Bedømmelse af dansk skriftlig eksamen

Hej alle sammen 

Jeg har været oppe til min afgangseksamen i dansk skriftlig, hvor jeg skrev kronik nummer 4. Jeg får normalt 7 og 10, og jeg har fået 10 i årskarakter. Jeg har gjort nøjagtigt det, som jeg plejer, når jeg skriver kronik, men alligevel har censorene bedømt den til et 4 tal, hvilket jeg ikke helt forstår og er enig i. Stort set alle i min klasse er gået en til to karakterer ned fra, hvad de plejer at få. Er der en med forstand for dette, som kan hjælpe mig, eller bare hjælpe mig videre? For min dansklærer er ikke helt så villig til at hjælpe mig. Nytter det noget at brokke sig? Min stil er herunder

Kunstens rolle i samfundet

Vi lever i et moderne samfund, der er præget af adskillige forandringer. Mange af de forandringer, der sker og foretages, ses ikke som et decideret problem for alle – dog vil der altid være modstandere af forandringerne. Til tider kan forandringer tager overhånd, enten fordi det går for stærkt, eller fordi de er baseret på forkerte grundlag, og andre gange kommer forandringerne på passende tidspunkter. Kunsten har altid været under forandring, siden tidernes morgen har hundredevis af kunstnere verden over ønsket at bidrage med deres kunst. Men der vil altid være uenigheder omkring, hvilke værdier kunsten skal lægge vægt på, og hvilken rolle den skal have i samfundet. Nogle mener, at kunsten bør lægge vægt på skønheden og derfor hyldes for skønheden, hvor andre blot ønsker at gøre op med denne opfattelse om, at kunsten udelukkende skal udtrykke skønhed.  
Artiklen ”Moderne kunst gør verden til et grimmere sted” er skrevet af den danske skribent Rune Selsing(1982). Artiklen er postet i Jyllands-Posten Blog den 29. februar 2012.
I artiklen tages diskussionen op om, hvorvidt den moderne kunst har en god og fremmende effekt i samfundet, eller om den blot gør vores samfund til et grimmere sted.

Den moderne kunst, som vi ser i dag, ligner langt fra den, som vi har kendt til de sidste mange år. Kunsten er gået hen og er blevet til en provokation af de normer, som vi i vores samfund og i den vestlige civilisation har bygget på i mange år. De moderne kunstnere ønsker at gøre oprør mod vores indgroede forestillinger om, hvilke værdier kunsten skal lægge vægt på – såsom kernefamilien, ægteskab, borgerlighed, høflighed, traditioner osv. Rune Selsing er meget utilfreds med den drejning som kunsten har taget – kunsten har fået en, ifølge Rune Selsing, forkert rolle i samfundet. Han mener, at de moderne kunstnere har overset en meget vigtig ting, hvilket gør deres kunst ligegyldigt og fjerner essensen. Disse normer, som der er snak om, danner en livsramme for den vestlige civilisation, de udgør det fundament, som vores livsopfattelse er bygget på. Livsrammen danner en mening, som holder de fleste fra angstfyldte og kaotiske liv – ”Gode rammer giver gode liv.” som Rune Selsing udtaler det.
Rune Selsing mener, modsat af de moderne kunstnere, at kunsten bør udvise skønhed og glæde, den bør give mennesker lyst til at leve livet – modsat et liv uden vigtige normer og traditioner, som kan ændre på menneskets opfattelse af livet. Det som kunstnerne vil gøre oprør mod er disse normer og skønhed, som vi i den vestlige verden har. Men Rune Selsing mener, at det er det, der gør vores liv godt, det er det, der holder vores verden fra kaos. Hans hovedpointe er, at mennesket ikke kan leve uden skønhed, mennesket har brug for skønhed for at kunne overleve i en verden fuld af modgang og meningsløshed – skønheden giver, ifølge Rune Selsing, mening for mennesket. Det er ifølge ham helt absurd at hylde de moderne kunstnere, deres kunst gør blot tilværelsen grimmere. Den moderne kunst har ikke nogen værdi for mennesket, fordi de ikke har noget relevant at sige om vores tilværelse.
Udover at mene, at den moderne kunst ikke udtrykker skønhed nok, mener Rune Selsing også, at det er forkert af kulturminister, Uffe Elbæk, at bruge kunsten til at redde landet ud af den økonomiske krise. Han mener, at det er direkte latterligt, ”Det er kulminationen på kunstens degenerering fra skønhed til samfundsnedbrydning.” Det er til dels denne higen efter ny og innovativ kunst, som har sat gang i forandringerne, da der er stor fokus på at skabe kunst, som man ikke før har set, så det er muligt at tjene gode penge på det.  Det er tydeligt, at Selsing er i mod denne måde at udnytte kunsten på: ”(…) hvorfor skal det store flertal betale fr en lille elites udskejelser? Måske særligt, når udskejelserne så trættende inkarnerer klichéen om den institutionaliserede provokunstner, der ikke provokerer(…)”

