Tekst

Hej, det er sådan at jeg skal læse denne tekst... Det er ikke det der er problemet, jeg har læst den flere gange, menjeg kan ikke fatte enprik af det...
Håber der er nogle der kan forstå den, da jeg skal have besvaret 2 spørgsmål, her kommer teksten:

Vores verden har netop fundet en anden verden (og hvem tør svare for at det er den sidste af dens brødre, siden dæmoner, sibyller og vi andre ikke har vidst noget om den før den dag i dag l), lige så stor, velskabt og sværlemmet som vores egen, men alligevel så ung og så spæd at den endnu er ved at lære sin ABC. For mindre end halvtreds år siden kendte denne verden hverken til bogstaver, vægt, mål, tøj, kornsorter eller vinstokke. Den lå endnu nøgen ved sin ammes bryst og levede kun af hendes mælk. Hvis vi har ret i at jorden snart vil gå under, og vores digter ret i at den var ung på hans tid, så vil den anden verden kun lige se solen stå op, når den går ned for os. Universet vil blive lammet, den ene del vil blive forkrøblet, den anden del vil fungere.
Men jeg er alvorligt bange for at vi har fremskyndet dens undergang og ødelæggelse med vores smitte og at vi har ladet den betale vore opfattelser og kunstarter dyrt. Det var en spæd verden. Og dog har vi ikke pisket vores lære ind i den takket være naturlig tapperhed 30 og styrke; vi har heller ikke vundet den med vores retfærdighed og godhed, ej heller underlagt os den med vores storsind. De fleste af dens indbyggeres svar og størstedelen af vore forhandlinger med dem vidner om at de ikke på nogen måde står tilbage for os i naturlig begavelse og klarhed.
Byerne Cuzco og Mexico med deres fantastiske pragt, og (blandt mange andre lignende ting) kongens have, hvor alle træer, frugter og urter var fremstillet med stor dygtighed af guld i naturlig størrelse anbragt ligesom i en almindelig have, og guldimitationerne i hans private gemakker af alle de dyr der lever i hans land og i havet, og deres

skønne arbejder i ædelstene, fjer, bomuld og malerkunst - alt dette viser at de heller ikke står tilbage for os i kunsthåndværk. Men hvad fromhed, lovlydighed, godhed, gavmildhed, loyalitet og oprigtighed angår, har det været til fordel for os at vi ikke havde et lige så stort mål af disse egenskaber som de havde. Det er takket være den overlegenhed at de har ødelagt sig selv, udleveret sig selv, forrådt sig selv.
Med hensyn til mod og dristighed, sjælsstyrke, standhaftighed og evne til at tåle smerte, sult og død nærer jeg ingen betænkeligheder ved at hente eksempler blandt dem og stille dem over for de berømteste eksempler fra Antikken der er bevaret på vores side af verdenshavet. Man kan prøve at se bort fra den list og de numre undertrykkerne benyttede sig af for at narre dem, og prøve at se bort fra den fuldt forståelige rædsel der greb disse folkeslag da de helt uventet fik besøg af mænd med skæg, mænd der talte et andet sprog, havde en anden religion, et andet udseende og en anden gang, fra et land der lå så langt borte at de aldrig havde drømt om at der boede mennesker der, mænd der sad på store ukendte uhyrer, mod folk der ikke alene aldrig havde set en hest, men i det hele taget et dyr der var dresseret til at bære mennesker eller andre byrder, mænd der var udrustet med en skinnende og hård hud og med et skarpt blankt våben, mod folk der gerne gaven formue i guld og perler i bytte for det strålende vidunder af et spejl eller en kniv, men som hverken havde den viden eller de råstoffer der skulle til for at gennembryde vores stål, selv hvis de havde haft tid til det. Føj hertil lynene og tordenen fra vore kanoner og hagebøsser - der ville have fået selv Cæsar til at blegne, hvis han var blevet overrasket af dem uden at vide noget om disse våben - der nu blev brugt mod nøgne mennesker (undtagen de få steder som opdagelsen af et bomuldsstof var nået frem til), for det meste uden andre våben end buer, sten, stokke og træskjolde, folk der var blevet overrumplet under foregivende af venskab og god tro og forrådt af deres nysgerrighed efter at se nye og 30 ukendte ting. Hvis man altså, siger jeg, ser bort fra alt det og skriver forskellen i jævnbyrdighed på erobrernes konto, fratager man dem hele grundlaget for alle deres sejre.
