Historie A eksamen - kildekritik

Kildekritik – 10 punktsprogram

1. Fremstillinger/kilder:
Vi henter normalt vores viden om den historiske fortid fra 1) fremstillinger skrevet af historikere; disse er fortolkende redegørelser for historiske begivenheder eller fra 2) historiske kilder, som er samtidige eller senere tekster om historiske begivenhed, som normalt ikke er skrevet af hensyn til eftertiden. Også Internettet benyttes til indhentning af især faktuel viden, og skal derfor også behandles kildekritisk

2. Kildematerialet: Kilder kan være direkte levn fra fortiden (arkæologisk materiale, dokumenter – sidstnævnte anses altid for at være gode kilder, fordi de er ”bekræftet” af myndigheder) eller kan være beretninger om fortidige begivenheder.

3. Ophavsmand/ophavssituation: Den enkelte kilde har en ophavsmand (kildeforfatter, institution) og indgår i en ophavssituation, som skal undersøges nærmere. Det sker ved at foretage en kildeidentifikation/ kildedatering (hvem har skrevet hvad (kilden) til hvem, hvornår, hvor og hvorfor?) – man undersøger altså kildens afsender-/modtagerforhold (jf. kommunikations-modellen)

4. Udsagnsevne/udsagnskraft: Formålet med den kildekritiske analyse er at få fastslået den enkelte kildes værdi som kilde – dvs. om den overhovedet har evnen til at belyse det emne, der skal undersøges og i bekræftende fald med hvilken styrke, den kan det. I nedenstående 10-punktsmodel anvendes kildebegrebet både absolut(A) og funktionelt(F).
Ifølge det absolutte kildebegreb besidder kilder absolutte, iboende kvaliteter, som uden skelen til konteksten kan betegnes som god eller dårlig. Med det funktionelle kildebegreb erkendes det, at det er den kontekst, som kilden anvendes i, der afgør dens kvalitet. Afgørelsen af, om en kilde er god eller dårlig, må afhænge af, hvilket emne den skal bruges til at belyse, og/eller hvilke(t) spørgsmål den skal besvare.

5. 10 kildekritiske punkter som grundlag for den konkrete kildeanalyse:
1. Ægthed (er kilden ægte/uægte?)
En ægte kilde er, hvad den giver sig ud for. En uægte kilde er ikke, hvad den giver sig ud for; den er et falsum
2. Tekstfastsættelse (er oversættelsen god/dårlig?)
Spørgsmålet her er, om kildeteksten er leveret i en ordentlig kvalitet, et godt og entydigt sprog eller om den f.eks. er korrekt oversat fra originalsproget
3. Afhængighed (er kilden primær/sekundær – i forholdet mellem kilder?)
En primær kilde er uafhæng af andre kilder. En sekundær kilde er derimod afhæng af en anden/andre for os kendte kilde.
4. Iagttagerposition (er kilden 1. hånds/2. hånds – i forhold til begivenheden?)
Kilden er 1. hånds, når ophavsmanden selv har overværet den/de begivenhed, der behandles. 2. håndskilden baserer sin viden på en 1. håndskilde – eller værre endnu på 3., 4., 5. etc. Hånd
5. Tilblivelsessituation (er kilden samtidig/sen?)
En samtidig kilde er fra samme tidspunkt som det, der fortælles om. En sen kilde er fra et senere tidspunkt end det, der fortælles om.
6. Art/type(A)
Ottar Dahls skema: Personlig kilde: Institutionel kilde:
Konfidentiel(fortrolig) kilde: 
Officiel kilde 
 

7. Benyttelse/anvendelse (anvendes den som levning/beretning?)

Læses kilden ud fra beretningsaspektet lægges der vægt på dens berettende indhold – f.eks. også om begivenheder, der er foregået mange år før kildens tilblivelse.

Læses den derimod ud fra levningsaspektet lægges der vægt på en udlægning af kilden i forhold til dens ophavs- og tilblivelsestidspunkt/-situation – her kan det være nødvendigt at udlæse dens grundværdier, holdninger eller ideologi
8. Tendens (er kilden tendentiøs? – subjektiv og præget af en bestemt ideologi – eller er den neutral/objektiv?)
9. Forudsætninger (fagligt/politisk/holdningsmæssigt)
Spørgsmålet er i al sin enkelthed: Ved ophavsmanden, hvad det drejer sig om i forhold til kildens emne. Er der nok faglig, politisk, holdningsmæssig indsigt?

10. Repræsentativitet (er kilden repræsentativ/ikke repræsentativ?)
Spørgsmålet er her, om kilden afspejler noget unikt/enkeltstående eller noget typisk/repræsentativt

--------------
Afsluttende kommentar til forholdet mellem begreberne primær/sekundær og begreberne 1. hånds-/2. Håndskilde:

En 1. håndskilde er altid primær, fordi man som øjenvidne ikke er afhængig af andre kilde. En 2. håndskilde kan også være primær, hvis vi ikke har kendskab til en 1. håndskilde om det samme emne. En primær kilde er altså ikke altid, automatisk 1. hånds. Hvis vi kun har kendskab til en 2. håndskilden, så er den primær.

Afsluttende kommentar til begrebsparret beretning/levning
Alle skriftlige kilder kan/skal læses både som beretning og som levning. Eller mere præcist sagt: Man skal læse kildeteksten ud fra to forskellige aspekter af den. Nemlig henholdsvis beretnings-
og levningsaspektet.

Beretning:
At læse kilden ud fra beretningsaspektet vil sige at læse, hvad der står – at finde det faktuelle, indiskutable i den frem. Her koncentrerer man sig om det objektive, det faktiske – ja det, der kan genfortælles, redegøres for. Vi er på det taksonomiske trin 1 eller 2.

Levn:
At læse kilden ud fra levningsaspektet vil sige at læse, hvad der står mellem linjerne. Her koncentrerer man sig om det subjektive, om tekstens værdier, holdninger eller ideologi. Vi er på det taksonomiske trin 3 eller 4.

Sagt på en anden måde fastholder man gennem beretningsaspektet kildens kendsgerninger, dens berettende indhold. Man kan også sige, at det vedrører redegørelsen eller analysen af kilden.

Gennem levningsaspektet fastholdes det ”skjulte” lag i teksten. Man kan her sige, at det vedrører fortolkningen af kilden. Her forudsættes det ikke, at alle kan blive enige. For fortolkningen indbefatter den, der tolker – eller rettere sagt dennes værdier, holdninger eller ideologi.