Jeg vil nu tage fat på argumentationsmodellen, hvoraf jeg, til at begynde med, vil finde de to informationer, der skal indgå, påstand og belæg. Disse to punkter skal, ifølge metoden, hænge sammen, ellers vil vores postulat blive ulogisk. I artiklen fremlægger Rune Selsing, som det også er nævnt i den redegørende del, kunstens rolle i samfundet. Han kommer med forskellige indvendinger omkring den moderne kunsts rolle i samfundet, hvordan den har forandret sig, og hvad den betyder og gør ved samfundet. En af de mest væsentlige pointer i artiklen, som han fremlægger, er påstanden, der lyder således: ”Moderne kunst gør verden til et dårligere sted. Den fremmer ligegyldighed, ansvarsløshed, normløshed, seksuel afstumpethed, skilsmisser og taberkultur.” Han mener, at kunsten har taget en forkert drejning, den giver ingen mening, og den indeholder ikke den skønhed, som den tidligere kunst gjorde. De moderne kunstnere forsøger at være provokerende, men ifølge Rune Selsing, opnår de ikke engang denne effekt – der er derfor ingen mening med den forandring, som den moderne kunst har taget. Hans artikel er primært bygget op på denne påstand, som til dels også støttes af hans utilfredshed med kulturminister Uffe Elbæk, der til Rune Selsings misfornøjelse ovenikøbet er medlem af Radikale Venstre. Til påstanden ligger sig også et belæg, der forklarer, hvorfor han påstår, som han gør. Grunden til at han synes, at den moderne kunst gør verden til et grimmere sted, bunder i, at han mener, at de moderne kunstnere forsøger at gøre op med de normer og den skønhed, som skaber rammen for det gode liv. Den gamle kunst opfyldte denne opgave, fordi den netop udviste skønhed.
Hjemlen vil altså udgå af disse to punkter, påstanden og belægget. Det er med andre ord en konklusion ud fra vores påstand. Hjemlen er, at vi som mennesker har brug for skønhed og kærlighed, ligesom vi har brug for at følge nogle normer. Skønheden er uundværlig for mennesker og for samfundet, da det skaber glæde, skønhed og lysten til at leve livet.

Rune Selsings artikel er meget causerende, hvilket betyder, at den er bygget op meget subjektivt, og at den er underholdene. Den er ikke ligesom en almindelig artikel fyldt med kolde facts. Han lægger bestemt ikke skjul på hans holdninger til kunstens rolle i samfundet. Ligeledes deler han også sin utilfredshed med Radikale Venstre og kulturminister Uffe Elbæk, hvilket giver læseren et indtryk af ham som person. Han er meget direkte i sin måde at skrive på, han trækker emnet ned på et niveau, som rammer en større målgruppe, læseren har mulighed for at forstå, hvad han snakker om. Endvidere får læseren af vide, at han er overbevist empiriker, og at han har det svært ved udokumenterede påstande. Det giver både læseren et indtryk af ham som person, det gør, at læseren kan identificere sig med ham. Derudover øger det også læserens troværdighed til ham, fordi han helst holder sig til vandfaste og troværdige påstande, derfor bør han være troværdig. Dog bruger han lidt gendrivelse, i og med, at han gør opmærksom på, at den påstand han vil ud med, er udokumenteret. I de fleste tilfælde bruges gendrivelse som en faktor, der gør opmærksom på svaghederne i argumentationen. Rune Selsing styrker derfor sin troværdighed ved at vise, at han er opmærksom på eventuelle fejl, og læseren får ikke selv mulighed for at udpege de fejl og svagheder der nu må være.
Heraf bruger Rune Selsing en del patos, da han forsøger at få læseren til at tænke over, hvad han/hun føler om emnet. Kunst er et meget personligt og individuelt emne. For at skabe mere patos, bruger han i sin artikel op til flere gange retoriske spørgsmål, som får læseren til at fundere over de spørgsmål han stiller, da han ikke direkte svarer på dem: ”Derfor er kunstnere gennem tiden blevet hyldet som genier for deres evne til at skabe og genskabe skønhed. Men hvorfor hylde kunstnere i dag? Hvis skønheden er værd at hylde, så kan grimheden vel ikke være det?” han bruger også de retoriske spørgsmål til at overbevise læseren om, at det er korrekt det, som han mener. Han udviser samtidig også en del troværdighed, hvor han benytter sig af en del etos, da hans beskrivelser af selve emnet hentyder til, at han har styr på emnet.
Han benytter sig af et velformuleret og neutralt sprog uden alt for mange svære ord. Da han er meget kritisk omkring emnet, kommer han til tider til at bruge nogle lidt mere negativt ladede ord eller vendinger, så som ”taberkultur”, ”obskur lommefilosofi”, ”knaldefyre” og ”klasse med maling”. Han snakker ikke helt pænt om den nye kunst, da han i høj grad ønsker at udtrykke sin utilfredshed med den. Dog bruger Selsing til tider nogle højere akademiske ord, som for eksempel: ”degenerering” og ”(…)teknokratisk-rindalistiske(…)”, ordene giver læseren et indtryk af, at er en klog mand, der har styr på tingene. Det er tydeligt, at han er meget pessimistisk overfor den moderne kunst i og med, at han bruger den tyske betegnelse ”weltschmerz”, som udtrykker melankoli og sentimental pessimisme.

