Grammatik Hjælp

Hej allesammen. jeg har skulle skrevet en novelle i dansk. Den, jeg har skrevet, er jeg selv enig i at den ikke er særlig god, men jeg kunne ikke finde på bedre. Jeg er bare lidt usikker på grammatikken, og vil gerne have nogle andre til at læse den igennem, og rette gramattiske fejl.
Den novelle jeg har skrevet lyder sådan her

"Der stod hun. Hvor var hun smuk i den lange hvide brudekjole. Hun så lykkelig ud, komplet uvidende om min sorg. Komplet uvidende af, at jeg altid har elsket hende. Lige siden fra den dag jeg mødte hende først, for mange år siden…
Jeg husker det som det var i går, også selvom, at det egentligt var længe siden. Meget Endda. Det var dengang jeg lige havde startet på gymnasiet. Tror det var lige efter en matematiktime. Jeg gik hen til mit skab for at hente ting til timen bagefter, tror vist det var Fysik. Der sad hun synket sammen i gråd. Jeg spurgte, hvad der var galt, og hun sagde, at hun havde blevet banket af nogle fra 2.g. Jeg trøstede hende, og det blev starten på at godt venskab. Jeg begyndte før eller siden at føle mere, måske alt for hurtigt endda, men jeg turde ikke sige det. Var for bange. Bange for, at hun ikke følte det samme, og ville droppe mig hvis jeg sagde det. Men så skete der det, at hun mødte en anden, og da troede jeg, at det var for sent, og forhindrede mig yderligere i at få det sagt.
Nu står jeg her, og famler med det dumme slips på smokingen, der desuden er alt for lille. Jeg står og kigger på bruden, den smukke, smukke Eveline, hvis navn er lige så elegant som hun er.
Hun står ved mig, da jeg er den der skal køre hende til brylluppet. Hun står og snakker til mig, nok om noget vigtigt, men jeg hører ikke rigtigt efter. Jeg får endelig slipset til at sidde rigtigt, og så er det ud i bilen. Hun går yndefuldt, næsten som en svane, men Forsigtigt, som on hun er bange. Bange for at blive beskidt i den billige, gamle bil, eller bange for at blive gift, jeg ved det ikke. Men hun er bange, jeg kan se det i hende. Det hele kan også bare være ønsketænkning. Det er sket mange gange før, det med ønsketænkning. Med hjernen der fortæller en, at hun i virkeligheden ikke er lykkelig. I virkeligheden ikke er glad for sin kæreste, eller kommende ægtemand. Jeg skulle enlig køre, men jeg glemmer at holde blikket på vejen. Tænker for meget, tænker, at dette her er latterligt. Tænker, at Jeg godt nok er for dum, ikke at have sagt det i tide. Sagt hvor meget jeg elsker hende. Men det er for sent nu, Game over.
Vi ankommer endelig til kirken, hvor de fleste er der. Men ikke brudgommen. Han kommer vidst for sent, eller har han haft andre tanker, man kan kun håbe. Man føler sig egentlig beskidt når man tænker sådan nogle tanker, men man kan alligevel ikke lade være med at tænke dem. Man står inden i kirken, mange beundrer de flotte skildringer fra biblen over alt i kirken. Jeg står bare, håber på at brudgommen aldrig kommer, Føler mig som jeg kun kan forestille Jesus følte på korset, og så alligevel ikke. Har egentlig aldrig rigtigt set Brudgommen, jo, på nogle gamle billeder, men ellers ikke.
Så kommer brudgommen. En nydelig ung mand, Sort, kortklippet hår, uden skæg.
Meget flottere end mig, men Det føles bare som om der er noget skidt, der lurer under hans flotte ansigt. Nok igen bare ønsketænkning. Hun føres op af kirkegulvet af sin far. Har aldrig vidst om han var glad for Evelines venskab med mig, men han har altid virket meget venlig. Eveline ser lykkelig ud på facaden, men jeg kan se frygten lure bag den lykkelige maske. Eller også er det ønsketænkning, hvem ved. Salmen lyder, alle synger, også jeg, men mest for at skjule hvad jeg syntes om dette her.
Salmen er slut efter hvad der føltes som en evighed, og den lettere buttede ældre præst siger ”Lad os alle bede”.  Alle beder til gud, den bøn som jeg aldrig kan huske, så jeg mumler bare og håber, at ingen opdager det. Gjorde de vist heller ikke. Det var i hvert fald ingen sure blikke, fra folk der kiggede på mig. Efter bønnen bliver præsten ved og ved med at tale, om hvad personer der måske ikke engang har eksisteret har sagt og skrevet ned. Endnu en salme lyder, og trækker næsten ud i langdrag, der føltes som en evighed. Nu står de der foran alteret, begge to med meget lykkelige ansigter. Evelines lykkelig ansigt ser næsten som en maske, som om at hun virkeligt ikke ønsker dette her. Ønsketænkning igen. Eller er det?
Præsten lyder igen, hans stemme høj og højtidelig
”Peter Hansen, vil du tage Eveline Knudsen som hos dig står til din ægtehustru?”
”ja” lyder det fra Ham
”Og vil du, Eveline Knudsen, tage Peter Hansen som hos dig står, til din ægtemand?”
Et lettere usikkert ”ja” kommer fra Hende.
Til slut spørger præsten ”Er der nogle indvendinger mod, at dette ægteskab skal finde sted?”"


Kunne ikke få layoutet rigtigt ind via dette forum, men vil som sagt gerne have gramattiske fejl rettet F.eks med komma og stort bogstav, hvilket jeg er ret dårlig til. Tak