Islams grundlæggelse !!! HELP to EXAM

 hvad mener du helt præcist? 

jeg mener muhammeds liv, og de tidlige kaliffer osv !!

 Profeten Muhammad (saws)
Første del for de små
anden del for de store.
Seerah
(Islamisk historie fra Profetens fødsel, hans opvækst, profetskab, etablering af islamisk samfund, udbredelsen af Islam indtil Profetens (saws) død.)
Seerah betyder fortællinger om Profeten Muhammad (saws) og det, der skete på den tid, hvor Allahs sidste profet levede
Verden i år 570
År 570 er omkring 1400 år siden. Det var på den tid, da Profeten Muhammad (saws) blev født i Arabien. Dengang var alting helt anderledes end det er nu. Der var ingen biler, ingen store fabrikker, ingen computere og ikke engang blyanter. Folk i hele verden levede for det meste i små byer, hvor husene som regel var lavet af ler og plantedele og man kendte ikke så meget til folk andre steder i verden. Folk i Afrika havde ikke hørt om indianerne i Mellemamerika og eskimoerne på Grønland vidste ikke, at der levede mennesker med en anden hudfarve i Australien. Men der var nu nogle folk, der rejste rundt. Det var folk, som tog til andre områder langt væk for at købe og sælge forskellige varer, som fx smykker, stof, krydderier, håndarbejde og lignende.
Der var også andre, der kom til fremmede lande, det var soldater eller krigere. Store områder i verden var nemlig kontrolleret af nogle få mænd, som elskede magt og rigdom. Derfor sendte de soldater ud for at bekrige andre folk, så de kunne få nye landområder. Alle de områder de fik i deres magt, var deres imperier. Det romersk-byzantinske rige var der, hvor vi i dag har Grækenland, Italien, Spanien, Tyrkiet, Palæstina, Israel, Egypten, Libyen, Tunesien, Algeriet og Marokko. Det persiske imperium var det, vi i dag kender som Iran.
I Vesteuropa var der mange forskellige små grupper af folk, som bekrigede hinanden for at få fat i hinandens rigdomme og land, i Danmark og Sverige var det f.eks. vikingerne. Kina havde ellers været et stort samlet land, men så var de forskellige folk begyndt at bekrige hinanden. Indien var delt i små stater, som var i krig med hinanden. Andre steder i mere øde områder var der banditter, som overfaldt folk og stjal, hvor de kom. Hvis man kigger på et verdenskort, vil man se, at der var krig og ingen orden i store områder af verden.
Der var ikke mange skoler dengang. Almindelige mennesker gik ikke i skole. Det var kun folk med magt og penge, som fik deres børn i skole, og der var ingen piger, som kom i skole. I skolen lærte drengene som regel kun at sige digte eller religiøse tekster udenad. Så de fleste folk vidste ikke særlig meget om noget, og kun nogle få mennesker kunne læse og skrive. Hvis der var nogen dygtige og kloge mennesker, brugte man dem som regel til at opfinde nye ting, som man kunne bruge i krig. F.eks. skulle de opfinde bedre våben eller lave gode planer for, hvordan de kunne vinde i krig.
Ingen tænkte på at lære om fysik, biologi, kemi, geografi, kunst og så videre. Og bøger var luksus, som kun de rige havde råd til.
Folk dengang troede på mange forskellige religioner, vikingerne troede på, at der var flere guder, for eksempel Odin, Thor, Sif og Freja. Indianerne troede på, at der fandtes magtfulde ånder i vand og træer. I det persiske Imperium, troede de på, at ilden var guds søn. Og i det romersk-byzantinske rige var de kristne.
I Arabien, hvor Muhammad (saws) blev født, var de fleste folk beduiner. En beduin er en nomade, som ikke har noget hus, men som flytter fra sted til sted. Det var fattige mennesker, men de fleste havde nogle kameler eller heste eller geder. De flyttede rundt sammen med deres familier, for at finde mad til deres dyr. Med tiden havde mange af disse beduinfamilier slået sig ned forskellige steder, hvor der var vand og derfor også mad til dyrene. Sådan et sted hedder på arabisk wadi. Og efterhånden var det blevet til små landsbyer ved wadi’erne. Mange af de folk, der rejste fra Indien til Palæstina og Europa for at handle med varer, holdt pause i disse små byer. På den måde blev der også megen handel i de byer og araberne blev meget dygtige handelsfolk.
Araberne havde ingen fælles konge eller leder. De levede i deres små grupper, eller stammer, hvor alle på en eller anden måde var i familie med hinanden. Hver stamme var ledet af en Sheik, han havde ret til at bestemme alt. Hver stamme fungerede, som om de var et lille land for sig selv, de havde deres egen leder og deres egne regler. Folk fra andre stammer var fremmede, og hvis en blev uvenner med en fra en anden stamme, hjalp man altid den fra sin egen stamme, lige meget om han havde ret eller uret. Mange gange overfaldt de forskellige stammer hinanden, bare for at vise hvor stærke de var.
Araberne havde mange forskellige religioner, nogen var kristne, nogen var jøder, men de fleste troede på, at der var mange forskellige guder, de var afgudsdyrkere. De lavede små figurer af ler eller træ, som de bad til og som de troede kunne hjælpe dem. Araberne var meget vilde. Når de angreb andre eller tog folk til fange, slog de dem ihjel på de mest uhyggelige måder. Mange arabere kunne ikke lide at få pige-børn, så de begravede de små babyer levende. Det var almindeligt at spille og drikke masser af vin og alkohol. En mand kunne gifte sig med lige så mange kvinder han ville, endda sin egen mor!. Det eneste gode, man kan sige om araberne på den tid, er, at de var meget modige, og at de behandlede deres gæster meget godt. En gæst blev altid budt velkommen, og kunne blive lige så længe han ville.