På den ene side er det logisk nok, at det bedste samfund er skabt på et fundament af normer og traditioner. Derfor har Rune Selsing også ret i, at det er vigtigt for vores samfund at opretholde disse normer og traditioner for at sikre samfundet bedst muligt og gøre mennesket gladere. Det ville derfor være åndssvagt at gøre op med den kunst, der i så mange år har båret skønheden frem, der skaber et godt liv og et godt samfund. Men hvis man kigger på den anden side, hvor de moderne kunstnere ønsker at gøre op med de gamle traditioner og normer, så kan det også være værd at tænke på, at forandringer ikke altid er noget negativt, forandringer har også tit en god side. Hvis man i for mange år holder fast i det gamle, er der også større chance for, at man gror fast i de gamle traditioner og normer, som kan gøre samfundet kedeligt, ensformigt og uden essens. Kunst behøver ikke nødvendigvis at være kedeligt, bare fordi der ikke er skønhed i det. Det kan både være interessant og debatskabende, hvilket også kan ses som en god egenskab.
Derudover er kunst også meget individuelt. En slags kunst kan være inspirerende, interessant og skønhed for nogle mennesker, hvor det så kan være fuldstændig det omvendte for andre mennesker. Derfor kan det være svært at diskutere forskellige meninger omkring kunst. Rune Selsing kan have ret i alle de ting, som han siger, men det er ikke sikkert, at alle vil erklære sig enige med ham.

Det er klart, at Rune Selsing føler sig forarget over den måde, som kunsten i dag bliver udnyttet på. Kunsten bliver brugt som en pengemagnet, og derfor hyres de bedste folk til at lave og udføre kunsten. Dog har dette ødelagt kunsten, da skønheden ved den helt er forsvundet. Kunsten får altså en pengeværdi, i stedet for at have skønhed som fokus. Kunst er noget, der bør komme fra hjertet, noget som pryder øget. Kunst præget af normløshed, seksuel afstumpethed og ansvarsløshed kan være spændende for nogle i et stykke tid, men til sidst kan det gå hen og blive træls at kigge på. Derimod bliver flotte og smukke kunstværker præget af skønhed og liv ikke glemt så hurtigt. Der er en grund til, at der stadig hænger hundredevis af smukke malerier fra før i tiden. De er stadig ligeså skønne at kigge på, som de var engang.   
Kunsten kan betyde hvad som helst for samfundet. Den kan udtrykke fortid, nutid og fremtid samt nederlag og sejre. Kunst er en aktivitet der består i at frembringe forhold til verden gennem en fremstilling af objekter, tegn, former og farver. Igennem tiderne har kunsten spillet en væsentlig rolle rent samfundsmæssigt, som Rune Selsing også fremlægger i sin artikel, den skaber skønhed for mennesket, som er meget vigtigt. Kunsten er blandt andet også blevet brug til at bekræfte guddommelige værdier samt naturen idyl, opbygge moral og retsind i form af traditioner og normer, kunsten kan i højere grad opleves som kontroversiel og samfundskritisk. Men hvad det vigtigst er, så har kunsten, uanset hvilken form for kunst det er, altid betydet en stor del for samfundet, hvilket den stadig vil blive ved med at gøre i lang tid ud i fremtiden.  
Vi er af en generation, som tolerer forandringer. Og det er kun godt, for dem kan vi risikere at se mange af endnu.