Marxisme

Marxisme er navnet på en teori om en politisk holdning til samfundet. Marxismen er opkaldt efter den tyske socialist, Karl Marx (1818-1883) og er baseret på hans idéer om et klasseløst samfund og ophævelsen af privat ejendomsret.

Hvad er marxisme?

Marxismen er en verdensanskuelse og en analysemetode til undersøgelse af samfundet, som koncentrerer sig om klasseforskelle og samfundsmæssige konflikter mellem grupper af borgere. Hoveddelene i Karl Marx’ analyse og kritik af kapitalismen er beskrevet i værket ”Kapitalen” (Das Kapital på tysk), som Marx skrev på indtil sin død. Efterfølgende udkom yderligere to bind i Karl Marx’ navn, udgivet af kollegaen og samfundsteoretikeren, Friedrich Engels. Gennem tiden udviklede Marx og Engels en lang række marxistiske samfundsopfattelser og teorier, som de udgav sammen heriblandt ”Det Kommunistiske Manifest” fra 1848.

Marxismen beskæftiger sig hovedsageligt med kapitalismen som produktionsmåde. Karl Marx var i høj grad påvirket af de politiske tendenser i samfundet i midten af 1800-tallet, og som politisk aktivist kom han i kontakt med arbejderbevægelsen, som viste ham de ulige økonomiske og sociale forhold mellem klasserne i samfundet. Han begyndte derfor at udvikle en filosofi, som fremhævede kapitalismen som et system, der fremmedgør mennesket fra dets sande jeg.

Marx mente, at strukturerne i samfundet ændrer sig med tiden på grund af modsætninger mellem produktionsforhold (de sociale forhold mellem grupper af borgere) og produktivkræfter (arbejdskraft, redskaber, maskiner og råstoffer samt personlige evner og viden). Produktionsforhold kan spænde fra slaveri, hvor ejeren af produktionsmidlerne også ejer arbejdskraften, til kapitalisme, hvor produktionsmidlerne er privat ejendom.

Marxisme og revolution

Ifølge Marx eksisterer der en konflikt mellem ejere og arbejdere i et kapitalistisk samfund – den såkaldte klassekamp. I det kapitalistiske samfund er det arbejdsgiverne (de rige, borgerskabet), som får overskuddet af de værdier, arbejderne (de fattige, proletariatet) producerer. Da gruppen af arbejdere altid vil være større end gruppen af ejere, er det derfor mindretallet (ejerne) som tager den største del af kagen for næsen af flertallet af befolkningen. Marx fremhæver, at arbejderne med tiden vil opfatte denne ubalance som uretfærdig, og nå til en forståelse af, at kapitalismen kun er til for at udnytte og undertrykke proletariatet.

Udover disse spændinger mellem arbejdsgivere og arbejdere er der interne modsætninger mellem virksomhedsejerne, da de er i konkurrence med hinanden om eksempelvis at holde lønningerne nede. Hvis lønnen holdes lav, vil efterspørgslen på varer falde, fordi folk ikke vil have råd til at købe det, de plejer. Hvis det sker, vil virksomhederne sænke priserne, så de kan komme af med deres varer. Det vil dog medføre, at nogle virksomheder må lukke på grund af for lav omsætning.

Klassekampen og den økonomiske dominoeffekt giver tilsammen grobund for spændinger mellem gruppen af virksomheder og arbejdere, som begge oplever økonomisk pres. Marx mente, at disse faktorer vil anspore en proletarisk revolution, som over tid vil erstatte det kapitalistiske samfund med et socialistisk, hvor folket er solidarisk med hinanden og fælles om at eje produktionsmidlerne. Det socialistiske samfund vil dog kun eksistere i en overgangsperiode, da folket vil stræbe efter endnu større lighed og retfærdighed mellem mennesker. Det socialistiske samfund vil derfor endeligt udvikle sig til et klasseløst kommunistisk samfund baseret på fælles ejendomsret over produktionsmidlerne, hvor hver borger bidrager så meget som muligt til samfundet, og hvor produktionen af varer og ydelser er baseret på den faktiske nødvendighed. Marx fremhævede i den forbindelse, at det kommunistiske samfund bedst bygges på princippet om, at alle borgere yder efter bedste evne og nyder efter behov.

Marxismens udvikling

Tilhængere af marxismen har gennem tiden opdelt sig i forskellige grupper med forskelligt fokus på de tre stadier i marxismen; revolution, socialisme og kommunisme. Fra omkring år 1900 har marxismen udviklet sig i retning af en socialdemokratisk form og en mere revolutionær kommunistisk form. Den revolutionære form har desuden udviklet sig til bl.a. leninisme, maoisme og stalinisme – opkaldt efter lederne af de forskellige marxistiske bevægelser.

Marxismen i praksis

Adskillige lande, særligt i Østeuropa efter 2. Verdenskrig, har forsøgt at indføre marxismens idéer som samfundsmodel gennem revolution. Selvom mange af disse landes regeringer i overgangsfasen har påstået at handle udelukkende på vegne af befolkningen, har dette hidtil ikke været tilfældet, da regeringerne har måttet bruge magt for at gennemtvinge en revolution. Verden har derfor endnu ikke set et reelt samfund opbygget på den marxistiske tankegang.

Neomarxisme

Neomarxisme, eller nymarxisme, er en løs betegnelse for forskellige moderne marxistiske tilgange, der ændrer eller tillægger den klassiske marxisme elementer fra andre videnskaber, eksempelvis kritisk teori, psykoanalyse og eksistentialisme. Disse moderne grene af neomarxismen er primært opstået med henblik på at forklare spørgsmål, som Marx ikke redegjorde for i sine værker. Der findes derfor mange forskellige undergrupper af neomarxisme, som ofte ikke er i overensstemmelse med hinanden og deres teorier.