Når jeg tænker over den ubændige iver hvormed tusindvis af mænd, kvinder og børn stiller op og gang på gang kaster sig ud i uafvendelige farer for at forsvare deres guder og deres frihed, den storsindede ubøjelighed der får dem til at foretrække alle vanskeligheder og trængsler, ja, selv døden, frem for at underkaste sig de tyranner der så skammeligt har narret dem - nogle valgte at dø ved at sulte og faste, da
de var blevet taget til fange, frem for at modtage føde af så skurkagtigt sejrrige fjendehænder - så forudser jeg at hvis nogen havde angrebet dem på lige fod, både med hensyn til våben, erfaring og antal, ville det have været lige så farligt for ham som i enhver anden krig vi kender, om ikke endnu farligere.
Hvorfor er en så ædel erobring ikke tilfaldet Alexander den Store eller de gale grækere og romere, og hvorfor faldt så store forandringer og omvæltninger af så mange riger og folk ikke i hænderne på mænd der nænsomt kunne have poleret og fjernet hvad der var af vildskud og styrket og fremelsket de gode spirer som naturen havde lagt i dem? De kunne have blandet ikke blot dyrkningen af jorden og udsmykningen af byerne med kunstarterne herovrefra i det omfang det var nødvendigt, men også de gamle græske og romerske dyder med landets egne!
Hvilken forbedring og hvilket fremskridt ville det ikke have været for hele verdensmaskineriet hvis de første eksempler de havde set på vores adfærd havde fået disse folk til at beundre og efterligne dyden, og havde indstiftet et samfund i broderskab og god forståelse! Hvor let ville det ikke have været at få noget godt ud af de nye sjæle, så videbegærlige, og for størstedelens vedkommende med så glimrende anlæg! I stedet har vi udnyttet deres uvidenhed og manglende erfaring til lettere at drive dem til svig, utugt, griskhed og enhver form for umenneskelighed og grusomhed efter vores mønster og forbillede! Hvem har nogensinde sat handel og forretning til så høj en pris? Så mange byer lagt øde, så mange folkeslag udryddet, så mange millioner af mennesker slagtet og den rigeste og smukkeste verdensdel rystet i sin grundvold på grund af handel med perler og peber! Hvilke tarvelige sejre! Aldrig har ærgerrighed og folkehad drevet menneskene til så hårrejsende fjendtligheder mod hinanden og en sådan jammer og
elendighed.
Nogle spaniere, der sejlede langs med kysten på jagt efter guldminer, gik i land i en dejlig, frodig og tætbefolket egn. De kom med deres sædvanlige smøre til befolkningen - at de var fredelige folk der havde rejst meget langt, udsendt af kongen af Castilien, den største fyrste i
verden, som paven, Guds stedfortræder på jorden, havde givet herredømmet over alle de indiske lande. Hvis de ville betale skat til ham ville de blive behandlet nådigt. De bad om mad at spise og guld til fremstilling af et lægemiddel, belærte dem i øvrigt om troen på en Gud og om sandheden i vores religion, som de rådede dem til at gå over til, idet de tilføjede nogle trusler.
Svaret var følgende: Hvad deres fredelige hensigter angik, så kunne det da godt være at de havde dem, men de så ikke sådan udet da godt være at de havde dem ,men de så ikke sådan ud . Hvad deres konge angik måtte han være fattig og trængende, eftersom han tiggede. Hvad den mand der havde givet ham dette land angik, måtte han være stridslysten når han forærede noget væk der ikke var hans til en tredje, og derved satte deres konge op imod de tidligere ejere. Hvad levnedsmidler angik skulle de nok forsyne dem. Guld havde de kun lidt af og det nød ringe anseelse hos dem, eftersom de ikke havde brug for det i deres daglige tilværelse, da alle deres bestræbelser gik ud på at leve godt og lykkeligt, men skulle spanierne finde noget kunne de roligt tage det, undtagen det der blev brugt til deres gudstjenester. Hvad 10 spørgsmålet om en Gud angik, havde de syntes godt om det de hørte, men de ville ikke udskifte deres religion, som de så længe havde dyrket og som havde tjent dem godt. I øvrigt var de ikke vant til at følge andres råd end deres venners og bekendtes. Hvad truslerne angik
var det et tegn på manglende dømmekraft at true folk hvis natur og midler de 15 ikke kendte. Derfor skulle de skynde sig hurtigst muligt at forsvinde, for de var ikke vant til at tage godt imod høfligheder og formaninger fra bevæbnede, fremmede folk. Ellers ville de gøre med dem som de havde gjort med de andre her - hvorpå de viste dem hovederne af nogle mænd der var blevet henrettet rundt omkring i byen
Det var et eksempel på disse børns lallende snak! Men i hvert fald gjorde spanierne ikke ophold og foretog ingen overgreb, hverken her eller mange andre steder, hvor de ikke fandt de varer de søgte, uanset hvilke andre fordele der var, derom vidner mine Kannibaler.
