Essay - Indentitet

Identitet
”Man må lære at kravle før man kan gå.”. - Så langt så godt. Nå man så har lært at gå, hvad så? Har man så nået sit mål?
Man kan sige at man har nået det første mål i livet, det at sætte sine mål og det at gennemføre dem. Fra vi bliver født og til vi dør er vi igennem en konstant udvikling. Vi udvikler os hele tiden og på den måde ska-ber vi vores identitet. Det er veldokumenteret og korrekt, men er identiteten i sig selv en langsom skabelse, eller bliver den skabt med det samme så vi kan leve den ud?
Identitet betyder ”absolut overensstemmelse" eller "lighed”. Man kan sige at identitet kan være, at no-get forbliver det samme over tid. Men alligevel mener vi at forandring følger med ordet identitet. «Du kan ik-ke gå to gange ned i samme flod», sagde Heraklit - Og på den anden side kan vi fremdrage et fransk mund-held: «Jo mere det forandrer sig, desto mere er det den samme ting.» Vil det sige at alt hvad der kan foran-dres har sin egen identitet? Kan et værelse have en identitet efter som et værelse kan ændre udseende alt ef-ter om det er rent eller rodet til? Eller en computer for den sags skyld, når vi enten gemmer eller sletter ting derfra, eller når vi vælger at ændre på teksten og baggrundsfarven?
Ordet identitet har en bred forståelse og kan bruges i mange sammenhæng. Når vi tænker på identitet tænker vi for det meste på os selv. Vi stiller ofte spørgsmål som ”Hvem er jeg?” - Hvad er jeg? - Hvornår er jeg ikke mere? – Hvornår er jeg til, og hvorfor er jeg til? - Men gør vi det for at finde frem til hvem vi er, eller gør vi det udelukkende for at forvirre os selv endnu mere? For hvordan i alverden skulle jeg kunne svare på hvorfor jeg er til? Den evighed det ville tag at finde svaret har jeg ikke fået foræret endnu. Hvornår er jeg så ikke mere? – Måske når jeg har fundet ud af hvornår jeg er til, eller når jeg sover for der er jeg død? Hvordan skulle jeg nogensinde give svar på hvem jeg er, når jeg ikke kan give svar på de spørgsmål der udleder sva-ret? Hvis jeg ikke ved hvem jeg selv er, hvordan ved jeg så hvem du er? - Og hvordan kan jeg skrive om identitet når jeg ikke selv kender min egen?
Ordet identitet kan ikke defineres før kernen i dig selv er blevet fundet. Den kerne vi alle prøver at gra-ve frem, men forgæves da den ikke vil findes. Vi er som en negativ magnet, jo dybere vi graver desto længe-re forsvinder kernen. Sommer tider undrer det mig at vi ikke bare stoppe med at grave efter meningen om alle ting og på den måde finde svar? - Men så er det at jeg fanger mig selv og tænker; at selvom vi stoppe med at grave, stoppe vi ikke med at vente svar og på den måde vil det hele cirkulere rundt igen.
Hvis vi vender tilbage til de fem efterspurgte spørgsmål, specielt til det der hedder ”hvem er jeg”, kan der udfra det spørgsmål fremstilles underspørgsmål som” Hvordan ser jeg ud? Hvilken alder og højde har jeg, og hvilken kultur er jeg opvokset i – På den måde er det lettere for os at skildre imellem det at være jeget som det ydre ligeså jeget som det indre. Det psykiske jeg, eller det psykosociale, er opvækst, omgivelser, op-levelser og alt det vi har gået igennem, hvor det ydre jeg er det fysiske det vil sige; højden, øjnene, navnet osv. Når vi møder en person ser vi først og fremmest på det ydre, er det en mand eller en kvinde? Stor eller lille? Mørkhåret eller lyshåret? – Og på den måde kommer vi hurtigt til at bedømme, om vi bryder os om personen eller ej.
