naturvidenskabelige revolution

Jeg ville nok være tilbageholdende med at tillægge reformationen nogen synderlig rolle i den naturvidenskabelige revolution. Copernicus' værk angives af nogle at markere starten på den naturvidenskabelige revolution, men der er snarere tale om en langsom glidende overgang, hvor ideer grundlagt i renæssancen førte til en nyt verdensbillede, hvor Jorden ikke længere var centrum, og til at Aristoteliske principper blev erstattet af nye teorier, der var baseret på den videnskabelige metode, hvor eksperimenter dannede grundlaget for bekræftelsen eller forkastelsen af videnskabelige teorier.

De fleste af de centrale drivkræfter bag den videnskabelige revolution, som Copernicus, Galilei, Kepler og Newton, var fortsat dybt religiøse personligheder, der ikke havde noget specielt opgør med kirken eller religionen på programmet.

Den protestantiske reformation skal nok også ses som resultatet af en længere udvikling startet i renæssancen og formidlet ved opfindelsen af trykkekunsten efter 1450. Luther ville især gøre op med hykleriet i afladshandelen, korruptionen indenfor ledelsen af den katolske kirke, og med pavestolens absolutte autoritet.

og set i perspektivet af den fortsatte udvikling
i renæssancens menneskesyn, som i korthed
kan beskrives:
 

Med renæssancen opstår tanken om mennesket som et helt uafhængigt væsen, der hviler i sig selv og selv er udgangspunktet for alle virksomheder.
Renæssancen var blevet træt af arvesynd, samvittighedsnag og imaginære rædselsvisioner om et liv efter døden. Den vendte ryggen til døden, vendte sig mod livet og priste fornuftens stemme, som så længe var blevet overdøvet af larmen fra de stridende trosretningers sammenstød. 

Dette nye syn viser sig først og fremmest i, at man frigør sig fra alle bånd. Man accepterer ikke længere nogen autoritet, man lader sig ikke noget foreskrive, men man kræver ret til at tage sit liv i egen hånd og give det den udformning, man selv ønsker. Der kommer i dette opgør - først og fremmest med kirken – noget stolt og trodsigt over selve den måde, man hævder sin individualitet på.

Tidligere havde man altid forstået mennesket ud fra noget andet. Man måtte først beskrive dette andet, Gud eller verden, inden man kunne forstå mennesket, men da kunne man til gengæld også forstå det, for dets væsen gav sig ud fra den plads, det havde i den samlede tilværelse.
Med dette skema bryder renæssancen radikalt. Man vover for første gang det stolte forsøg at forstå mennesket alene ud fra det selv, man hævder for første gang, at mennesket slet ikke kan forstås ud fra noget andet, for det er selv sit eget udspring, eller kilden til, hvad det er, findes ikke andre steder end i det selv. Mennesket er i denne dybtgående forstand af ordet sin egen herre.

Renæssancens livsstemning var en overvældende fornemmelse af at besidde grænseløse muligheder og utrættelige kræfter, en dyb følelse af helt at være hjemme i verden og at være uindskrænket herre over alt, hvad den havde at byde på. Mennesket finder ikke længere sin naturlige plads i en helhed, men det stiller sig i centrum og forlanger, at alt andet skal bestemmes i forhold til det.