Erstatning

"Den hang på en knagerække bagest i klassen og så gik jeg forbi og faldt i den. Hætten blev revet op og derved gik den i stykker."

Tror vidst du mangler at uddybe den del af historien lidt ;)

Ligegyldigt hvad:  Du skal kun erstatte værdien for en "brugt" jakke.

Du skal se dateret faktura for jakken.

Har du/dine forældre ikke en forsikring, der dækker ?

du er er nød til at uddybe. Fordi det kan være at du ikke behøver at erstatte den brugte jakke. F.eks hvis du blev skubbet af en fra klassen og det så gjorde at jakken gik i stykker så skal du ikke erstatte noget.

Sætningen referet i #1 er altafgørende. Beskriv så detaljeret som muligt hændelsesforløbet omkring din tur "forbi" jakken, det vil give det bedste udgangspunkt for, at foretage en vurdering af om du er erstatningsansvarlig eller ej. Dit tempo kan også have betydning, altså om du gik eller løb.

#4

Sætningen referet i #1 er altafgørende. Beskriv så detaljeret som muligt hændelsesforløbet omkring din tur "forbi" jakken, det vil give det bedste udgangspunkt for, at foretage en vurdering af om du er erstatningsansvarlig eller ej. Dit tempo kan også have betydning, altså om du gik eller løb.

Inden du boger den fuldstændig, så er det nok mere et spørgsmål om han "føler" sig forpligtet ifht. hans samvittighed, og om hvordan forholdet til hans kammerat der kræver den erstattet vil være efterfølgende.

Om han er juridisk erstatningsansvarlig er da fuldstændig ligegyldigt når det drejer sig om noget så almindeligt som det her.

#6 jeg er helt enig. Sagen er mere af moralsk karaktér end juridisk.

Med sætningen:
"Jeg mener at det ikke er min ansvar da jeg ikke gør det med vilje, da han har hængt den der på eget ansvar." synes jeg dog, at han selv ligger op til, at ville have en juridisk vurdering. Ligesom de andre svar i tråden peger i den retning.

#0
Først og fremmest kan det være værd, at undersøge om din (inkl. dine forældres) eller hans (inkl. hans forældres) forsikring kan dække skaden. I forhold til det moralske dilemma, så er moral jo (efter min mening) subjektiv, og du skal derfor gøre op med dig selv, hvad du synes er rimelig. Her kan du evt. tage en snak med din kammerat. Hvis du vælger at snakke med din kammerat om det, ville jeg personligt forsøge, at finde et ståsted selv, dvs. have en klar idé om hvad jeg synes var rimeligt inden vi talte sammen; med den idé i baghoved tror jeg det vil være nemmere at forklare hvor du står, her er det også vigtigt ikke at låse sig alt for fast på idéen, og være åben over for andre (hans) synspunkt, ellers er snakken jo ligegyldig.

Ud fra hvad du skriver, så virker det til, at du allerede har en nogenlunde idé om hvad du synes er rimeligt.