Novelleemne

Jeg har en novelle du må låne. Handler dæsvære ikke om teenageproblemer. Slutningen er lidt kedelig, men kan sagtens erstattes med dine tanker.

Stilhedens aura kunne mærkes, mens de kolde slag fra uret kunne høres for hvert sekund der gik. Håbet var der ikke, i hvert fald ikke den nat. Den nat der ikke kunne glemmes. Den eneste højtlydende stemme i den ensomme lejlighed var min 4 måneder gamle baby som skreg uafbrudt. Jeg havde flere gange prøvet at ryste det stakkels barn, men uden held. Mine tunge øjne kunne med besvær holdes oppe.

”Gud være med dig” hviskede jeg og ringede efter en ambulance. En rusten stemme var i røret. Vi havde snakket det hurtigt igennem. Jeg lagde røret stille og roligt tilbage. Jeg tog en dyb indånding og pustede ud. Tilbage var tanken om hvad der kunne ske. Lungeproblemer, hjertestop eller mangel af blod. Billeder i hovedet som fyldte, og som ikke kunne glemmes.

Ambulancen ankom uden udrykning. Jeg kunne høre lydene mod trappetrinene, som blev højere og højere. En hård banken på døren, og det næste jeg så var to knapt så store og unge ambulanceførere med nogle veste, der havde den mest skrigende gule farve jeg længe havde set. De bar et par overtræksbukser og havde sorte læderstøvler på. De stirrede lige igennem mig, og i et sekunds tid troede jeg, at de kunne læse alle mine tanker. Der var ingen læge med dem. Jeg bød dem hurtigt indenfor og forklarede situation. Der skete det mærkværdige. Uden at have tjekket det stakkels barn spurgte jeg dem:

‘’Kan i tage ham med til lægen?’’. De kiggede mærkeligt på mig, som om jeg have misforstået noget

‘’Han har ikke brug for det’’ sagde ambulanceføreren. Jeg kiggede på ham og var lige ved at græde. Tårerne trillede ned af kinderne. Barnet der nærmest har fordoblet sin vægt synkede ned i mine bare arme. Jeg begyndte at svede, mens de tunge tanker stadig fløj igennem hovedet på mig. “Hvorfor, hvorfor?” hviskede jeg til mig selv. Tanken var forfærdelig. De gik ud af hoveddøren og ned ad trappen. I et minut stod jeg og kiggede ned på lille Aisling og overvejede mine videre handlinger. Så gik jeg med barnet. Jeg gik med hastige skridt gennem porten til kirkegården, hvor gruset knasede under mine sko. Som jeg halvløb gennem stierne, så jeg skriften på flere og flere gravstene, der fik mig til at frygte det værste. Jeg havde travlt.

Hospitalet var blot få meter væk, og svingdøren gjorde lyset skarpt og uskarpt på samme tid. Blinkende. “Hjælp, hjælp!”

Ambulanceføren som jeg mødte tidligere, sidder ved siden af mig med benene over kors. “Mit barn” siger jeg. “Rolig, vi har indlagt ham” hvisker han. Jeg var forvirret. Hvordan jeg er havnet i denne situation, havde jeg ingen ide om. Blot ti minutter efter kommer den anden ambulancefører. “Vi beklager”