HJÆLP!

Er i gang med min synopse til dansk eksamen, mit fordybelsesområde er socialrealismen og jeg har valgt et digtt af Tove Ditlevsen kaldt "erindringens blomster". Hvor ser i nogen typiske socialrealistiske træk? Og kom endelig med hvordan i tolker digtet!! 

Digtet:

Skønne og sælsomme blomster gror i mit sind, Tanker så fine og lette som engtågens spind, flagrer som fugle imod mig og stryger min kind.

Ondt er en skøn rose er plantet i sortmudret dynd, Skræmt og fortabt på en stilk, der er barnlig og tynd, bøjer den hodet i skam og berusende synd.

Så er der blomster, der slet ikke dufter, men står blege som blodløse piger med udslået hår, glemte som bristede drømme og lægede sår.

Men der er nole hvis duft er så sjælden og sød, at den fortæller om skønhed, der aldrig er død, men lyser frem gennem mørket i strålende glød.

Nænsomme hænder har plantet den, og deres duft bærer erindringens yndigste eventyrluft, over de trætte grå blomster, hvis navn er fornuft.

Tungsindet blomst er en dejlig og døende drøm. Glidende bildt ad en tindrende tårefuld strøm, spredes den blødende duft, der er smertelig øm.

Attråværdig og blændende skøn står en blomst uden navn, dragende alle fortabt i sin dejlige favn,vigende bort som en længsel, et døende savn.

Og mellem bladene blege og blå så jeg gemt et ansigt så fjernt og så skønt som en sorg, der er glemt, - da vendte jeg hovedet bort, indtil døden forstemt.

Jeg hviskede: "Blomst - ak du tabte jeg kender dit navn, kender til døden din skønne svindende favn, du, der har sænket min sjæl i udødeligt savn."

Og jeg bad fuglenes skare, der strøg om min kind, bære erindringens blomster bort fra mit sind, føre dem vidt over jord med den glemsomme vind.

Men fuglen er stum, og den bored sit næb i mit bryst, den tog alle blomster der var mig til glæde og trøst. - Kun savnet fandt aldrig hvile ved glemselens kyst.

tak på forhånd!