Kronik - Forståelse af tekst

Hej alle - For at gå direkte til mit problem/spørgsmål, vil jeg egentlig bare høre om hvordan i forstår denne tekst, som står nedenfor.
Jeg skriver herind, da jeg er gået lidt død i mit problem. Jeg sidder og skal skrive en kronik om denne tekst, men føler at jeg har enormt svært ved at forstå denne tekst, altså hvad er hendes budskab og hvad vil hun helt konkret have ud af denne tekst. Håber nogle kan hjælpe mig, alt hjælp vil værdsættes. 

Teksten: Merete Pryds Helle: Litteraturen skal skyde spejlet i stykker.
Lad os ikke nøjes med det, der ligner virkeligheden; vi er alligevel begrænsede af
vores fem veldefinerede sanser, og verden rummer mængder af begivenheder,
sanserne slet ikke kan opfange, skriver Merete Pryds Helle. 

1. Et årti er ganske kort. Men langt nok.

2. Frihed. Absolut frihed; enhver forfatter må hver dag, i hver sætning og i hvert digt eller
hver fortælling, være fuldstændig fri af konventioner. Fri af forestillinger om, hvad
litteratur er eller bør være, det være sig 'realistisk litteratur', 'den brede fortælling',
'avantgarde', 'det urimede digt', 'det frie digt' (digtet er ikke frit, hvis det på forhånd er
gennemtænkt, hvordan det skal være frit). Hvor meget man end forestiller sig, at den
litteratur, man skriver, vil være ny, er allerede tanken om, at den skal være ny, en
spændetrøje for tanken og forestillingsevnens frie bevægelse.
Ikke kun ordet skal være frit, også tanken bag ordet skal være fri, men gennemtænkt. Frit,
men ikke tilfældigt, medmindre man forsøger sig med tilfældigheden som en
gennemtænkt strategi for at erobre friheden.Tro ikke, at det er nemt; man tror altid, at det er frihed at forholde sig til det umiddelbart
forestående som den norm, der skal brydes i frihedens navn, men det, der skal brydes, er
langt mere omfattende, det er måske ens egen måde at tænke verden på. Frihed kan være
at tage traditionen på sig, lige så meget som at kaste den fra sig; hver gang forfatteren
tænker 'Sådan kan man da ikke skrive', skal man forsøge at skrive sådan. Hver gang man
tænker 'Det her ved jeg virker i teksten', skriver man noget andet.

3. Etik. Det er ikke ligegyldigt, hvad man skriver. Alle tekster, også de abstrakte, har et
indhold. Alle tekster videregiver et livssyn, og det livssyn bør forfatteren forholde sig til;
mener forfatteren virkelig, at mennesket er sådan, som det bliver beskrevet?
Det er nemt at skrive om det kuldslåede, ulykkelige menneske, der har de og de mangler i
forhold til resten af menneskeheden. Men findes det menneske? Er der virkelig tomme
mennesker i verden, der mangler noget i forhold til deres omgivelser? Ulykke findes, ja; og
en kuldslået tilværelse, ja. Men også det menneske, der lever fuldt igennem den ulykkelige
tilværelse. Det nytter ikke noget, at forfatteren tager sine læsere i hånden og de sammen
nikker over De andre, De beskrevne. Hvis forfatteren mener sig bedre end sine personer,
må forfatteren stå frem som et menneske, der mener sig bedre end andre mennesker.
Trænger vi ikke til personer, der er klogere og har mere livsfylde end deres forfattere?

4. Bør litteraturen forandre verden? Man kan sige, at i vor tid er det den absolut mest
radikale handling at sætte sig i en stol og læse en bog. Det er at skabe et fællesskab mellem
bevidstheder båret af sproget og tanken og indlevelsesevnen. Det er næsten nok til at
forandre verden; men det er ikke ligegyldigt, hvad der står i bogen. Litteraturen trænger
ind i andres tanker; så hvad er det, vi som forfattere vil lukke derind?
Misforstå mig ikke; skriv gerne om menneskets ondskab, grusomhed og skyggesider, men
vær bevidst om at bogens handling er en handling i verden, som forfatteren må stå inde
for.
De andre er ikke de andre, de er os selv i et andet format.

Litteraturen afhænger ikke kun af forfatterne, men også af læserne; først når litteraturen
bliver læst, får den betydning; først når der læses, bliver der handlet radikalt. Alt det, man
ikke gør, når man læser, gør at læsningen kan forandre verden. Alle de tanker, der
formidles som bølger gennem de læsende, et stort litteraturfantasitankehav, der skyller
omkring i vores bevidstheder, kan være en tsunami, der virkelig mærkes.

5. Al magt til fantasien. Man kan betragte litteraturen på to måder; som et spejl, hvori
læseren ser sig selv, eller et vindue, hvorigennem læseren ser noget uden for sig selv.
Jeg har lige skrevet, at de andre ikke er de andre, men os selv i et andet format. Men de
andre er også de andre, vi er ikke kun spejle for hinanden. Litteraturen skal sparke døren
op, så der er frit udsyn. Litteraturen skal skyde spejlet i stykker, som kunstneren
Pistolettos enorme ødelagte spejle på Biennalen i Venedig 2009.
Litteraturen skal ikke kun få læseren til at genkende sin egen erfaringsverden, men udvide
den erfaringsverden.
Her kommer fantasien ind.
Vi kan skrive alt.
Alt er muligt, alt findes i skriften.
Lad os ikke nøjes med det, der ligner virkeligheden; vi er alligevel begrænsede af vores
fem veldefinerede sanser, og verden rummer mængder af begivenheder, sanserne slet ikke
kan opfange.
Lad litteraturen fange det.
Med fantasien.
Med ordet.
Med tanken.
Manifestet siger: Tænk. Skriv. Læs.
Også i dette årti.