Hej håber i kan hjælpe mig :) det haster meget

Velfærdsstaten

Perioden fra 1945 til ? blev kaldt velfærdsstaten fordi statens forsørgelse og omsorg af folk, som ikke kunne klare sig selv, blev væsentlig bedre. Velfærd dækker alt fra hospitalsvæsen, gratis lægebesøg, gratis uddannelse, understøttelse i tilfælde af arbejdsløshed eller sygdom. Velfærdsstaten minimerede forskellen mellem rig og fattig. 

Hvis du er interesseret, kan jeg også godt skrive noget om velfærdsstatens historie. Det vi jeg gerne gøre. 

Mange taak for hjælpen :)  det må du meget gerne hvis du vil. meget sødt af dig. Takker igen 

Velfærdsstatens historie

Starten på velfærdssamfundet

I slutningen af 1800-tallet blev Socialdemokratiet et stort parti. S-demoktratiet arbejde på forbedrede forhold for arbejderne og pressede de borgerlige til at indføre nogle enkelte velfærdsydelser. Socialdemokratiet kom til magten første gang i 1924 og oprettede Danmarks første socialministerium. Da Venstre overtog magten i 1926, blev socialministeriet omgående nedlagt. I 1933 blev der lavet et politisk forlig om velfærd.

Kanslergadeforliget i 1933

I tiden op til 1933 var Danmark plaget af fattigdom og social nød. K.K Steinicke, udarbejde et forslag til en socialreform. Denne skulle sikre, at staten var forpligtet til at yde økonomisk hjælp i tilfælde af arbejdsløshed eller sygdom. Disse forhandlinger foregik hjemme hos Torvald Stauning, socialdemokratisk statsminister, i Kanslegade, herefter Kanslergadeforliget. 

I 50'erne var dansk økonomi inde i en god periode, hvilket gav politikerne mulighed for at ekspandere velfærdsstaten. i 1957 blev folkepensionen indført og alle gamle blev sikret et månedligt beløb.

Bistandsloven fra 1976

Ansvaret for de sociale ydelser blev flyttet fra staten til kommunerne

"

KANSLERGADEFORLIGET 1933

Det såkaldte Kanslergadeforlig betegner 1930'ernes største politisk-økonomiske forlig. Det er opkaldt efter statsminister Thorvald Staunings bopæl, Kanslergade 10 i København, hvor forhandlingernes sidste fase foregik. Forliget blev indgået mellem Socialdemokratiet (S), Det Radikale Venstre (R) og Venstre (V) natten mellem den 29. og 30. januar 1933.

Baggrund

Baggrunden for forliget var den økonomiske verdenskrise, der var forårsaget af børskrakket i New York i 1929. I Danmark havde der været økonomiske problemer på landet siden 1920'erne, men i 1929-1930 faldt kornpriserne drastisk. Dette forringede landmændenes vilkår markant og skabte stor utilfredshed og uro.

I januar 1933 var der samtidig udsigt til en storkonflikt på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden steg i de første år af 1930'erne til over 30 %. Arbejdsgiverforeningen havde med begrundelse i krisen varslet lockout for 100.000 arbejdere, fordi fagbevægelsen havde afvist kravet om en lønreduktion på gennemsnitlig 20 %. Med en lockout ville et endnu større antal personer blive arbejdsløse, samtidig med at en sådan opbremsning ville forværre den økonomiske krise.

Under indtryk af den samtidige krise i by og på land slog regeringspartierne Socialdemokratiet/Det Radikale Venstre og oppositionspartiet Venstre ind på en pragmatisk linje i et forsøg på at løse arbejdsmarkedets krise og afværge kaos.

Inspirationen til indgrebene kom delvist fra erfaringerne med statsintervention og -regulering under 1. verdenskrig.

Forhandlinger

Lockout-truslen fik den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) til at fremlægge Folketinget et forslag om forlængelse af overenskomsterne samt forbud mod strejker og lockouts. Et indgreb krævede støtte fra enten Det Konservative Folkeparti (K) eller Venstre, idet de to partier tilsammen havde flertal i Landstinget.

Husmændenes og landboforeningens formænd havde sideløbende fundet sammen om en fællesudtalelse til regeringen. Den omhandlede et usædvanligt krav om statslige indgreb til at afhjælpe landbrugets problemer. Venstre var derfor forhandlingsvillig.

Resultatet blev Kanslergadeforliget. De 18 timer lange forhandlinger frem mod forliget var problematiske og tæt på kollaps. Om resultatet udtalte Stauning den 30. januar betegnende, at man havde opgivet nogle principper, men reddet landet.

Resultat

Resultatet afspejlede de deltagende partiers varetagelse af fortrinsvis landmændenes og arbejdernes interesser.