Jeg husker tydeligt et eksempel på en tilfældig dag hvor jeg, som alle de andre der befandt sig på toilet-tet, målbevidst havde bevæget mig hen mod det første og eneste spejl der stadig stod ledigt. Nær mig stod en ung udenlandsk kvinde med langt sort hår og næsten kulsorte øjne. Hendes makeuptaske havde hun stil-let ved bordpladen nær vasken, og ved siden af den havde hun lagt sin L’oréal XLL mascara og Golden Na-tur pudder frem. Med blikket på spejlbilledet og hænderne i makeuptasken gik hun straks i gang med at lægge endnu et lag makeup på ansigtet. Penslen dyppede hun i en gusten øjenskygge der mest af alt minde-de om en rulle med gult stanniol og hendes læber, man næsten ikke kunne undgå at se, tegnede hun op med en tyk mørkerød lipliner, i det at sikre at selv en halvblind mand ikke ville være i tvivl om at det var hendes læber der nu skulle sættes i fokus.
Det satte for alvor mine tanker i gang, da jeg så hvorledes hun ivrigt ville give sit gamle look en lille smagsprøvelse på en snarlig ”forrygende succes” – Allerede på det tidspunkt besluttede jeg mig ubevidst, for ikke at bryde mig om hende. Den måde hun var på, hendes udseende der for mig mest af alt kunne hav-de medvirket i et mareridt, eller den personlighed jeg endnu ikke kendte til, men som næsten kunne afspej-les via hendes udseende.
Mange mennesker kan godt lide at ændre på deres udseende, de fleste sætter håret, tager makeup på el-ler skifter tøj. Andre kan være mere ekstreme og ændre permanent på sit udseende, som for eksempel at fremhæver kindbenene, få lavet fyldigere læber eller få lavet næsen mindre. Det kan også være ting så som at få syet stritørerne ind eller få sig en tandblegning, men hvor langt går grænsen? Er det for eksempel i or-den at få ørene syet ind, men ikke en kindbensløftning? - Og er det i mere i orden at få sig en tandblegning frem for at få ørene syet ind? Nogen mennesker får lavet skønhedsoperationer fordi de mener at de ikke har det godt med sig selv. Men er dem selv der har det dårligt med deres udseende, eller er det mediernes ind-flydelse på skønheden der får dem til at tro de ikke er smukke nok i forvejen netop fordi vi lader os påvirke af medierne?
”Paris Hilton - Kåret som nr. 1 smukkeste i verden” !
– ”Christina Aguilera nu med bryster. Ses første gang i hendes nye musikvideo ”I am beautiful”. Man hører alt om de kendte selvom man ikke vil lade sig høre, men nu om dage ses det næsten umuligt at undgå.
Når vi ændre på vores udseende påvirker det vores identitet. Lige meget hvor meget vi ændrer på os selv vil vi altid forblive os selv. Du kan ændre på dit udseende så du kommer til at ligne Paris Hilton, få den samme krop, det samme hår og samme stil. På den måde opbygge du dig en kunstig identitet. Lige meget hvor langt du vil gå vil du aldrig blive præcis som hende, for man kan ikke kopier en andens identitet, selvom mange tror det er muligt at være som sin idol
Til hvert menneske hører en unik eksistens, unik på den måde at man har noget unikt og enestående som ik-ke kan erstattes. Sommetider når jeg lader mine tanker strømme, undrer jeg mig over hvordan vi som men-nesker skaber vores egent liv. De handlinger vi fortager os og de erfaringer vi har haft, er ikke erfaringer vi mennesker oplever, men hvad vi bruger det oplevede til. Og det vil være svært at forstille sig hvis vi alle havde oplevet det samme, vidste det samme og kunne det samme. Hvordan vil det hele fungere hvis vi alle sammen var ens og hvis der ikke fandtes noget unikt ved os alle? Havde alt så været meget lettere, fordi det ikke længere ville være mediernes skyld, at vi bliver påvirket på den måde vi gør? Eller vil det slet ikke kunne lade sig gør at skabe sådan en verden, fordi der ikke vil ske noget når alt vil være ens.