 Vi bekræfter, at kalifatet efter Profeten (salla Allâhu ‘alayhi wa sallam) var, først og fremmest, mest fortjenstfuld af Abû Bakr. Vi tror på hans overlegenhed og anciennitet over resten af ummahen.

Dette er vores mening. Dog har ummahen været uenige om naturen af Abû Bakrs kalifatfølge. Var det igennem Profetens ordre eller var det blot et valg?

Hassan al-Basri og en gruppe af Ahlul Hadîth mener, at det skete ved befaling, skønt subtilt og indirekte fra Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam). Nogle af dem har faktisk sagt, at det er bevist igennem teksterne. Imidlertid var der andre iblandt Ahlul Hadîth, al-Mu’tazila og al-ash’ariyya, som har sagt, at det skete igennem valg og samtykke.

Rent faktisk har vi beretninger som tyder på, at Abû Bakrs kalifat blev etableret ved hjælp af befaling fra Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam). En af dem er i Bukhâri, som blev berettet af Jubayr Ibn Mut’im som sagde: “En kvinde kom op til Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam). Han fortalte hende, at hun skulle komme tilbage senere. Hun spurgte: “Hvad hvis jeg kommer og ikke finder dig? (Hun mente i tilfælde af, at han var død)’. Han svarede: “Hvis du ikke finder mig, så gå til Abû Bakr” “. Der er andre beretninger, der støtter denne, som kan siges at være teksten til støtte for hans kalifatfølge.

Så er der hadîthen af Huthayfah Ibn al-Yamman, som beretter at Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) sagde: “Følg de to som vil komme efter mig; Abû Bakr og ‘Umar.” Traditionalisterne har præserveret denne rapport.

As-Sahihayn har også ahadîth berettet af ‘Â’isha om hendes far. “Den dag Allâhs Budbringer blev syg, kom han hjem hos mig og sagde: “Kald på din far og bror så jeg kan skrive til fordel for Abu Bakr, for Allâh og muslimerne vil ikke acceptere andre end Abû Bakr.”"

Beretningerne om at Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) foretrak Abû Bakr over andre er velkendte. I en af dem sagde han: “Bed Abû Bakr om at føre bønnerne”.

