Bedøm min fantasy-stil

Her kommer den:
Den væg, jeg sad og stirrede intenst på, var lyst gul. Man kunne se, at støvet havde danset let over det gamle tapet, men efterladt det stadigt gult. Det mindede mig om væggene på mit værelse. Malet med år af farverig historie, og selvom tapetet, og væggene for den sags skyld, også var slidte, stod fortællingerne lysende klare i mit hoved. Farverne, der tonede frem i alle afskygninger. Pastel, neon, gråtoner og de varme farver. Selv om farverne måske så varme ud, skulle man ikke lade sig narre. De fyldte mig, og sikkert også alle dem, der havde turdet høre historierne bag dem færdig, med en ubeskrivelig koldhed. Selvmord var flere af dem. Had. Ondskab. Hver eneste gang jeg ikke havde noget at lave, endte jeg med at stirre intenst på tapetet. Historierne brusede koldt frem, som de store saltvandsbølger, der hvor havene mødes. Koldt, brutalt og en anelse fascinerende. Fortællingerne var udadtil så spændende at alle havde lyst til at høre med, men det var de færreste, der nogensinde fik modet til at høre dem færdige, når det kom til stykket.
Min far var voldsomt sur på min egen kære moder efter min fødsel. Hun ville væk fra verden, grundet mig. Så da hun mystisk forsvandt, var vi på alles læber. De mennesker, der skulle forestille vor kære venner og bekendtskab i den svære tid, forsvandt sagte og begav sig over imod gruppen af mennesker, der bare ville sladre. Sladre om alt. Måden vi opførte os på. Måden, vi ikke tog ansvar for vores eget liv, på. Alt var interessant, så længe det var om de ’kendte’ på den lille, grønne villavej. Derfor startede historierne om mig, dem der førte til det hele.
En dag, på vej hjem efter skole, var der nogen der råbte efter mig. Det står ikke helt klart hvad de råbte om, men jeg erindres at det var noget meget voldsomt. Jeg mener, at det var nogen fra min egen klasse. De kunne ikke rigtig håndtere alle de spørgsmål, der lige pludselig piblede frem. Det var meget ubehageligt, at jeg ikke kunne komme i skole, uden folk ville sætte spørgsmålstegn ved min opførsel og mig i det hele taget. Selvmord var nok ikke så langt ude i min fremtid, tænkte jeg tit på, men jeg blev bange for min egen beslutsomhed, så fortvivlelsen kom mig altid til undsætning.
På mit værelse hang det fineste billede af havet. Det var taget af min far for et par år siden, og selvom de kolde farver var falmet i billedet, fremstod det som et fantastisk billede efter min mening. Hver eneste gang, der var nogen, som spredte nye historier om mig, var billedet min klippe. Jeg forestillede mig, at det var min mor, der talte til mig, sagte som bølgerne plasker ind mod strandkanten. Overraskende nok syntes jeg faktisk, at det virkede. Men min far kunne ikke se det fortryllende i billedet længere, så han tog det ned. Der var der noget, der gik i tusind små stykker inde i mig.
En dag i kolde februar, opdagede jeg noget besynderligt. Der, hvor billedet engang havde hængt, kunne min hånd gå lige igennem væggen. Jeg følte intet ubehag ved det, snarere tvært imod. Lige da min hånd gik gennem væggen, fyldtes min krop med en ubeskrivelig dejlig varme. Det spredte sig hurtigt fra mine hænder helt ned ved mine tåspidser, og varmen fór hurtigt op igen og steg mig til hoveds. Min ellers ikkeeksisterende nysgerrighed pirrede mig til at stikke den anden hånd ind i varmen også. Da så ud som om, jeg ingen hænder havde, prøvede jeg med hele armen. Derefter den anden arm. Det føltes som om, hver eneste spænding i min lange krop blev forvandlet til glæde. Ren og skær glæde. Lige pludselig begyndte noget at trække i mine arme. Først var det en svag trækken, og jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne få mine arme ud igen. Så stille som muligt, prøvede jeg at trække dem til mig igen. Men kraften var for stærk, den trak mig bare ind. Da hovedet kom med ind i varmen, blev det alt for varmt. Støv, der lignede lidt pulveriseret sølv, fumlede op omkring mit hoved. Det var ret forvirrende, og jeg kunne slet ikke være i det. Klaustrofobien fra den lille ’gang’ på 90 x 90 centimeter steg mig til hoveds, og skrigene begyndte at forlade mig. Støvet røg ind i mine øjne, og til sidst gav jeg op. Overgav mig bare til de højere magters kraft.
