SLutning-ret hjæææælp! :D

Nogen der kan hjælpe. Er lidt i nød, ka ikke komme vider, så tænker på at slutte den.

Ved bare ikke hvordan inu. Opgaven går ud på at fortsætte her fra:

Malene kom slentrende hen ad gaden. Hun gik langsomt og betragtede trafikken. Det var
forår, solen tittede frem bag skyerne og varmede dejligt på ryggen. Hun stak højre hånd i
jakkelommen efter pakken med tyggegummi, men mærkede i stedet et stykke papir. Det
undrede hende, så hun tog papiret op og kiggede nærmere på det. Åh ja – sedlen.

Det jeg har skrevet vider:

Hun havde lykkeligt glemt alt om den seddel indtil nu. Hun havde lagt den i sin jakkelomme for både at skjule den og forsøge at smide den væk. Malene fik tårer i øjnene og skyndte sig at blinke et par gange, for at de skulle forsvinde. Hun havde lovet sig selv ikke at tude som en

lillepige. Hun bandede for sig selv, og ønskede den satans seddel tilbage hvor den kom fra. Hun ville ikke have den.

Malene kiggede ned og så på sit ur. Det var på tide at vende om og

gå hjem. Hun havde gået inde i byen lige fra skole af og til nu, det var næsten spisetid og hun vidste, at hendes mor ville blive bekymret også begynde at ringe til alle hendes venner, for at spørge om hun var sammen med dem. Det havde hun gjort mange gange og hun var fuldstændig ligeglad med hvor pinligt, det var for Malene. Hendes fødder gjorde

ondt, og hun havde det, som om hun havde løbet i timevis. Måske var det nemmeste bare at sætte sig ned lige mit på fortovet. Give op og give slip på alt der betød noget. Det var godt hun var enebarn bare tanken om, at have en søster eller bror man skulle forlade ville være uudholdelig.

Hvis hun da skulle forlade nogen. Det var jo ikke sikkert, men hun havde

altid sagt til sig selv, at man skulle være forberedt på det værste.

Hun var nu på vej hjem, før hendes mor blev ude af sig selv af bekymring. Den kvinde havde den sygeste fantasi, om hvad der kunne ske hende, hvis hun bare kom ti minutter for sent. Malene travede af sted og havde ikke særlig meget lyst til, at få den skideballe af sin mor, hun bare vidste der ventede hjemme.

Da hun var nået hjem, sparkede hun alle stenene op i indkørslen, så de fløj ud over det hele. Hun nåede akkurat lige at tage et skridt

ind af døren, før hendes mor var over ved hende. Hendes  mor begyndte at råbe og skrige af hende.

”Hvor har du været Malene?” Spurgte hun ophidset.

”Ingen steder, bare lidt nede i byen.”

”Du ved godt det ikke er godt for dig, at gå så meget husk på at du bliver meget hurtigt træt.”

Nu blev Malene gal, og begyndte at råbe.

”Jeg skal nok selv bedømme, hvornår jeg er træt og den eneste grund til du er så mærkelig er at jeg viste dig sedlen, hvilket jeg aldrig skulle have gjort!”

”Jeg er din mor, jeg har ret til at vide at min datter har fået konstateret kræft!” ”Jeg kan godt finde ud af at passe på mig selv, jeg er sgu da 18 år.”

”Så længe du stadig bor i mit hus, gælder mine regler.”

Malene var rigtig sur nu og kunne også føle på sin mor, at hun var irriteret, så hun valgte at undgå endnu mere konflikt ved at gå sur ind på sit værelse og smække med døren, så hendes mor kunne forstå, hvor meget hun ikke gad have, at hun blandede sig i hendes ting.

Lige så snart hun tog skridtet ind ad døren til hendes værelse, fortrød hun alle sine ord og skyldfølelsen strømmede ind i Malene, hendes mor var selvfølgelig en ligeså stor del af det som hun var.

”Jeg er ved at blive et af de egoistiske syge mennesker, der kun tænker på sig selv, i stedet for dem der er tættest på en.” Mumlede Malene.

Hendes mund var helt tør efter at have råbt så højt, og hendes mor havde haft ret, hun var helt smadret. Benene føltes som bly under hende, og hun blev nødt til at sætte sig ned på sengen.

Hun havde kvalme og havde følelsen af at kræften bare spredte sig rundt i

kroppen. Da hun sad der i sengen, kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske med hendes mor, hvis kræften tog livet af hende. Hun prøvede at forestille sig det og vidste præcis hvad hendes mor ville gøre.. Hun ville garanteret sidde ved køkkenbordet

og drikke sig fra vid og sans, tænkte Malene. En af grundene til at Malenes far skred fra hende.

Det havde Malene aldrig glemt og beskyldte stadig sin mor for det, det var så sjældent, at hun så sin far, fordi han havde fået ny kone og to andre børn, plus at de boede cirka 5000 kilometer væk.

Hun gik ind på badeværelset for at tjekke hendes hår. Hun kløede sig i håret og stod og beundrede det lange kastanjebrune hår. Det var altid en af de ting hun best kunne lide ved sig selv. Hun ville starte på kemoterapi i morgen, og så ville håret lige så stille begynde at falde af, det plagede hende hele tiden. Tanken om at dø og bare forsvinde skræmte Malene, hun var glad for sit liv. 

Har brug for hjælp til en slutning eller bare til at komme vider.

hvis i har kommentar til noget bedre eller fejl så ville det være gooooodt. Tak på forhånd :).