Troværdige samlinger inkluderer også en anden beretning, som optegner Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) i at have sagt fra sin prædikestol: “Hvis jeg skulle vælge en ven iblandt jordens folk, ville jeg have valgt Abû Bakr som ven. Lad der ikke være en døråbning i (den store) moské. Luk dem alle, undtagen Abû Bakrs dør.”

Med hensyn til dem som er af meningen, at Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) ikke udnævnte Abû Bakr som sin kalif, ikke mindst igennem en bevist hadîth, har de argumenterede med beretningen af Ibn ‘Umar, der berettede ‘Umar ibn al-Khattâb, som havende sagt: “Hvis jeg nominerer en efterfølger efter mig, så har en, som er bedre end mig, Abû Bakr, nomineret sin efterfølger. Men hvis jeg ikke nominerer en efterfølger, så har en, som er bedre end mig, Allâhs Budbringer, ikke nomineret sin efterfølger.”

Det som virker sandsynligt, skønt Allâh ved bedst, er at Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) ikke udstedte nogen skreven forordning i linje med, at Abû Bakr skulle være kalif efter ham. Det havde han hensigt til, men skiftede mening efter at have sagt: “Allâh og muslimerne ville ikke acceptere andre end Abu Bakr.” Dette var faktisk en stærkere måde at udnævne Abû Bakr som efterfølger på.

Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) lod de troende kende til hans præference af Abû Bakr som sin efterfølger og førte dem til acceptere dette igennem hans forskellige ord og gerninger. Han talte også om sin udnævnelse i gunstige termer, hvorved han udtrykte sin egen tilfredshed. Var hans hentydninger utilstrækkelige til at annoncere hvor hans valg lå, ville han have udtrykt sig klarer og ikke lade der være nogen plads til undskyldninger og tvivl.

 
Abu Bakr, den første blandt mænd til at acceptere Islam

Abu Bakr har altid været en meget nær ledsager af den Hellige Profet. Han kendte ham bedre end alle andre mænd. Han vidste hvor ærlig og oprigtig Profeten var. Sådan et kendskab til Profeten gjorde Abu Bakr til den første mand, der fulgte Profeten Muhammads, fred være med ham, budskab. Han var i sandhed den første voksne mand, der accepterede Islam.

Den Hellige Profet fortalte Abu Bakr hvad der skete på Hira’-bjerget; han fortalte ham at Allah, subhanahu wa ta’ala, havde åbenbaret til ham, at Han havde gjort ham til Sin Budbringer. Da Abu Bakr hørte dette fra Profeten, fred være med ham, stoppede han ikke for at tænke; han blev med det samme muslim. Han underkastede sig Islam med så stor beslutsomhed, at den Hellige Profet selv engang bemærkede: ” Jeg kaldte folk til Islam; alle tænkte over det, i det mindste i et stykke tid, men dette var ikke tilfældet med Abu Bakr. Det øjeblik jeg præsenterede Islam for ham, accepterede han det, uden nogen som helst tøven.” Han blev kaldt As-Siddiq (Den Sanddru) af Profeten, fordi hans tro var for stærk til at blive rokket af noget som helst.

Faktisk var Abu Bakr mere end en storartet troende. Så snart han blev Muslim, begyndte han straks at forkynde Islam til andre mennesker. Blandt dem, der accepterede Abu Bakrs kald til Islam var: Uthman, Zubair, Talha, Abdul Rahman bin Auf, Sa’ad bin Waqqas og andre, som senere blev Islams søjler.

