Grammatik

”Hedder det "kannst du mir helfen" or "kannst du mich helfen"?” - Tysk, dansk og engelsk... imponerende. Når det kommer til dit spørgsmål vil jeg sige, at det hedder ”kannst du mir helfen”, dette begrunder jeg med, at ”mir” er indirekte objekt – altså dativ.

#1 det har intet med sætningsanalyse at gøre i dette tilfælde. 

#0 det hedder "kannst du mir helfen" fordi mit styrer dativ. Det er godt at huske :)
(der er i øvrigt mange verber der styrer dativ, og også akkusativ som er gode at lære og huske.)  

#2 - Jeg har måske overset noget, men hvor kommer mit, som jeg udmærket godt ved styrer dativ, ind i billedet?

Edit:

I øvrigt er ”mit” en præposition, ikke et verbum.

Korrektion: HELFEN (=verbum) styrer dativ. Så der kommer din overflødige sætningsanalyse ind. 

#4 – jo tak, jeg er udmærket klar over din "genvej", men det ændrer vel ikke på, at mir er indirekte objekt i sætningen, og bør elever ikke forstå sætningsanalysen frem for blot at kunne en masse genveje, selvom disse jo uden tvivl kan være belejlige. 

Du bruger meget tid på at fremhæve, at du var klar over ditten og datten. Tillykke med det. I don't really give a crap. I øvrigt er jeg slet ikke enig i din sætningsanalyse, så det er nok ÅRSAGEN til, at man skal kunne nogle af de verber, der styrer enten akkusativ eller dativ.

Lad os oversætte sætningen til dansk og tage den derfra ;) 

"Kan du hjælpe mig?"

Verballedet = kan hjælpe

Subjekt = Hvem kan hjælpe? Det kan "DU"

Genstandsled: Hvem/hvad kan DU hjælpe? MIG.  ("Mig" er et såkaldt DIREKTE OBJEKT.)

I'm out. 

Så, hvis det er direkte objekt så skal det være Mir, ikke? Jeg har kun lært hvis der er noget der styr dativ, hvilket der ikke gøre i denne her sætning, så skal det være "mir"?

Generelt: Hvis det er direkte objekt/genstandsled skal det være "mich." Men i din sætning styrer "helfen" dativ, og derfor skal det være "mir." Som sagt er det derfor godt at kunne de verber, der enten styrer akkusativ eller dativ, da man ryger i fælden, selvom man kan finde ud af sætningsanalyse. :) 

Lucem,

Din forståelse af hvad et indirekte objekt er, skal nok friskes noget op.

Du skal vist lige læse en gang til på hvad et indirekte objekt er for en størrelse.

I disse tilfælde bedrøves jeg over at de skandinaviske sprog i sin tid blev "autonome" og droppede kasusbøjningen; havde vi stadigvæk de samme kasus som tysk, islandsk og færøsk, ville tyskundervisningen i Danmark formentlig glide nooooget nemmere. ;)

Jeg tror mere, det har noget at gøre med, at mange tager sætningsanalyse for givet og tror, at det er unødvendigt. Gymnasiet gør i hvert fald sit for at få det banket ind i os elever, har jeg erfaret. 

Et sprog som f.eks. dansk har altid været tilbøjeligt til at skaffe sig af med alle former for redundans. Da vi bruger personlige pronominer i forbindelse med et verballed, har vi ment at personendelser ved verber er overflødige, og har derfor afskaffet dem. Den seneste verbalform der blev opgivet i Danmark, var  flertalsformen på -e, hvilket skete sidst i det 19.årh. H.C. Andersen (1805-75)  skrev f.eks.  "de ere" og "de komme" i nutid  i stedet for "de er" og "de kommer". Næsten samtidig opgav man endelsen på -er i 2.pers. flertal (Cf. Grundtvig: "Kommer hid, I piger små") og den gamle bibeloversættelses "Lader de små børn komme til mig").

Da man på flere romanske og slaviske sprog normalt har verballeddet uden brug af et personligt pronomen som subjekt, er man naturligvis nødt til at have en personendelse på verbet for at kunne se hvilken person ytyringen står i. Det er overflødigt (redundant) på dansk.

På samme måde er dansk et sprog som anvender præpositioner til at angive forholdet mellem to størrelser, -i modsætning til f.eks. latin, som i høj grad er et kasussprog, .....lige som i vore dage finsk er det (15 kasus).

Vi har på dansk kun bevaret nogle få rester af kasus i navneordene: "at gå til hånde"  -  "til vands"  -  "til lands" -  "til søs"  - "til stede" etc.  Desuden har vi bevaret genitiv som en levende kasus.

En anden ting som har gjort kasus overflødige på dansk, er den faste ledstilling i vores sprog. Grundleddet og det direkte objekt og det indirekte objekt har sine helt faste pladser. Da kasus vil afsløre hvillket sætningsled et navneord er på latin, kan man sætte de forskellig led næsten hvor man i en latinsk sætning uden at meningen bliver uklar. ("drengen elsker pigen" = puer amat puellam - puellam amat puer - amat puer puellam -etc.). På dansk betyder "Pigen elsker drengen " ikke det samme som "Drengen elsker pigen", og vi har ikke brug for kasus

Nu er dansk ikke det eneste dybtallerkensgenopfindende sprog; der er flere andre germanske sprog som også har "set lyset" og fået muget ud. Slaviske sprog er ikke værre: bulgarsk og makedonsk har helt droppet kasusbøjningen, og slovensk er det eneste slaviske sprog som stadigvæk har dualformer. Sådan er det med sprog; de udvikles.

De danske eksempler du nævner er sådan set ikke udelukkende danske; driva till havs; till sjöss, gå till handa; gå till skogs hittar vi även på svenska.

Min pointe var snarere at danske elever ville finde det nemmere at forstå hele idéen med kasusbøjning hvis samme fænomen var tilstedet i modersmålet. Slaviske folk har som oftest har nemmere ved at lære tysk sammenlignet med germanere; den slaviske accent kommer de ikke sjældent uden om ("gutn tak, išprehe dojc" (med hacek over c'et)), men når man fortæller dem at dit styrer dat og bip styrer båp, så forstår de de pr. omgående, thi det modsvarer stort set det samme i modersmålet.