Hjælp - dagbogsside!!

Hej alle sammen.
Jeg har lavet en dagbogsside ud fra et af Michael Anchers malerier ''vil han klare pynten'', jeg skulle ramme sproget fra dengang i 1880. Hvis der er noget jeg skal være mere opmærksom på, eller om der er nogle småfejl, så sig endelig til. På forhånd tak. Knus Emilia. 

Dagbogsside – vil han klare pynten
Det var en meget stille dag, så stille at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Arbejde var der masser af, fiskenettene skulle trækkes op fra vandet så vi kunne få vores fangst. Alting var så træls, som sædvanligt. Selv havmågerne med de skarpe skrig gav ikke lyd fra sig denne morgen. Det var som om, at der var os noget i vente forude, det var bare et spørgsmål om tid. Vi fik genfortalt igennem flere generationer, at tiden, var det element intet kunne måle sig med. Vejret var sært. Lige pludselig ændrede vejret sig fra lys himmel blå til satans mørke farver. Blæsten havde endelig lagt sig, lige indtil vejret skiftede, havet blev også uroligt. Bølgerne blev større og større. For en eller anden grund kom jeg i tanke om dengang min kone og datter druknede i en skibsulykke. Vi fiskere levede et farligt arbejdsliv, hvor vi bogstaveligt talt risikerede at miste vores liv. Det påvirkede vores livsholdning.
Af en sær grund, lød der en stemme: ’’Kig ud over vandet! Kig ud over vandet!’’. Vi kiggede, og dér var han. Den gamle fisker fra Johannesburg gård var endeligt nået frem, men om han ville klare pynten? Det ville kun tiden vise. Han havde rejst helt ned til Falster for at købe noget og på vejen tilbage for at fiske. Vi blev spændte over, at se hvad han have bragt med sig, men faren var stadig ikke ovre. Hvis skibet så som bare ramte en klippeblok eller en sten ville der gå hul, og han ville drukne. Vi lærte nemlig ikke at svømme fordi, at de fleste ikke ville bruge deres kræfter på at svømme ind til land, så de synes, at det var en nemmere løsning at drukne. Min kammerat Morgan som er en rigtig guttermand, pegede ud over havet så jeg bedre kunne se den gamle fisker. Idet tog Pelle sin kigger frem, for at se om han havde bragt andre mennesker med sig. Pelle råbte til os andre: ’’Han har en kvinde ved sin side’’. De andre som stod bag Morgan og jeg snakkede og diskuterede om det var en kvinde han havde friet til, eller om han skulle giftes med hende. Tristan løb længere op af stranden og trak jollen ned til strandkanten, for hvis der skete noget var vi på vej til at ro ud og hjælpe dem, selvom det kunne koste vores eget liv. Den gamle fisker stoppede med at ro. Jeg vidste ikke om det var pga. udmattelse eller om jollen havde taget skade af det kraftige hav. Pelle kiggede med sin kigger og råbte: ’’Der er hul i jollen, hjælp ham!!’’.  Den gamle fisker kunne ikke selv råbe efter hjælp da han nærmest selv var livløs i kroppen efter den lange ’rejse’. Tristan, Pelle og jeg skubbede jollen ud i vandet, hoppede i og begyndte at ro så hurtigt som vi kunne. Jo tættere vi kom, desto højre blev lyden ’’hjælp, vi drukner – hjælp, vi drukner!’’. Jeg fik kastet rebet ud til dem - kvinden hev fat i det og vi trak dem tættere på os. Med et brag ramte en bølge den gamle fiskers jolle og væltede den, han faldt i vandet og kunne ikke svømme. Kvinden kunne ikke nå ham, han var for langt væk fra hende. Og et minut efter flød han længere og længere ned i havets dybe grav. Vi havde glemt alt om vores egen sikkerhed for at redde dem, men én ting var sikkert og det var, at den gamle fisker ikke var den første vi ville miste i sådan en ulykke – men han ville heller ikke være den sidste!