"I have a dream" oversættelse

Jeg har én jeg selv har lavet - men jeg ved ik om du kan bruge den...?

Knus Artemis...

jo! alt er velkommen- er nået dertil, hvor jeg selv overvejer at oversætte den, så jeg vil meget gerne se din oversættelse

Jeg er glad for at være med jer i dag, i det der vil gå ind i historien som den største demonstration for frihed i vores nations historie.
For fem snese år siden underskrev en stor amerikaner, i hvis symbolske skygge vi står under i dag, frigivelseserklæringen. Denne betydningsfulde ordning er et stort pejlemærke af lys for millioner af negerslaver, som har været svidet i uretfærdighedens knusende flammer. Det kom som en glad dagspause for at ende deres fangenskabs lange nat. Men 100 år efter er negerne stadig ikke frie. Et hundrede år senere er negernes liv stadig hårdt lemlæstede på grund af raceadskillelsens håndjern og diskriminationens lænker. Et hundrede år senere lever negerne på en ensom ø omgivet af fattigdom midt i et umådeligt hav af materiel velstand. Et hundrede år senere er negerne stadig vansmægtede i det amerikanske samfund, og finder sig selv i landflygtighed i sit eget land. Så vi er kommet her i dag for at dramatisere mod en skændig tilstand.
I en vis forstand er vi kommet til vores nations hovedstad for at indløse en check. Da vor republiks arkitekter skrev de storslåede ord i forfatningen og uafhængighedserklæringen, underskrev de en veksel, som enhver amerikaner kunne arve. Denne check var det løfte, som garanterede alle mennesker –ja sorte såvel som hvide– de umistelige leverettigheder, frihed og jagten efter lykke. I dag er det tydeligt, at Amerika har misligholdt denne veksel, i hvert fald hvad der angår hendes farvede indbyggere. I stedet for at opfylde denne hellige forpligtelse, har Amerika givet negerbefolkningen en dårlig check, en check som er blevet sendt tilbage mærket ”utilstrækkelige midler”.
Men vi nægter at tro, at retfærdighedens bank er gået bankerot. Vi nægter at tro, at der er utilstrækkelige midler i mulighedernes store bankbokse i denne nation. Så vi er kommet for at indkassere denne check, en check som vil give os vores krav på frihedens rigdomme og retfærdighedens sikkerhed.
Vi er også kommet til dette hellige sted, for at minde Amerika om nuets voldsomme nødvendighed. Dette er ikke tiden til at indgå i afslappelsens luksus eller til at tage den gradvise udviklings beroligende piller. Nu er tiden inde til at gøre demokratiets løfter til virkelighed. Nu er tiden inde til at rejse sig fra mørket og raceadskillelsens trøstesløse dal og op på raceretfærdighedens solbeskinnende sti. Nu er tiden inde til at løfte vores nation op fra raceuretfærdighedens kviksand og op på broderskabets solide sten.
Nu er tiden inde til at gøre retfærdigheden til en realitet for alle Guds børn. Det ville være skæbnesvangert for nationen at overse øjeblikkets nødvendighed. Negernes kvælende sommer af rimelig utilfredshed vil ikke stoppe, før der er et oplivende efterår med frihed og lighed – 1963 er ikke en slutning men en begyndelse. De, som håber, at negerne behøvede at give deres følelser luft og ikke ville blive tilfredse nu, vil få en barsk opvågnen, hvis nationen vender tilbage til det sædvanlige.
Der vil hverken være hvile eller stilhed i Amerika, før negerne får sine borgerrettigheder. Oprørets hvirvelvinde vil fortsætte med at ryste nationens grundvolde, indtil retfærdighedens lyse dag dukker op. Og det er noget, jeg må sige til mit folk, som står på den udslidte tærskel, der leder ind i retfærdighedens palads. Under processen med at indtage vores retmæssige plads, må vi ikke være skyldige i forkerte gerninger. Lad os ikke søge at slukke vores tørst for frihed ved at drikke af bitterhedens og hadets kop.
Vi må for altid føre vores kamp på værdighedens og disciplinens høje plan. Vi må ikke tillade, at vores kreative protester udarter sig til fysisk vold. Igen og igen må vi rejse os til de majestætiske højder for at imødekomme fysisk kraft med sjælekraft. Den fantastiske nye kamplyst, som har opslugt negersamfundet, må ikke lede os til at mistro alle hvide folk, for mange af vore hvide brødre, har bevist ved deres tilstedeværelse i dag, at de har indset, at deres skæbne er forbundet med vores skæbne.
De har indset, at deres frihed er uløseligt bundet til vores frihed. Vi kan ikke gå alene. Og mens vi går, må vi aflægge den ed, at vi skal marchere fremad. Vi må ikke vende om. Der er dem, som spørger borgerrettighedernes ivrige tilhængere, ”Hvornår vil I være tilfredse?”. Vi kan aldrig blive tilfredse, så længe negerne er ofre for politigrovhedens ubeskrivelige rædsler.
