Herman Bang "Kærlighed"

Jeg har et problem med novellen kærlighed, som er skrevet af Herman Bang. Jeg kan ikke lige se hvor det moderne gennembrud hænger sammen med den historie. Jeg har læste den igennem en masse gange, men kan stadig ikke set det. Håber nogen kan hjælpe mig.

her er novellen - KÆRLIGHED

Maaske er denne Historie altfor ubetydelig, og den handler om intet. Her er hverken kælne Smil eller Kærlighedskys eller Længsler udsat for rytmiske Ord, med hvilke Digterne har fundet paa at efterligne Musik og Toner. Den har til Personer kun to Søskende, og den indeslutter intet Drama. Dog handler den om en Heltinde, thi der gives ogsaa Heltinder i det ubetydelige Liv, der hver Dag leves, - langt større end Romanernes Gudinder og Kærlighedshymnernes Lovpriste ... Og den unge Kvinde hørte til dem.

De to Søskende elskede hinanden ubeskrivelig højt. Hver Leg i deres Barndom havde de haft fælles, hver Dags smaa Begivenheder havde de oplevet sammen. Naar de legede Cirkus paa det store Loft, var hun Miss Flora i de graciøse Stillinger paa den store Gyngehest; naar de legede Skib, var hun baade Kok og Matros. Hun var rigtignok meget bange for at hænge saaledes i det ene Ben i Trapez, og hun havde ogsaa nok haft Lyst til at staa med hvidt Tørklæde bag Disken, naar de legede Konditori, istedetfor altid at vaske af omme bagved Skærmbrædtet. Men hun m a a t t e jo baade hænge i Benet og vaske Kopper. Drengene i Gaarden klappede saa meget, naar Henrik gjorde Kunster med hende i Trapezen, og naar de legede Konditori, kunde Henrik dog virkelig ikke vaske Kopper af.

Naar Henrik var Tryllekunstner, sad hun med Tallerkenen, hvori de andre Børn lagde Skillingerne, og hun trak Tæppet fra og for. Hun gjorde altid det ringeste Arbejde; og en Gang, da de spillede Komedie og hun havde spillet saa smukt, at alle Forældrenes Gæster raabte hende frem og kun hende - kom hun trækkende ud med Henrik i Haanden, og med Graaden i Halsen og højrød i Kinderne raabte hun ud til dem:

- Men det er jo ham, som har skrevet det.

Om Søndagen ved Desserten tog hun ikke Øjnene fra Kagen, mens den blev skaaret for, og naar hun havde mærket sig det største Stykke, pegede hun paa det og hviskede til Broderen:

- Det skal Du ta'e.

Da Henrik var oppe til Eksamen og skulde være Student, vaagede hun om Natten. - Og naar hun saá, hans Hoved begyndte at nikke og falde ned mod Bogen, betvang hun sin egen Søvn, og hun gav sig til at høre ham, og hun lo og fortalte Historier.

Saaledes elskede Ingeborg sin Broder.

Men nu var hun syg, døende. Gigtfeberens forfærdelige Smerter nagede hende, og Gigten havde nærmet sig Hjertet. Der var ingen Lindring for Smerterne. Med Hovedet paa Siden, bleg, laa hun hen, gispende som en lille Fugl.

Det var kun Øjnene, som levede i dette Ansigt. De var tunge, feberbrændende af Lidelser, og naar Smerterne som tusind borende Dolke syntes at ville standse Hjertets Slag i en utrolig Kval, sitrede hendes Læber.

Men hun skreg kun sjældent. Da pressedes Smerteskriget frem fra hendes Læber, hvor Sveden sprang ud, og hun hviskede ganske sagte:

- Vær ikke vred - vel? - men det gør saa ondt. Og naar Moderen bøjede sig over hende, spurgte hun svagt:

- Henrik er jo ude?

For hun vilde ikke skrige, naar han var der.

Han kom ind ved Sengen, angst, og saá paa hendes

Ansigt, Døden havde mærket, og skønt hvert Ord, hun talte, smertede hende, sagde hun dog:

- Aa, jeg har det godt.

- Det bliver nok bedre ...

Saa blev det den sidste Nat.

Lægen gav ikke mere noget Haab. Det vilde være forbi i Løbet af nogle faa Timer.

Og over hele Huset hvilede den tunge Tavshed, der lægger sig knugende over alt i det Hjem, hvor Døden ventes.

Ude i Stuen ved Siden af sad de andre. Moderen var den eneste, som vaagede ved Sengen. Gennem alle Stuer hørte man Uhrenes uophørlige Dikken, og hver Lyd blev skræmmende og ængstelig.

Ingeborg var sunken sammen. Under deres Laag laa Øjnene brustne som to Kloder, der er slukte, og hun saá ikke mere. Men undertiden rystede Dødskampen hendes pinte Lemmer, og hun skreg højt.

Saaledes gik Timerne, mens Livet flygtede.

Henimod Morgenen rejste hun sig pludselig med et Sæt i Sengen, og med et forfærdeligt Hvin fo'r hun med Haanden til Hjertet - saa faldt hun tilbage.

Henrik løb ind. Han troede, det var forbi. Men da han stod ved Fodenden af Sengen og skælvede, som var han selv berørt af Døden, der gik forbi ham, slog Ingeborg Øjnene op og kendte ham.

Først smilede hun: hun kendte ham. Men saa sagde hun:

- Er Du her? Hvorfor er Du ikke i Seng? Gaa" Du maa ikke se mig.

Og da Henrik var gaaet, bøjede hun sig op mod Moderens Bryst og sagde:

- Hvorfor sagde Du ikke, han var her? Det gør ham saa ondt, naar jeg skriger.

Krampen tog til. Den rystede hende forfærdeligt. Men med Øjnene fæstede paa Døren laa hun rolig hen uden at skrige, og Dødens Kval fralokkede hende ikke et eneste Suk ...

Det vilde smerte ham.

Tilsidst bad hun om at se ham. Han kom ind, kunde ikke tale; hun løftede med en sidste Kraftopbyden sine krummede Arme og slog dem om hans Hals.

- Græd ikke, jeg har det godt.

Saa sank hun sammen.

Hun laa død med Hovedet paa Siden, som en Blomst, man har knækket; hun var død under hans sidste Kærtegn.