Abu Bakrs kærlighed til Profeten, fred være med ham, var så stor at han var villig til at ofre sit eget liv for at beskytte og trøste Profeten, fred være med ham. Sådan en kærlighed og sådan et offer, blev demonstreret en dag, da den Hellige Profet bad sine bønner i Ka’baen, mens nogle af Mekkas høvdinge sad i Ka’bas gårdsplads. Da de så Profeten bede, tog ‘Uqbah bin Abi Mu’eet et langt stykke stof og lagde det rundt om Profetens hals og drejede det hårdt, i et forsøg på at kvæle Profeten, fred være med ham, til døde. I det øjeblik passerede Abu Bakr tilfældigvis forbi fra en afstand og så, at ‘Uqbah prøvede at kvæle Profeten til døde. Abu Bakr løb straks Profeten til undsætning, skubbede ‘Uqbah til side og fjernede stoffet om Profetens hals. Derpå overfaldede Islams fjender Abu Bakr og bankede ham nådesløst, men med en tro, fast som en klippe, var Abu Bakr ligeglad med sine egne lidelser; han var bare glad for, at han kunne redde Allahs Profet, selv med sit eget liv på spil.

Abu Bakr havde med sin formue også en stor rolle at spille i frigivelsen af muslimske slaver, som blev tortureret af deres hjerteløse mushrik (afguderiske) herrer, til at opgive troen og vende tilbage til deres herrers afgudsdyrkning. De hjerteløse monstre prøvede al slags tortur: De tvang dem alle til at ligge nøgent ned i det brændende ørkensand og placerede store (og tunge) sten på deres bryst, såvel som andre slags tortur. Her kom Abu Bakrs formue til undsætning, eftersom at han købte de stakkels hjælpeløse slaver fra deres inhumane herrer og frigav dem. Bilal Al-Habashi, Umayya bin Khalafs slave, var blandt dem, der blev løskøbt af Abu Bakr. Bilal blev senere mu’azzin (en som kalder til bøn) i Profetens moské.

Udvandring til Madinah

Islam voksede hurtigt i Mekka og Islams fjender blev frustrerede over denne hastige udvikling. Høvdingerne i Mekka fandt det nødvendigt at skaffe sig af med Profeten, fred være med ham, inden Islam kunne gå hen og blive en reel trussel for dem- så de planlagde at dræbe Profeten. Allah, subhanahu wa ta’ala, åbenbarede de ikke-troendes intentioner (til Sin Profet) og beordrede ham at udvandre til Madinah. Så Profeten skyndte sig til Abu Bakrs hus, som var blandt de få, der stadig var tilbage i Mekka, da størstedelen af Muslimerne allerede havde vandret ud til Madinah.Profeten informerede Abu Bakr om, at han var blevet beordret til at migrere til Madinah samme nat og at han (Muhammad) havde valgt ham (Abu Bakr) til (at have) æren af at tilslutte sig ham på sin udvandring. Abu Bakrs hjerte var fuld af glæde. “Jeg har set frem til denne dag i måneder”, udbrød han.Mekkanerne var så ivrige efter at finde Profeten, at de søgte efter ham som gale hunde. Da de ankom til hulens åbning, blev Abu Bakr bleg af skræk. Han frygtede ikke for sig selv, men for den Hellige Profets liv. Men Profeten, fred være med ham, forblev rolig og sagde til Abu Bakr: “Frygt ikke, for Allah er sandelig med os”. Disse ord beroligede hurtigt Abu Bakr og bragte roen tilbage til hans hjerte.

Deltagelse i krige

Som den nære ledsager af Profeten, fred være med ham, deltog Abu Bakr i alle de krige, som Profeten Muhammad havde udkæmpet.Ved Uhud og Hunain viste nogen i den muslimske hær tegn på svaghed, men Abu Bakrs tro var ikke til at rokke og han stod altid som en klippe ved Profetens side.Abu Bakrs tro og vilje for at rejse Islams banner var så stærk, at han ved Badr-slaget, i sin ivrighed efter at finde en af sine sønner, der endnu ikke havde accepteret Islam og som kæmpede side om side med fjenderne, ledte efter ham iblandt dem (fjenderne), så han kunne dræbe ham.

Abu Bakrs store kærlighed for Profeten blev demonstreret, da fredsforhandlingerne ved Hudaibiya blev afholdt. Under forhandlingerne, rørte Quraishs talsmand nu og da, ved Profetens skæg. Abu Bakrs kærlighed til Profeten var så stor, at han ikke kunne klare at se det mere. Han drog sit sværd ud og stirrede rasende på manden og sagde, “… hvis den hånd rører Profetens skæg igen, får den ikke lov til at komme tilbage.”