Vi kan aldrig blive tilfredse så længe vores kroppe, tunge af rejsers udmattelse, ikke kan få logi i motorvejenes og byernes hoteller.
Vi kan ikke blive tilfredse, så længe negernes bevægelighed er fra en lille ghetto til en større. Vi kan ikke blive tilfredse, så længe vores børn er frataget deres voksentilværelse og røvet deres værdighed på grund af skilte angivet med ”Kun For Hvide”.
Vi kan ikke blive tilfredse, så længe negerne i Mississippi ikke kan stemme, og negerne i New York ikke mener, at de ikke har noget at stemme for. Nej, nej, vi er ikke tilfredse, og vi vil ikke blive tilfredse, før retfærdigheden løber som vand og retskaffenheden som en gevaldig strøm.
Jeg er ikke uopmærksom på, at nogen af jer er kommet hertil ud af store prøver og modgang. Nogle af jer er lige kommet fra snævre fængselsceller. Nogle af jer er kommet fra områder, hvor jeres søgen efter frihed, efterlod jer mishandlede af forfølgelsens storme og chokerede over politigrovhedens vinde. I har været de kreative lidelses veteraner.
Fortsæt med at arbejde på troen på, at ufortjent lidelse er forløsende. Vend tilbage til Mississippi, vend tilbage til Alabama, vend tilbage til South Carolina, vend tilbage til Georgia, vend tilbage til Louisiana, vend tilbage til vores nordlige byers slumkvarterer og ghettoer, vel vidende at denne situation på en eller anden vis kan og vil blive ændret. Lad os ikke vade i fortvivlelsens dal.
I dag siger jeg til jer, mine venner, at selvom vi ser vanskelighederne for i dag og i morgen i øjnene, har jeg stadig en drøm. Det er en drøm dybsindigt rodfæstet i den amerikanske drøm. Jeg har en drøm om, at denne nation en dag vil rejse sig, og udleve den sande mening med dens tro: ”Vi anser disse sandheder for at være selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige. ”
Jeg har en drøm om, at de tidligere slavers sønner, en dag på Georgias røde bakker, vil være i stand til at sætte sig ned sammen med de tidligere slaveejeres sønner ved broderskabets bord. Jeg har en drøm om, at en dag selv staten Mississippi, en stat der er ved at forgå af uretfærdighedens varme, der er ved at forgå af undertrykkelsens varme, vil blive omdannet til en oase af frihed og retfærdighed.
Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på indholdet af deres personlighed. Jeg har en drøm. Jeg har en drøm om, at en dag i Alabama, med dens ondskabsfulde racister, med dens guvernør som har sine læber dryppende af indgrebets og ugyldiggørelsens ord, en dag lige dér i Alabama, vil små sorte drenge og sorte piger være i stand til at gå hånd i hånd med små hvide drenge og hvide piger som søstre og brødre.
Jeg har en drøm i dag... Jeg har en drøm om, at enhver dal skal blive ophøjet en dag, enhver bakke og ethvert bjerg skal gøres lave. De ru steder skal blive jævne, og de skæve steder skal gøres lige. Og herrens herlighed skal åbenbare sig, og alt kød skal se det sammen. Det er vores håb. Dette er troen, som jeg tager tilbage til syden med. Med denne tro vil vi være i stand til at ændre vores nations skurrende disharmoni til en smuk broderskabssymfoni. Med denne tro vil vi være i stand til at arbejde sammen, bede sammen, kæmpe sammen, gå i fængsel sammen, står frem for friheden sammen, vel vidende at vi vil være frie en dag.
Dette vil blive dagen, hvor alle Guds børn vil være i stand til at synge med en ny mening, ”Mit land, det er om dig, blide frihedens land, om dig jeg synger. Landet hvor mine fædre døde, pilgrimmenes stoltheds land, fra hver bjergs side, lad friheden ringe.” Og hvis Amerika skal blive en stor nation, må dette blive sandt. Så lad friheden ringe fra New Hampshires værdige bjergtoppe. Lad friheden ringe fra New Yorks gevaldige bjerge. Lad friheden ringe fra Pennsylvanias høje Alleghenies. Lad friheden ringe fra Colorados snedækkede bjerge. Lad friheden ringe fra Californiens buede bjergskråninger.
Men ikke kun det. Lad friheden ringe fra Georgias Stone Mountain. Lad friheden ringe fra Tennessees Lookout Mountain. Lad friheden ringe fra Mississippis bakker og muldhvarpeskud, fra enhver bjergside. Lad friheden ringe...
Når vi tillader friheden ringe – når vi lader den ringe fra enhver by og enhver lille landsby, fra enhver stat og enhver by, vil vi være i stand til hurtigere at nærme os den dag, hvor alle Guds børn, sorte mænd og hvide mænd, jøder og ikke-jøder, protestanter og katolikker, vil kunne gå hånd i hånd og synge ordene fra den gamle religiøse negersang, ”Endelig frie, Endelig frie. Store Gud den almægtige, Vi er endelig frie.”


Jeg vil dog tilføje, at der kan være fejl - jeg skrev den nemlig i 7.klasse...:-)...
Men håber du kan bruge det:-)

Mange tak- jeg skal nok være opmærksom på fejl...tusind tak for hjælpen:)

det var så lidt...