Da den ene af de to mægtigste konger i denne og måske også i vores verden, konger over så mange konger, og de to sidste de jog ud af landet, nemlig kongen af Peru, blev taget til fange i et slag, blev der fastsat en løsesum der var så umådelig høj at man ville forsværge det muligt. Da den ærligt og redeligt var blevet betalt, og kongen ved sin optræden.havde vist et åbent, generøst og uforanderligt hjerte og en 30 klar og god forstand, fik sejrherrerne - etter at have fået 1.325.500 guldunser ud af ham, foruden sølv og andre ting der beløb sig tillige så meget (herefter gik deres heste kun med guldsko!) -lyst til, ved hjælp af et hvilket som helst forræderi det skulle være, at se hvor meget kongen ellers lå inde med af skatte og til at tage frit for sig af retterne. De 35 stablede en falsk anklage imod ham på benene, og falske beviser for at han pønsede på at få sine provinser til at gøre oprør for at han kunne komme på fri fod. Derpå blev han - ved en virkelig fornem dom afsagt af de samme mennesker som havde begået dette forræderi imod ham dømt til offentlig hængning og kvælning, idet man havde tvunget ham til at købe sig fri for pinslerne ved at blive brændt levende mod at lade sig døbe en handling der blev forrettet på selve skafottet. En frygtelig og uhørt vanskæbne, som han imidlertid fandt sig i uden at kny eller fortrække en mine, med en virkelig kongelig holdning og værdighed. Og for så at berolige befolkningen, der var rystet og lammet over noget så uvant og uforståeligt, lod man som om man sørgede dybt over hans død og beordrede en storslået begravelse.
Den anden, kongen ag Mexico, havde i lang tid forsvaret sin belejrede by og under belejringen tydeligt vist hvad udholdenhed og tålmodighed kan udrette, om nogen fyrst og hans folk nogensinde havde vist det. Ulykken ville at han faldt levende i kløerne på sine fjender, dog på den overgivelsesbetingelse at han skulle behandles som konge (i fængslet viste han sig da også på enhver måde værdig til den titel). Da de ikke efter denne sejr fandt alt den guld de havde foregøglet sig, selv om de undersøgte og gennemrodede alt, prøvede de på at opfange oplysninger gennem de fanger, de havde taget, ved hjælp af den grusomste tortur de kunne udtænke. Men da de ikke fik noget ud af det, fordi de stødte på et mod der var stærkere end deres pilsner, blev de til sidst så rasende at de på trods af deres løfter og på trods af alle menneskerettigheder, dømte kongen selv og en af de mest højtstående adelsmænd ved hans hof til tortur i hinandens nærværelse. På sit yderste vendte adelsmanden sig, forpint af smerter og omgivet af brændende gløder, med et ynkeligt blik om imod sin konge, som for at bede ham om forladelse for at han ikke kunne holde ud længere.Kongen stirrede stolt og ufravendt på ham og kom blot i et hårdt og strengt tonefald med disse bebrejdende ord for hans fejhed og frygtsomhed:
En anden gang brændte de på en gang og på det samme bål fire hundrede og tres mænd levende. De fire hundrede var taget blandt den jævne befolkning, de tres blandt de fornemste adelsmænd i en provins og de var endda alle kun krigsfanger.
Disse beretninger har vi fra spanierne selv, for de ikke alene indrømmer dem, men praler af dem og udbasunerer dem. Er det mon for at bevise deres retfærdighed eller trosiver? Det må vel nok siges at være metoder der går stik imod så helligt et formål, ja, som er uforenelige med det. Hvis de havde sat sig for at udbrede vores tro skulle de have tænkt på at det ikke er ved at erobre jord at man skaffer sig udbredelse, men ved at erobre mennesker. De skulle have været himmelhenrykte over at nøjes med de mord som krigens nødvendighed medfører, uden at tilføje et meningsløst slagteri, som af vilde dyr, så altomfattende som sværd og ild kunne gøre det, for de lod med vilje kun så mange bevare livet som de skulle bruge som ulykkelige slaver til at trælle i deres miner.

På forhånd tak
Malfoy