Tabuk var den Hellige Profets sidste ekspedition. Han var opsat på at gøre det til en succes og bad derfor folk om at bidrage til ekspeditionen med hvad end de kunne. Det bragte det bedste frem i Abu Bakr, som slog alle rekorder, da han tog alle sine penge og sine husholdningsgenstande og lagde dem i en bunke ved Profetens fødder.

“Har du efterladt noget til dine børn?” spurgte Profeten. Abu Bakr svarede da med stærk tro: “Allah og Hans Sendebud er nok for dem.” De andre ledsagere, der stod omkring, blev lammet; de indså at hvad end de gjorde, så kunne de ikke overgå Abu Bakr i (feltet af) Islams tjeneste.

Profetens efterfølger

Den første Hajj under Islam var i Hijras niende år. Profeten, fred være med ham, havde for travlt i Madinah til at lede Hajj-færden, så han sendte Abu Bakr som sin stedfortræder; han skulle lede i stedet for Profeten.Lige siden Profeten, fred være med ham, havde ankommet til Madinah, havde han ledet bønnerne. Under hans sidste sygdom kunne Profeten ikke længere lede bønnen. Han var for svag til at gå i moskéen, så han blev nødt til at vælge en anden, som skulle udfylde denne ophøjede stilling efter ham. Igen var det Abu Bakr, der fik æren af at blive udpeget af Profeten til at varetage denne opgave.I Profetens livstid, fik Abu Bakr således den største position i Islam (at lede bønner). Da Abu Bakr en dag ikke var der, blev Omar udpeget af ledsagerne til at lede bønnen i hans fravær. Da Profeten, fred være med ham, bemærkede ændringen i stemmen, sagde han: “Dette er ikke Abu Bakrs stemme; ingen andre end ham skal lede bønnen. Han er den, der er bedst egnet til denne stilling.”

Da nyheden om Profetens død blev offentliggjort, var mange Muslimer fortvivlede og lammet (af sorg). Selv Omar var så overvældet af følelser, at han drog sit sværd og erklærede: “Hvis nogen siger, at Allahs Budbringer er død, halshugger jeg ham.”

Muslimerne forblev i et sådant stadie, indtil Abu Bakr ankom og gav sin berømte tale: “Oh Folk! Hvis nogen af jer tilbad Muhammad, lad ham da vide, at Muhammed er død. Men de (af jer), som tilbad Allah, lad dem da vide, at Han lever og aldrig vil dø. Lad os alle mindes om ordene i Quranen. Den (Quranen) siger: “Muhammad er ikke andet end et Sendebud (fra Allah). Der har været Sendebude før ham. Hvis han (Muhammad) dør eller bliver dræbt, vil I da vende om på jeres hæle (som vantro)?”

Pludselig begyndte Abu Bakrs ord at trænge ind og i løbet af ingen tid, var forvirringen borte.

Efter at have rystet den chokerende nyhed om Profetens død af sig, indså muslimerne, at de havde brug for nogen til at udfylde lederskabsstillingen, blandt dem (selv).

De to hovedgrupper blandt muslimerne var Muhajirun (flygtninge fra Mekka) og Ansar (Madinahs oprindelige indbyggere). Ansarene samledes ved Thaqifa Bani Saida, som var deres samlingspunkt. Lederen af Ansar, Saad bin Abada, foreslog at kaliffen skulle være en fra iblandt dem selv. Mange afviste dog dette og sagde, at Muhajirun med rette havde et bedre krav på kalifatet. Da disse nyheder nåede Abu Bakr, skyndte hans sig til deres forsamling i frygt for, at forvirringen ville sprede endnu engang og sagde: “Både Muhajirun og Ansar har ydet en stor service til Islam (i Islams sag). Men førstenævnte var de første til at acceptere Islam og de var altid meget tætte (venner) med Allahs Sendebud. Så, o Ansar, lad kaliffen være en fra iblandt dem.” Efter en kort diskussion blev Ansarene enige om, at de skulle vælge en kalif fra iblandt Muhajirunerne, eftersom at de var fra Quraish-stammen og var de første til acceptere Islam.

