HJÆLP!

Det lyder som om du bekymrer dig meget om hvad ANDRE tænker om dig. Det skal du ikke gå op i, det er spild af energi. Hvis du virkelig lider af depression og angst skal du søge professionel hjælp. Du må ikke tro at det på magisk vis går over af sig selv (tro mig). Snak med dine forældre om det.

Trist historie, ikke mindst fordi jeg slet ikke forstår hvordan man kan føle sig presset med et snit på 10. Men det kan du jo ikke bruge til noget.

- Slap af hen over sommeren og bliv så rask som muligt. Det kan tage en tid.

- Tag så en snak med studievejlederen, når du har samlet alle dine tanker til konkrete spørgsmål, så du efter mødet står mere afklaret.

Om gymnasieskift: Det virker måske ligetil at starte forfra i en fremmed 2. G for at undgå at blive kaldt en "om'er". Men du skal altså have en vandtæt dækhistorie om hvorfor du skiftede og holde dig til den i to år. Dine fremtidige venskaber skal altså bygge på en løgn. Og dem der vil snage i din fortid finder måske ud af sandheden på en anden måde.

Så hvis du vil starte forfra i 2. G (og der er plads og mulighed for det), så tag istedet og bliv et godt eksempel på een der gik ned, men blev rask, rejste sig igen og fuldførte.

Om HF: Uddannelsen bliver sommetider og fejlagtigt omtalt som den nemme vej ud. Men der er intet belæg for at karaktererne skulle være lavere for de samme præstationer.

Om erhvervsudd.: Ikke mange idag unge mennesker vil om fyrre år kunne sige, at de blev uddannet til ét job.

#0

Hej

Det lyder til, at karakterpresset og gymnasiet har lagt en stor byrde på dine skuldre - og hvor du har følt et stort pres. Du skriver, at du havde opnået et snit på 10, hvilket fortæller at du i den grad har gået op i at klare dig så godt som overhovedet muligt.

Et snit på 10 er bestemt ikke noget man kommer sovende til - det kræver hårdt arbejde. Især med den omvæltning og det skift der er fra folkeskole til gymnasiet. Der er nogle få, der kommer igennem gymnasiet med topkarakterer over hele paletten, men det er alligevel de færreste. 

Du må endelig ikke tro, at du skal føle et bestemt pres eller at du skal klare dig til et 12-tal i ethvert fag. Efter min mening er det utrolig vigtigt, at du prøver på, ikke at presse dig selv så meget, at du får det dårligt af det - eller lader omgivelserne, familie, venner mm. lægge et pres på. Jeg ved godt at det er nemmere sagt end gjort. 

Det virker til, at karakterpresset langt hen af vejen, som du også selv beskriver, har påvirket dig psykisk i den negative retning. Det er ikke meningen med gymnasiet, at man skal gå rundt og banke sig selv i hovedet. Giv dig selv lov til at slappe af og få ro på. Jeg tror på, at det er ret vigtigt, at man giver sig selv lov til også at prioritere ting, der ligger uden for gymnasiet og huske på, at der i hverdagen skal være plads til de ting der gør dig glad og hvor du får lov til at slappe af psykisk. Der er ingen, der kan klare kun at fokusere på pligter og lektier, hvis ikke de samtidigt giver dem selv lov til, også at fokusere på noget andet. Det er ikke meningen, at man i en alder af 17 år skal gå rundt og føle sig stresset. Du er ung - husk, at studietiden bør være en tid, der bringer så meget mere end blot afleveringer og karakterer. 

Jeg ved ikke om du vil studere videre efter gymnasiet. I så fald, ville jeg - hvis ikke du har et pres, som følge af en karakter du skal opnå for at blive optaget på en bestemt uddannelse - prøve at tænke mindre på karakterene. 

Du beskriver at du synes det er pinligt at gå 2.g om. Der er virkelig intet, som i intet pinligt i at gå et år om. Tværtimod får du en masse ekstra erfaring med på vejen - og der er ikke noget, der er spildt.

