Vil i kigge igennem?

Jeg er blevet for lille til mit liv,
og det for småt for mig.
Der er en infernalsk larm fra gaden
og fra de år der er væk.

Mit liv fylder for meget,
det kan ikke længere være på værelset.
Hver gang jeg ser ud af vinduet
synker City dybere i et grønt grønt hav.

Jeg er træt af min egen forsølvede tunges
uhyggeligt skønne sange,
jeg længes efter en større, en
næsten uhørlig
musik.

Gennem sprækken mellem døgn og døgn
vil jeg råbe en hemmelighed til mig selv
men stilheden falder som en økse
og deler den
i nærmest intet og næsten alt
for meget.

Da jeg læste dette digt, blev min opmærksomhed rettet mod den måde digtet var blevet skrevet på. Det var præget af sorg og ensomhed, personen manglede nærværd. Jeg indså hvor ensom man faktisk kan blive, en skrækkelig følelse. Tænk engang, hvis man skulle leve med sådan et følelsesmæssigt dilemma resten af sit liv, hvad ville meningen med livet så være? Ensomheden er den rene død, den fanger en og slipper ikke igen, man bliver afskåret fra omverdenen og dens glæder, ensomheden er den eneste man er i selskab med, man kommer aldrig til at smile igen, føle at der var en mening med ens liv, man bliver fristet til selvmord, derefter vil man lide og til sidst vil ens liv være til ende. Dybt inde i os alle ligger en længsel efter at blive set, lagt mærke til, at forene vores hjerter med andres, men ensomheden skyller det hele borte og hvad har man tilbage? Intet. Derfor er vi er afhængige af hinandens nærværd og ikke mindst åbenhed det er det centrale i vores liv, det vigtigste. Kan man være så ensom at ens liv virker for lille, uden mening? Det må være en rædselsfuld fornemmelse... Ensomheden dræber flere mennesker end alt andet. Ensomheden dræber den man er, det man lever for, ens drømme. Intet menneske fortjener at være alene, menneskets er skabt til at dele tilværelsen med andre. Vi er opdraget i en familie, vi udvikler os i et tæt samspil med andre, vi har behov for at blive holdt af, vi har behov for at holde af, vi duer ikke til at være alene, vi duer ikke til at føle os ensomme inden i, vi søger hen mod andre mennesker, vi søger kontakt, vi søger venskab og kærlighed. Men tilværelsen stiller stadigvæk ethvert menneske over for vanskeligheder, udfordringer, sorg, krise og i dette tilfælde, ensomheden. Der findes mange mennesker, der tror på at intet af, hvad de udretter i dette liv, har nogen mening og derved kan de også føle sig ensomme. Men de tager fejl intet menneske er ensomt, de har noget dybt begravet i dem. Deres livslyst og den er der ingen der tage fra dem, men det tager ofte langt tid før de indser dette. Når de indser at de ikke blot har et ensidigt liv, vil de få det mest værdifulde i vores liv, nemlig livslysten, det er livslysten der holder os live, det der giver os en grund til at leve. Har vi ret til at udstøde eller ignorer nogle? Er de ikke lige så meget værd som et andet menneske? Dette har jeg spurgt mig selv adskillige gange, men jeg må også møde sandheden ansigt til ansigt. Jeg har selv ignoreret og udstødt andre der mig ligeglade, dette er måske lidt groft sagt men det er sandheden. Har vi ikke alle det på et tidspunkt i vores liv? Det jeg røver på at skriver er, at, man burde måske tage mere hensyn til andre og deres problemer, vi er tit så selvoptagede af vores dagligdag at vi ikke ser hvad andre mennesker i vores omgivelser, har behov for. Vi er, som mennesker dybt afhængige af relationer, derfor er ensomheden ofte sværere at takle end frygten for at blive svigtet. Det er lykken, den er så svær at finde….
Jeg får et indtryk af at personen der har skrevet digtet, mangler nærhed, han virker nærmest forladt og uden liv. Livslysten er der ikke mere, han virker tappet for energi, livslyst og lykke. Hans kærlighed til verden og livet eksister ikke mere den er udbrændt og giver ikke mening. Hans liv er meningsløst nu, han har ingen, alle er gået bort med tiden og nu sidder han alene i en lejlighed med en byrde, en tung byrde han må bære på alene uden nærværd. Tiden er fløjet af sted. Velfærdet i personens liv er der ikke længere det er gået bort med det sociale, med livslysten og meningen med livet. Personen har ikke rigtig haft nogle alternativer her i livet, personens liv fyldte altid for meget for netop HAM/HENDE personen havde ikke andre en sig selv. Vedkommende kunne ikke leve op til sine forventninger, livet forlangte for meget. Senere hen falder det hele borte fra personen. Sommetider har folk svært ved at se, at de kan skade andre følelsesmæssigt. Et enkelt ord kan være afgørende. Disse ord kan føre til psykiske problemer senere hen. Disse ord er sommetider skyld i vedvarende mærker, som man må bærer på resten af sit liv, for man glemmer det aldrig. Ordene svækker en psykisk og svækker ligeledes også ens selvtillid.

Er det godt?? og kan jeg evt. gøre noget bedre elle lave om??

På forhånd tak