Venstre fik først og fremmest en devaluering af kronen på ca. 10 %, der skulle sætte gang i den danske eksport af landbrugsvarer, samt løfter om lettelser i landbrugets renteforpligtelser. Desuden blev der givet tilskud til nedslagtning af kreaturer samt til en reduktion i svineproduktionen for at få prisen på landbrugsvarer til at stige.

Socialdemokratiet kunne til gengæld glæde sig over, at der blev sat gang i offentlige arbejder og sat lån af til bl.a. boligbyggeri. Lockouts og strejker blev dog samtidig forbudt for at afværge ustabiliteten på arbejdsmarkedet.

Socialminister K.K. Steincke (1880-1963) fik yderligere Venstres støtte til udarbejdelsen af sin store socialreform. Reformen indebar en forenkling og systematisering af den hidtidige sociallovgivning. Almisseprincippet veg også mere i baggrunden til fordel for en politik baseret på rettigheder, og socialreformen ses som et led i udviklingen mod velfærdsstaten.

Virkningshistorie

Kanslergadeforliget indvarslede på flere måder ændringer, der fik stor gennemslagskraft i de næste årtiers politik. Staten blev i højere grad opfattet som en aktiv igangsætter i den samfundsøkonomiske udvikling, bl.a. ved at iværksætte offentlige arbejder, der gav arbejdspladser og omsætning. Sammen med socialreformen ses disse tiltag ofte som begyndelsen på den danske velfærdsstat.

Forliget var også udtryk for samarbejde og forlig hen over midten, hvilket efterfølgende blev mere almindeligt. Tidligere havde det politiske liv være domineret at et skarpt og uforsonligt skel mellem venstre- og højrefløj. At staten greb ind i aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og blandede sig i overenskomster var også nyt.

Kanslergadeforliget var sådan set ikke nytænkende i sin form. Det bemærkelsesværdige var i stedet, at man med demokratiske midler var rede til – og kunne - lave et så vidtgående og omfattende et forlig. Det særlige var altså beslutningsprocessen (demokratisk), graden af indgrebene (dybe politiske indgreb i ellers tidligere markedsbestemte områder) og indgrebenes bredde (berørte mange forskellige områder af samfundslivet).

Ud over de faktuelle resultater har eftertiden betonet det faktum, at Kanslergadeforliget blev indgået samme dag, Adolf Hitler kom til magten i Tyskland. Forliget har derfor fået en central plads i dansk historiebevidsthed som symbol på en særlig pragmatisme og kompromisvillighed. I lyset af den politiske udvikling i Tyskland illustrerer forliget da også, at det parlamentariske demokrati i Danmark var i stand til at sejre i en krisesituation, hvormed udemokratiske og ekstreme kræfter ikke fik næring.

VELFÆRDSSTATEN OG DE UNIVERSELLE RETTIGHEDER

Udbygningen af velfærdsstaten tog for alvor fart fra 1960'erne, men forskellige love allerede fra slutningen af 1800-tallet og frem var med til at bane vej for, at Danmark fik universelle velfærdsydelser.

I 1800-tallet var dansk socialpolitik især baseret på fattighjælp, der indebar, at fattige kunne få støtte, hvis de var ’værdigt trængende’. Det havde dog som konsekvens, at modtagerne af fattighjælp mistede deres stemmeret og ikke måtte gifte sig. Fra midten af 1800-tallet bredte der sig efterhånden en erkendelse, af at private bidrag og fattighjælp i sognene ikke var nok. Med Grundloven i 1849 blev alle danskere sikret ret til offentlig hjælp, hvis de ikke kunne forsørge sig selv.

Nye love for fattige og gamle samt forsikringsordninger

I 1891 blev Fattigloven revideret, og der blev for første gang givet statslig støtte til lægebesøg, jordemoder og begravelse. Endnu mere bemærkelsesværdig var dog Loven om Alderdomsunderstøttelse, ligeledes fra 1891, hvor ’værdigt trængende’ over 60 år, der aldrig havde fået fattighjælp, fik ret til understøttelse uden at miste deres stemmeret. På andre områder var der dog tale om forsikringsordninger, og den enkelte skulle selv bidrage, mens det offentlige ydede tilskud. I 1892 blev der således vedtaget en sygekasselov, hvor borgeren frivilligt kunne melde sig ind og betale kontingent og dermed sikre sig hjælp under sygdom. En anden offentligt støttet forsikringsordning rettet mod arbejdsløshed så dagens lys i 1907 med Arbejdsløshedskasseloven.