Da jeg kom til bevidstheden igen, lå jeg i en grå gang. Alt støvet, som jeg erindrede, var helt væk. Gangen var også blevet større. Jeg kunne med mine 180 centimeter sagtens stå op. Mine ben rystede kraftigt under mig, og det føltes som om jeg først nu skulle lære at gå. De grå betonvægge i gangen brugte jeg som støtter. Hev mig op i neglene på de glatte, grå vægge. Lige pludselig kunne jeg mærke et eller andet komme til på mig. Bare sådan en fornemmelse man har. Jeg havde ikke rejst mig op endnu, det var for svært, så jeg var skræmt fra vid og sans, da jeg mærkede noget kom imod mig. Det var meget ubehageligt at være hjælpeløs på den måde, jeg kunne hverken gøre fra eller til. Der var lys hele vejen ned af gangen, så langt mit øje kunne række. Langsomt gik alt lyset ud, bortset fra tre lamper. En ad gangen, de tre eneste tændte var den over mig, den lidt længere henne, og den bag ved. Det var præcis her, at jeg normalt ville slukke for filmen og finde noget andet at lave, men her var det jo ikke så enkelt.
Skikkelsen, der nu var ti meter fra mig, lignede en kutteklædt sort mand. Ikke et ord kom fra hans mund. Han holdt sine sorte, uplejede hænder foran sig, samlet i en mærkelig samling. Neglene var helt hvide. Det fik hans hænder til at se mistænkelige ud. Da gik det op for mig, at han manglede to fingre på den ene, sorte hånd. Lyset fra de kolde, runde lamper tændtes, lampe for lampe han kom tættere på. Tre meter foran mig stoppede han brat. Hænderne slap hinanden og gled langsomt ned langs siden på den sorte kutte. Jeg var stadig skræmt, men ikke et ord forlod min mund. Heller ikke hvis jeg prøvede at skrige. Det var som om, at han havde fastlåst min stemme. De sorte hænder rakte han hen mod mig, og min krop rejste sig langsomt og lydigt op, først det ene ben, så det andet og til sidst stod jeg helt op. I dette tilfælde havde jeg dog intet at gøre med det, min krop rejste sig kun ved hjælp af den kutteklædte mand. Lige så stille vendte han sig om og gik frygtindgydende igen. Da han var omkring fem meter foran mig, begyndte min krop at sætte den ene fod foran den anden i en endeløs rytme. Stille, roligt og blødt fik manden den ene bare fod til at gå forbi den anden. Det føltes som om, jeg havde sko på, selvom jeg gik i de bare tæer. Vi gik sammen ned af den lange, gråtonede gang, i små sagte skridt. Jeg kunne stadig ikke mæle et ord, selvom jeg forsøgte flere gange. Manden sagde heller ikke noget. Han gik bare. Man kunne ikke engang høre, at han trak vejret eller gik. Man kunne kun høre mig. Mine skridt, min vejrtrækning i flere timer. Vi gik bare.
Da den kutteklædte mand stoppede, føltes det som om, at jeg havde gået i timevis. Mine blege, fine fødder var helt trætte. Jeg var også træt. Selv om det var manden, der havde fået mig til at gå, var det stadig mig, der havde gået, og som derfor følte sig helt slidt. Hans sorte, uplejede hænder vendte sig mod mig. Uden resten af kroppen fulgte med. Han foldede dem ud, fra en knytnæve til en udstrakt hånd. Bagsiden af hans hænder var lige så hæslige som forsiden. Huden var helt flækket, og der var store ar, som gik helt fra forsiden til bagsiden. Man kunne se, at sårene havde været dybe, da arrene stadig var en smule opsvulmede og havde en grålig tone i sig. Hænderne hævede han langsomt mod mig, og han gjorde dermed tegn til at jeg skulle stoppe. Han vendte sig mod mig. Kutten røg ned, og det var en halvgammel mand, der stod foran mig. Hans øjne var overraskende nok grønne som smaragder, der funklede i månens- og stjernernes lys på en kold vinteraften. Han stirrede koldt i mine øjne. Han havde et sæt tøj på der mindede mig meget om et jakkesæt. Det var bare helt sort i stedet, og det eneste fremtrædende ved ham, var hans grønne øjne. ”Du skal blive der”, var det eneste han sagde til mig. Så vendte han sig væk fra mig igen, og fortsatte ned af den uendeligt og koldt belyste lange gang.
Da jeg havde stået og ventet i et par minutter på noget, jeg ingen anelse havde om hvad var, satte jeg mig ned. Min chokolade-brune cardigan holdt mig ikke længere varm, så jeg trak mine ben til mig og lagde hovedet på mine knæ. Lige da begyndte jeg at føle mig dårligt tilpas. En kvalmende fornemmelse steg langsomt op gennem kroppen på mig, men jeg kunne ikke kaste noget op. Intet kunne jeg. Ikke engang sige mit eget navn. Jeg lagde hovedet op af muren, jeg sad lænet op af, og ventede noget mere. Minutterne gik, og det var svært at holde mig selv vågen. Mine øjenlåg blev langsomt tunge, selv om jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde mig vågen.
