vita andersen digt værn

please jeg har brug for hjælp jeg ved ikke hvad digte handler om er der nogen der kan hjælpe mig

hun længtes altid efter

at nogen skulle elske hende

hun vidste at man kunne se det

i hende øjne

at de flød over

med dette savn

så som et værn sminkede hun dem

lilla eller grønne

gjorde vipperne lange og stive

med sort mascara

der gav hende et hårdt blik

men fortalt hende også

i spejlet

at hun måske var lige ved at være så smuk

at alle lagde mæke til hende 

uden at se hendes øjne

hun klædt sig i lange nederdele

høje støvler

feminine bluser i tynde stoffer udstrålede sex

og det var

hvad hun fik

hun følte at hver mand 

hun mødte kunne se det på hende

denne længsel

og både for hun skammede sig over den

og fordi det var den enested måde

hun kunne klare det på

opsøgte hun kun mænd

der ikke tilrak hende

smilte sit smiil

dette smil

som en mand for længe siden

havde fortalt hende

mindede om et stykker parpir

der gik ild i

og hurtigt brændte  ud

dette smil

hun altid søgte at bevare

og øvede sig i

så man ikke så hende,s øjne