Kanslergadeforliget 1933

I 1933 fik man en af danmarkshistoriens mest omtalte politisk-økonomiske aftaler: Kanslergadeforliget. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre indgik et forlig, der især handlede om økonomi på baggrund af den verdensomspændende krise. Men også socialpolitikken var i spil, og en socialreform blev vedtaget. Den var først og fremmest en videreførelse og forenkling af de eksisterende love, som stammede fra årene 1890-1930, og man samlede nu sociallovgivningen i fire hovedlove om hhv. folkeforsikring, arbejdsløshedsunderstøttelse, ulykkesforsikring og offentlig forsorg. Selv om socialreformen overvejende var en forenkling, og der fortsat blev lagt vægt på forsikringsprincippet, var der på ét punkt tale om et afgørende brud. Man lagde nu vægt på, at borgerens rettigheder ikke skulle indskrænkes, selv om han/hun havde økonomiske problemer (undtaget var alkoholikere, vagabonder og arbejdssky). Den tilgang var med til at bane vejen for dannelsen af den velfærdsstat, der for alvor tog fart efter 2. verdenskrig.

1930’erne havde bragt krise med over 30 % arbejdsløse, og de danske politikere frygtede derfor en øget fattigdom og social uro. Blandt andet derfor blev princippet ’de bredeste skuldre skal bære de største byrder’ bærende i udviklingen af velfærdsstaten. Med Socialdemokratiet som hovedarkitekt blev der opbygget en stat, der aktivt tog del i borgernes liv og udstak garantier for sundhed, social sikkerhed og uddannelse. Udviklingen af velfærdsstaten var i høj grad præget af et lighedsideal – både økonomisk og socialt – og det var en grundlæggende tankegang, at ydelser til borgerne i sidste ende ville komme hele samfundet til gode.

Velfærdsstatens guldalder

I 1940’erne og 1950’erne var der dog ikke tale om en væsentlig udbygning – med folkepensionen i 1956 som den mest markante undtagelse. Med folkepensionen fik alle borgere over 67 år ret til et mindstebeløb uanset formue, tidligere erhvervsaktivitet og indkomst, og Danmark fik hermed den første universelle velfærdsydelse.

Den internationale højkonjunktur slog igennem i Danmark i slutningen af 1950’erne, og fra da af gik det stærkt. 1960’erne blev den danske velfærdsstats guldalder. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet førte til bygning af vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, og der blev opført plejehjem, sygehuse og uddannelsesinstitutioner. Reallønnen steg, og det samme gjorde forbruget, der voksede med 75 % i årene 1957-70, og troen på økonomisk fremgang. Derfor bekymrede kun få sig om det stigende skattetryk, der var et resultat af udbygningen af velfærdsstaten. 1970’erne dukkede ganske vist op med oliekrise, udlandsgæld og stigende arbejdsløshed, men stadig var der tale om en markant udbygning af den offentlige sektor, hvilket disse tal vidner om: I 1950 var 8 % af de erhvervsaktive ansat i den offentlige sektor, mens tallet i 1975 var 23,6 %. Det steg yderligere til over 30 % i 1992, og i 2009 var 36 % ansat i det offentlige.

Bistandsloven

I 1976 kom Bistandsloven, og den kaldes ofte kronen på velfærdsstatsværket. Med loven fik hver borger en sagsbehandler, når man søgte hjælp fra det offentlige, og ansvaret for borgernes velbefindende blev i endnu højere grad lagt over til staten. Der var i første omgang tale om et skønsprincip, der i 1987 blev ændret til et retsprincip med faste takster for langt de fleste ydelser.

Under pres

Selv om skiftende regeringer i 1980’erne og 1990’erne fik nedbragt Danmarks betragtelige udlandsgæld, er den danske velfærdsmodel kommet under pres. Der er færre skatteydere til at betale de stigende omkostninger til sygehuse, folkepension, efterløn og pleje. I dag forsørger tre danskere i arbejdsstyrken tre uden for arbejdsmarkedet (arbejdsløse, studerende og efterlønnere/folkepensionister). Prognoser tyder imidlertid på, at om 20 år vil de samme tre erhvervsaktive skulle forsørge fire uden for arbejdsmarkedet."

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/velfaerdsstaten-og-de-universelle-rettigheder/

"retsprincippet, hvilket betyder, at man som borger, er berettiget til sociale ydelser fra staten, når visse betingelser er opfyldt. Før 1933 var det gældende princip for tildeling af sociale ydelserskønsprincippet, hvilket var et ydmygende princip, fordi det betød, at den borger, der var nødsaget til at bede om offentlig hjælp, dels skulle vurderes (skønnes) berettiget til hjælp, og fik han hjælp, måtte han give afkald på sin politiske ret til at stemme (politiske rettighed). Retsprincippet er det, der gælder i den danske velfærdsstat i dag"

citatet er fra "Luk samfundet op"