Digt! Hjælp!!

Hej jeg har fået til opgave at skrive et digt, jeg har skrevet et prosadigt

men er lidt usikker på det.. så giv endelig kritik og jeres menninger!

Det vil betyde ret meget hvis i gjorde det.

Tusind tak.

Her er det:

Endeløs søvn

I baggrunden spiller der

                                  en sørgelig

                                                  melodi.

Hendes hoved er fyldt med

                                       forvirrende

                                                       filosofi.

Hun er ikke bange

Ik’ trist

Den følelse hun nære

                               indeni, er; udefinerlig.

Umulig at analysere.

Umulig at definere.

Umulig at, beskrive.

 

Livet, fra hendes øjne, set

Er som et; skrøbeligt

                              lag af følelser.

Vemod;Latter;Angst;Desperation;Glæde;Depression;Blaserthed;Sorgløshed

Der langsomt, lukker ned.

Tænker hun tilbage,

                           er det ikke just, glade minder, der strejfer hendes sind;

Hvert ben føles, tungt, som beton;bly;som fire-fem elefanter

Hver gang, hun tager et

                                  skridt.

Hun kunne blive hjemme,

                                sove videre;

                                         være beskyttet mod dagligdagens dæmoner;Et, tilflugtssted;En, hemmelig hule

At, fjæle sig.

Fred, hun kun, finder i

                                søvnen.

Men alligevel; Anstrenger hun sig, presser sig selv, til at gennemføre, det.

Hun møder op hver gang, hver dag, hvert år.

Men, aldrig rigtig haft

                              lyst.

Hvisårsag?

På grund af, alle andres forventninger;Antagelser;Forestillinger;Forhåbninger;

Tiden går, folk ændrer sig; Intet, forbliver det samme.

Men, alligevel, levede dette minde, stadig, i hendes sind, i hendes hjerte, i hendes, sjæl;

Skæret

         i denne, denne smukke, sjæls, øjne

Blæsten

           i dens, hår

Glæden

          i det smukke, skrøbelige, smil

Fik vægten,

               til at forsvinde.

Fik hende til nærmest; at flyve.

For første gang, fik hun lyst.

Lyst, til at være der.

Lyst, til at være her.

Det var som om, at denne ukendte,

                                                  men ikke desto mindre, smukke og fredfyldte,

                                                                                                                    sjæl

Plantede blomster, i hendes sind.

Bragte, en kæmpe, prægtig, vidunderlig, udefinerlig og utænkelig, form af sjæleglad, glæde,

ind i hendes,

                 ødelagte liv.

Men. Sjæleglade, vidunderlige og prægtige minder, er altid, underfundige og finurlige charlataner.

Den sørgelige melodi

                              spiller stadig, i baggrunden.

Men nu, er hendes hoved,

                                   ikke fyldt med forvirrende filosofi

Men hænger i stedet,

                              i et stramt greb, af det ru, reb

Mens resten af, kroppen,

                                  hænger, i samme reb, og langsomt bliver tømt,

                                                                                                 af blod, minder, drømme, og stemmerne, der langsomt havde taget over, hendes sind, forsvandt endelig.

Hun fik endelig det, hun havde ønsket sig allermest.

Hun fik endelig det, som kunne give hende, en endeløs fred.

Nemlig, en endeløs, søvn.