Abu Bakr bad derefter folk om at vælge imellem Omar bin Al-Khattab og Abu Ubaida Ibn Al-Jarrah. Da de hørte dette, sprang begge mænd op med et sæt og udbrød: “Oh Siddiq, hvordan kan det være? Hvordan kan nogen som helst udfylde denne rolle, så længe du (stadig) er blandt os? Du er den toprangerede mand iblandt Muhajirunerne. Du var Profetens, fred være med ham, ledsager i Thawr-hulen. Du ledte bønnen i hans plads, under hans sidste sygdom. Bønnen er det vigtigste i Islam. Med alle disse kvalifikationer, er du den, der er bedst egnet til være den Hellige Profets efterfølger. Stræk din hånd ud, så vi kan love dig troskab.”

Men Abu Bakr strakte ikke sin hånd ud. Omar indså, at denne tøven kunne føre til genoptagelsen af uenighederne, så han tog selv Abu Bakrs hånd frem og lovede ham troskab. Andre fulgte hans eksempel og Abu Bakr blev den første kalif, (som blev valgt) ved muslimernes generelle samtykke.

Næste dag adresserede Abu Bakr forsamlingen af muslimer i Profetens moské og ansporede dem til at fortsætte ad deres vej, som sande muslimer og at være loyale og støtte ham, så længe han adlød Allahs, subhanahu wa ta’ala, bud og Hans Apostel.

Ali, må Allah være tilfreds med ham, og nogle af hans pårørende forsinkede deres troskabsed til Abu Bakr i seks måneder efter en uoverensstemmelse med kaliffen, på grund af arverettighederne til Profetens jord. Begge mænd respekterede dog hinanden og efter sin kones (Fatimah) død, aflagde Ali også troskabsed til Abu Bakr.

Sådan var kvaliteten af denne ydmyge og generøse ledsager, som troede på Profeten i sådan en grad, at han blev kaldt As-Siddiq af Profeten. Hans store personlighed og tjenesteydelse for Islam og Muslimerne, indbragte ham kærligheden og respekten af alle muslimer, til sådan en grad at han blev valgt som den første kalif efter Profetens død, af samtlige muslimer.

#0

Gud sendte flere forskellige Profeter for at retlede hele menneskeheden om f.eks. at tilbede kun én Gud. Igennem tiderne, begyndte folk at manipulere de ting, hvad de tidligere Profeter sagde - så på det tidspunkt, havde andre folk ikke særlig viden til det - tilbad de så andre end Gud, (f.eks. Gud's skabninger). Da den sidste Profet, Muhammad (PBUH) kom, retledte han folk til at tilbede kun én Gud. Senere blev budskabet spredt i flere forskellige lande.

(Quran, 4:82) "Grunder de da ikke over Koranen? Hvis den kom fra nogen anden end Gud, ville de have fundet megen uoverensstemmelse i den."

(Quran, 6:116) "Hvis du adlyder de fleste af dem, der er på jorden, vil de lede dig vild, bort fra Guds vej. De følger kun løse formodninger; de kan kun gisne."

(Quran, 16:125) "Kald til din Herres vej med visdom og smuk formaning! Og du skal strides med dem på en endnu smukkere måde! Din Herre ved bedst, hvem der har forvildet sig bort fra vejen til Ham, og Han ved bedst, hvem der er retledte."

(Quran, 30:60) "Hold ud! Guds løfte bliver virkelighed. Lad ikke dem, der ikke er faste i troen, overtale dig til letsind!"

(Quran, 13:28) "De, der tror, og hvis hjerte finder hvile i ihukommelsen af Gud; og i ihukommelsen af Gud finder hjertet hvile! -"

Mange Tak allesammen

 Man bliver sku sick af at læse så meget :P