HJÆLPP KOMMA I STIL

Naturalismen opstod i Frankrig i sidste halvdel af det 19. århundrede, hvorefter den blev spredt til andre europæiske lande. Ordet ”naturalisme” betyder naturforsker og kan sættes i sammenhæng med den naturvidenskabelige betragtningmåde. Naturalismen havde sit gennembrud i Danmark efter 1870 og byggede i høj grad på at se mennesket som et biologisk væsen. Krav om virkelighedstro fortolkninger, objektivitet samt videnskabelige holdninger var gældende. Herud over tillægges driftslivet samt arv og miljø afgørende betydninger. Mennesket er underlagt naturens love og er som et produkt af arv og miljø ikke i stand til at ændre sine vilkår. Hovedtanken er, at mennesket ikke bestemmer over sig selv, men er determineret, styret af love, som mennesket ikke kender eller først langsomt bliver bevidst om.
Forudsætningen for naturalismen grunder blandt andet i, at mange filosofiske og videnskabelige teorier blev fremsat mellem 1830-1860. Bl.a. Charles Darwin (1809-1882), engelsk naturhistoriker, beskrev i sin udviklingslære, mennesket forstået som et led i dyrerækken. Bogen revolutionerede opfattelsen af udviklingsteorien, og i hans determinations - og degenerationstanke beskrev han mennesket som et væsen der stræber efter at efterleve sine drifter. Naturalismen gjorde op med den metafysiske tankegang og stod i opposition til kristendommen og dermed romantismen som prægede første halv del af det 19. århundrede. Denne opposition skyldes, at man førte en naturvidenskabelig betragtningmåde.
Georg Brandes, dansk kritiker og litteraturforsker fra 1942 har igennem forelæsninger beskrevet samtidens litterære strømninger i ”Forelæsninger over Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur”, som blev indledt i 1871, blev selve markeringen af det moderne gennembrud. Heri bryder han med romantikkens idyl og efterlyser en litteratur, der tager tidens moralske og sociale problemer op. ” Det moderne gennembrud”, er senere kommet til at karakterisere den periode i nordisk litteratur, som omfatter 1870- og 1880'erne. Den har særlig været anvendt om den realistiske og naturalistiske litteratur i epoken. Brandes fokus omhandlede ofte tre centrale emner, som han satte under debat. Seksualitet, kvindernes stilling eller ægteskabet var hans første fokus. Derudover tog han emner som religion samt forhold og samfund.

”Den sidste Balkjole”, skrevet af Herman Bang i 1887, er valgt som analysetekst. Bang er født i Asserballe på Als og er især kendt for sin impressionistiske skrivestil. Bang var homoseksuel, og i datidens samfund var denne tilbøjelighed ikke velanset. Man har derfor god grund til at tro, at denne tilbøjelighed gjorde ham mere opmærksom på samtidens sociale forhold samt menneskesyn fordi han selv led under tidens menneskesyn. Bangs noveller dannes altid med baggrund af en realistisk samtidsbeskrivelse. I ”Den sidste balkjole”, skildrer Bang de stille eksistenser. Portrætter af kvinder der aldrig bliver gift og stille må hensygne som pebermøer.

”Den sidste balkjole” introduceres først før den egentlige analyse.
Novellen starter in medias res, hvor den behavouristiske fortælller, som er i 3. person og uden for handling, giver læseren et ydre syn på alle personerne. Det giver læseren en subjektiv mulighed for at drage konklusioner og fortolke ud fra personernes handlinger. Trods den bratte indføring, hvor læseren kastes ind midt i handlingsforløbet, danner man sig dog hurtigt et billede af den enkelte situation og person ved brugen af den sceniske fremstillingsform. I det første afsnit, møder vi de to søstre Emma og Antonie og deres mor, enkefruen. I stuen sidder Antonie og syer på sin balkjole, mens moderen og søsteren spændt observerer hende. Snakken går om hvor få baller, der efterhånden er på egnen.
Herefter er der et flash back fra linje 18 på side 1 til linje 26 på side 3. Dette flash back omhandler en beskrivelse af fortiden, hvordan de har levet og stadig lever. Flash backet indeholder desuden en erindringshistorie, hvori præstefruen byder på vin og kager for at fejre sønnens forlovelse. Denne forlovelse gør umiddelbart stort indtryk på Emma. Det resulterer i, at de to søstre kort efter må forlade præstegården, hvorefter Emma bryder ud i gråd.
På side 3 linje 26 er vi igen tilbage til nutiden. Dette sidste afsnit omhandler Antoines forventninger til ballet. Men da præstefruen endelig inviterer til bal, er det med Antonie som observatør, og ikke som deltager. Da Antoine er blevet for gammel til at deltage i den slags festligheder. Og det er først nu, at Antoine realiserer at hendes forsømte ungdom er forbi.