En stille hvisken bredte sig. Jeg var vågen, men turde ikke åbne mine øjne, så jeg kneb øjenlågene sammen og hørte godt efter. ”Det, du leder efter, er her ikke” blev kvindestemmen ved med at sige. For hvert ord, hun sagde, fløj der en kold lille brise forbi mit blege ansigt. Mine øjne åbnede sig modvilligt, og intet var at se. Bortset fra at stedet havde ændret sig. Jeg kunne høre, at der var et springvand et sted. I stedet for den uendeligt lange gang, sad jeg nu i et kvadratisk rum med farverige tegninger på væggene. En var af en koalabjørn, der sad og spiste lyse- og mørkegrønne blade. Nogle andre var af fisk, hvaler og delfiner. Det var store tegninger. De var alle på størrelse med et mellemstort fjernsyn, som jeg havde på mit værelse. I den anden del af rummet var et rindende springvand. Den beroligende lyd fra det bløde, blå vand var dejlig. Springvandet var af sten, og havde udskåret små, fine snørkler på stilken, der holdt karret op. Vandet løb ned af en udskåret side, og løb videre ned i et hul i gulvet. Pludselig kunne jeg høre en lyd, der mindede lidt om lyden, man hører, når papir krølles. Et sted midt i en tegning af en tukan, der sad i et træ, begyndte væggen at omformes til et stykke træ. Lyden fortsatte, og jeg kunne se at det var en dør af mørkt lakeret egetræ. Jeg gik et par skridt tilbage, og observerede at døren åbnede sig langsommeligt. På den anden side, var der mørke. Ud af døren kom en person, der ikke var til at tage fejl af. Min mor.
Det var som om at kigge mig selv i spejlet. Det lange, let krøllede mørke hår, faldt naturligt langs hendes smalle skuldre. Højden var nogenlunde ens, hun var bare lidt lavere end mine 182 centimeter. Hendes øjne var dog blågrå, hvor mine var brune, præcist som min fars. Hun gik et skrift nærmere mig. Den mørkeblå bluse med flæser hun var iklædt, bølgede let. De sorte sko sagde som hæle, der går på et fortov. Vreden og skuffelsen bredte sig i mig som en steppebrand. Havde hun kreeret dette mærkelige, magiske univers for at lede mig til hende, efter hun forlod mig som spæd? ”Du skal ikke komme nærmere”, sagde jeg koldt. Jeg kunne mærke en tåre trille ned af kinden. Saltet tørrede ind i min hud, og det føltes kradsende. I virkeligheden ville jeg jo godt have vidst, hvem hun var, og hvorfor hun havde efterladt mig, men jeg kunne ikke sige noget om det. Stoltheden havde jeg vel stadig. ”Vil du ikke høre hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort?” Hun kiggede spørgende og opgivende på mig. Jeg rystede på hovedet til svar. Tårerne blev hurtigt flere, og selv om jeg arrigt tørrede dem væk, hjalp det mig ikke. ”Hvorfor er jeg her?” Til svar kiggede hun kun flovt i gulvet. ”Send mig hjem med et af dine små tricks igen. Tror du virkelig, at jeg rent faktisk gider se på dig eller tale med dig, efter alt det du har gjort mod mig?” Der kom intet svar tilbage. ”Jeg spurgte dig om noget!”, råbte jeg arrigt. Hendes krop vendte sig væk fra mig, og hun gik ud af den store egetræsdør.
Pludselig kom alt støvet tilbage fra den lange gang. Det pulveriserede sølv dannede en stor sky om mig. Det drejede rundt i en endeløs cirkel og lød som sand, der bliver hvirvlet op på en efterårsdag. Springvandet stoppede. Det fine kar faldt til gulvet og gik i tusind stykker. Døren forsvandt, og tegningen kom igen, men alle tegningerne forsvandt ind i væggen, som når man rører ved et stykke brændt papir, smuldrede det bare væk i pulver. Skyen blev større. Jeg lukkede mine øjne og overgav mig helt. Lyden blev kraftigere og tog til, indtil mine bare fødder løftedes fra jorden. Lyden forsvandt med det samme, og den store hvirvel havde smidt mig på fortovet i København. Folk så mig ikke. Som om de kiggede direkte igennem mig. Jeg rejste mig op, og børstede sølvet væk fra min krop. Der kom nogen gående. Overvejelserne gik igennem mig, men jeg spurgte dem impulsivt om de kendte vej. I stedet gik de direkte igennem mig. Sådan fortsatte det med to andre. Så gik det op for mig. Jeg var blevet fanget i min mors skæbne.

Tak for din store hjælp.
Skriv gerne hvis der mangler noget, som fx. mere fantasy i historien