, er det faktisk ikke klart, hvad der egentlig sker.

Det er i øvrigt mere nuanceret end som så med faderen og moderen, som jeg husker den.

Den her granat, som han sætter sammen af små stykker og danner et hele, kan let ses som en metafor for den måde, hvorpå bogen er sat sammen af en masse små stykker, erindringer, som danner et helt menneske, forfatteren, og som kan eksplodere ligesom granaten, forstået på den  måde, at den er en bombe af kritik mod de mennesker, og det samfund, som forfatteren er vokset op i. Han lader bomben eksplodere, men hvad sker der? Det ved han ikke.
Det er også uklart, om han overhovedet slipper den der granat, kaster den ud, væk fra sig selv, eller om han holder ved den og eksploderer den omkring sig selv. Dobbelttydigheden er sandsynligvis ikke tilfældigt.