Essay hjælp

Hey guys.

Jeg har skrevet et essay, som jeg ikke er helt færdigt med. Det er førse gang, jeg skal skrive et essay, så jeg har ikke så meget styr på genren.  Er der noget, jeg mangler (erindringer/oplevelser, billedsprog, sanser, metaforer)? Føles det som et essay? Er slutningen for dårlig, hvordan kan jeg alternativt slutte essayet af? Er sproget fint? Hvordan kan det gøres bedre? Rettelser vil blive sat pris på. 

Her kommer den:

Krig

- Et essay

Jeg giver ordren: “Gør styrkerne klar til en invasion.” Under ledelse af min dygtige general, marcherer min hær til USA. De få lande jeg ikke har erobret (endnu) ryster i bukserne af skræk, men ingen tør at sige mig imod. Nådesløst giver jeg signalet, og med ét regner atombomber over USA. Jeg rykker tropperne ind. Krigen er vundet. Verden er min.

Vent lige! Nu skal du ikke tro, jeg er en sindssyg diktator eller sådan noget. Det var bare mig, der spillede en af min yndlingsspil - Civilization IV. Som det er med alle spil (og livet generelt), så er målet at vinde. Verdenskrig var bare en af måderne at vinde spillet. Jeg gad vide, om diktatorer har det sådan? Livet er bare et spil, og når folk dør, så er det for sjov. Det er da en lidt psykopatisk tankegang. Men det er vel sådan, jeg selv tænkte, da jeg spillede. Magt stiger folk til hovedet.

Lad os tage en tur i tidsmaskinen til 1970, højdepunktet på Vietnamkrigens protestbevægelser, hvor der udkom en fuldstændig ikonisk sang, der toppede Billboard listen i flere måneder. Sangen var lavet af Edwin Starr med omkvædet: “War, what is it good for? Absolutely nothing.” Udover at det er en fantastisk sang, så havde ham Edwin-fyren faktisk fat i noget interessant. Hvornår har krig nogensinde opnået et positivt resultat? Krig er dårligt, det kan vi alle sammen være enige om. 

Overalt i verden er der krig, det kan jeg lige så godt sige. Og der har været krige, så længe der har eksisteret mennesker. Vi har organisationer som NATO og FN, der skal opretholde freden og forhindre krig, men det har ikke virket optimalt. Der er stadigvæk krig i f.eks. Afghanistan, og den har varet i 41 år. En-og-fyrre-år! Hold da op, det er sindssygt. Det føles virkelig, som om vi har svigtet vores medmennesker. Tænk på alle de stakkels afghanere, der er tvunget til at udholde krigens rædsler, fordi de er for fattige til at flygte. Ingen mennesker bør udsættes for sådanne forhold. Jeg vil ønske, vi kunne hjælpe, men hvordan? Det føles som om, vi har svigtet landene i nød. Vi går i krig i deres land og lover det hele bliver bedre, men det gør det jo ikke. Det er snarere det stik modsatte, der sker. 

Efter min erobring af USA (i mit spil; det må du ikke glemme!), så gik der flere årtier, før landet lignede bare skyggen af sig selv før krigen (de fire atombomber havde nok været et overkill fra min side af). Det fik mig til at få øjnene op. Man kan ikke bare fortryde krig. Der er noget, der påvirker et helt folkefærd, længe efter krigen er slut. Godt nok “vandt” jeg krigen, men kun teoretisk. I krig er der ingen vindere - kun tabere. 

Krig har aldrig udrettet noget betydningsfuldt. Medmindre man anser den lange liste af byer i ruiner, politisk uro, nyopståede terrorbevægelser og titusinder af mennesker på flugt for bedrifter (spoiler alert: det er virkelig ikke noget at være stolt af). Det kan jeg godt forstå, når alle grunde for at drage i krig er selviske. Har du nogensinde hørt om en uselvisk krig? Nej? Det tænkte jeg nok. Uselviskhed og krig er praktisk talt antonymer. Prøv at sige sætningen højt. USELVISK KRIG. Det lyder helt forkert. Hah, der fik jeg dig - du lyder som en komplet idiot.

Det er et faktum, at ingen kan lide krig. Hvem kan lige lide død, destruktion, kaos og total udslettelse? Det kunne Edwin Starr ikke. Eller resten af verdenen, for den sags skyld. Lad os lige vende tilbage til mit spil. Omkring mit nation voksede en stigende utilfredshed, der udviklede sig senere til voldelige oprør. Befolkningen havde vendt sig imod mig, og de var trætte af være i krig. En efter en kørte jeg dem over med mine tanks, men de blev ved og ved. Til sidst slukkede jeg spillet, før det blev for meget.

Hvis Danmark skulle i krig mod Norge, så ville jeg selvfølgelig ikke lide det. Når alt kommer til stykket, så kan personer som dig og mig ikke gøre noget ved det. I krig er vores politiske overhoveder vores dukkeførerer, og vi er bare deres lydige, pæne marionetdukker. De trækker i trådene, og når de siger hop, tvinges vi til at svare “hvor højt?”. 

På den anden side, hvis de allierede aldrig havde erklæret krig på Tyskland i anden verdenskrig (eller første for den sags skyld), så ville vi muligvis leve i en nazistisk verden i dag. Jeg tror hellere ikke, jeg ville være i live til at skrive essayet. Så i dette tilfælde, er jeg meget taknemmelig over for deres indblanding. Men hvornår er krig berettiget? For at opnå fred? Krig og fred er jo praktisk talt antonymer. Spørgsmålet er også et etisk et, og jeg ved ikke, om jeg har svaret på det. Lige meget hvor ædle grundene kan være, så vil det desværre resultere i drabet af uskyldige. Krig er et spørgsmål om, hvad der vægter mest: menneskeliv eller hvad der er “bedst”, for nationen. Og for mange mennesker i magten, så er svaret det sidstnævnte.