Du skriver, at du har været væk i dele af 2.g grundet angst og depression. Jeg ved selv hvor meget angsten kan påvirke en. Hvis en du gik i klasse med, valgte at gå et år om grundet fysisk sygdom, ville de færreste nok synes noget "mærkeligt" omkring det. Angst og depression er i allerhøjeste grad ligeså påvirkende - og handler på ingen måde om, at man er hverken svag, eller ikke kan klare igennm i første omgang.

Hvis du kigger på folk der har opnået stor succes, har de alle det tilfælles, at ingen af dem har været perfekte. De har alle haft nogle "huller" og steder hvor de ikke nødvendigvis har klaret sig til et 12-tal. Karakterer er en god måde at bedømme et fagligt niveau på - men der er så mange parametre, karakterer ikke tager i betragtning. 

Husk på, at succes er meget personligt og individuelt, og at der ikke er nogen konkret definition på succes. 

Søg det du vil - så skal du skal nok klare dig igennem, blot tro på dig selv. Og vælger du på et tidspunkt noget der ikke er dig, er der ingen skam i at vælge om, tværtimod.

Du skal nok komme ovenpå igen:)

Du har formodentlig lært en hel del af 2.g-pensum. Hvis du går 2.g om, kan du benytte det som hjælp i dagligdagen. Hvis du arbejder stille og roligt, har du en god mulighed for at få et godt slutresultat. Brug den baggrund til at holde dig i gang uden at presse for meget på. Der vil komme tilfælde, hvor der f.eks. er valgt andre valgfrie emner, men så lægger du kræfterne i dér, og til daglig holder du dig godt i gang uden at stresse.

Jeg har taget angstmedicin under hele min gymnasielle uddannelse, og går til psykolog. Jeg er ude af stand til at være alene på grund af angstanfald og min mor bliver derfor nødt til at tage mig med på arbejde.

Jeg ved godt en erhvervsuddannelse måske ikke er den smarteste vej, men jeg tror ikke jeg har det i mig at gennemføre uddannelsen. Selv med medicin og behandling er det så uudholdeligt.

Jeg er virkelig i tvivl og føler lidt at jeg har mistet alt jeg har knoklet for.

#5

Det er ikke rart at høre, at du har det sådan.

Ens psykiske tilstand kan gøre utrolig meget, og man kan ende i en situation, hvor man nærmest føler sig lammet, og hvor ens psykiske tilstand påvirker alt i ens hverdag.

Det er virkelig svært at stå i den situation, og jeg ved hvor meget angst kan gøre ved en.

Selvom angsten virkelig styrer en - måske har det været sådan i mange år - så vil det blive bedre. Uanset hvor uoverskueligt det end ser ud i de omstændigheder du står i nu, skal du nok få det bedre.

Jeg ved, hvor uudholdeligt det kan være, men mist ikke modet. 

Det du beskriver med at du føler, at du har mistet alt du har knoklet for, kan jeg i den grad sætte mig ind i. Jeg har selv haft det- og har det stadig på mange måder, på samme måde. Jeg ved hvordan det er, når alt det man har knoklet for i forhold til angsten bliver revet væk under en. For mit vedkommende var det i forbindelse med coronanedlukningen.

Jeg kender ikke til reglerne i forhold til, hvor lang en pause man må tage fra gymnasiet, uden at skulle tage det hele om, men måske kunne det hjælpe at tage et år eller to væk fra gymnasiet. Selvom du har det som du har det nu og måske har mistet modet i forhold til gymnasium, kan det sagtens ændre sig. Hvis du beslutter at gymnasiet ikke er noget for dig, er det fair. Og hvis du kommer frem til det, skal du ikke føle noget pres - hverken fra familie eller venner. Det er dig der bestemmer, hvad netop du vil.

Endnu engang, så bliv ved med at kæmpe. Tingene skal nok gå i orden.

Sygdom er altså en helt legitim grund til at tage et skoleår igen. 

Om du vil fortælle nogen, hvad din sygdom var, er helt op til dig selv. Du kan vælge kun at lade lærerne vide det (tal med studievejlederen), eller være helt åben om det. Jeg er helt sikker på, du vil få meget mere forståelse, end du tror, hvis du vælger det sidste, der er nemlig bekymrende mange elever, som kæmper med psykiske problemer af varierende sværhedsgrad. Rigtig mange føler desværre som du, at det er et tabu, men det burde det ikke være.