Novellen udspilles i et borgerligt samfund, hvilket ses ved at familiens omgangskreds bestod af præstefamilien. Deres borgerlige status indikere at familien har haft status og anerkendelse i samfundet. Dog havde familien ikke borgerlige leveforhold, ”At det virkelig snart kan blive tredive år siden enkefruen med sine to småpiger flyttede ind i det lille hus – seks og tyve år er det akkurat.”(l.13, s.2). Økonomien i familien er ikke god, eftersom moderen er enkefrue. ” og hver sparet skilling,”(l.12, s.3) viser, at det har været svært for familien at klare sig uden en forsørger.
I datidens samfund, var det mændene der var familiens indtægtskilde. Da moderen blev enke, mistede de således deres økonomiske status. Familiens økonomiske situation har fatale konsekvenser for søskendeparret, da de ikke kan blive gift i de højere lag. ” Den lykke – den nyhed, at tænke sig: Vores Otto har forlovet sig.. Og et parti.. men, lille frøken Emma dog, en kage – ja, ja.. et parti… tresindstyvetusinde siger Wiberg, har konsulen om året. ”( l.32, s.2). Selv om Emma har haft noget med Otto, er hun ikke potentiale for præstefamilien. ” Og det kan jo nok være, at nøddegangen i præstegårds baghaven kunne have et og andet at fortælle; om et kys, så hastigt røvet, og et par ord, hviskede med bevægende stemmer, og om to hænder, som tøvende havde søgt hinanden.” (l.24, s.2). Otto har altså valgt at gifte sig til penge. Emma var kun middelmådig, og derfor brister hendes drøm og hendes kommende eksistensberettigelse forsvinder. For dengang regerede status og økonomi, som Herman Bang selv sagde (fra litteraturhåndbogen). Ifølge naturalismen stemmer dette overens med, at menneske er determineret styret af udefrakommende forhold.
Efter Ottos forlovelse kommer Antonie i centrum: ”Fra den dag drejede alt sig om Antonie – om ”den lille” som hun blev kaldt ”(l.10, s.3) Trods Antonies 30 år blev hun stadig kaldt ”den lille”, viser familiens konstante prøven på at opretholde en illusion om ungdom. Antonie er nu deres eneste mulighed, for bedre status og livsbetingelser: ”Ja – når ”den lille” får hus og hjem... og når ”den lille” gifter sig, sagde de”.(l.14, s. 3) Og hvis ikke hun bliver gift, vil det gå hende som Emma. Søskendeparrets muligheder er determineret efter samfundets normer. Pigernes tilværelse er forudbestemt af deres miljø i datiden og deres samfundsnormer. Derfor afhænger deres eksistensgrundlag af at blive gift.
At novellen lægger vægt på at beskrive det miljø Emma og Antonie kommer fra er et typisk naturalistisk træk, eftersom man i den naturalistiske litterære periode mener, at mennesker er determineret af arv og miljø. Samfundet og individet hænger nøje sammen. Individet er et produkt af det miljø, det er opvokset i. ”Den sidste balkjole” er en udviklingsroman. Dvs. hovedpersonerne, Emma og Antonie, skal ikke som i romantikkens dannelsesromaner igennem et udviklingsforløb og nå frem til et forudbestemt mål. Emma og Antonies liv er allerede forudbestemt ud fra deres sociale arv.

Antonie og Emmas liv er præget af monotoni og trivialitet, kun adskilt af årstidernes skiften. ” … Og så er det igen forår.”(l.11, s.2). ” Men når dagene går som for enkefruen og hendes døtre – mærker man slet ikke, hvor hurtigt de løber, og hvor hastigt de bliver til år.”(l.16, s.1). ” og søstrene sad de lange eftermiddage i vinløvlysthuset ved gærdet.”(l.22, s.1). ” Og mens de alle kørte forbi på vejen, sagde de hver dag næsten de samme sætninger om de samme mennesker.” (l.7, s.2).
Denne sarkasme viser, kvindernes ukuelige og patetiske liv. Helt tydeligt er det, når søskendeparret sidder på gærdet ved vejen og gentager sig selv dagligt(se linje7, side 2), eller når Emma har spildt hele sin ungdom på at vente på den unge præstesøn Otto, for derefter at blive kasseret til fordel for en anden kvinde. Beskrivelsen af studenternes hjemkomst, herunder præstesønnen, skabte tumult, komediespil og lystighed blandt pigerne(linje 21, side 2). Dette specielle udsagn er med til at sende stærke signaler til læseren om, at datidens kvinder var uselvstændige pyntegenstande, som ventede med livet og fordrev tiden med unyttige ting, når ikke de skulle udrette noget med hensyn til ægteskab.
Kritikken af kvindesynet i 1880’ernes samfund ses ved stærk sarkasme. Herved provokerer teksten ved at bringe kvindernes forhold om ligestilling, individualitet og sociale forhold. En provokation til et lukket samfund, som ikke gjorde megen plads til forskelligheder, udvikling eller ændringer men som derimod levede efter tradition, normer og moral. Det er en provokation til sædelighedfejden.
Samfundets diskrimination og nedvurdering af kvinderne resulterer i et opgør med årtusinders traditioner, hvor man har set kvindernes underordnede position som «naturlig», og bestemt af biologien eller af Gud. Det er ifølge naturalismen og denne skæbnetunge determinisme, der gøres oprør mod. Man skal ikke glemme, at det synspunkt, at kvindernes plads alene er i hjemmet, og at manden er kvindens overhoved dominerer novellen. Samfundets normer bestemmer søskendeparrets skæbne, og da de rent økonomisk ikke er attraktive, bliver deres skæbner fatale efter dette naturalistiske og efter min mening unuancerede syn på kønsrollerne.

Novellen er objektiv, og lader selv læseren fantasere, ”men, lille frøken Emma dog, en kage.”( l.33, s.2). Hvad vi selv kan tænke os til er, hvor ked af det, Emma er blevet. Man får i scenisk fremstilling udelukkende nøgne kendsgerninger i teksten. Derfor er denne fortælleteknik særdeles velegnet til naturalismens litteratur, der jo forsøger at være meget objektiv. Som fortæller i naturalismen fremstår man som udefrakommende observatør som en slags tilskuer til hvad der foregår indenfor hjemmets fire vægge.

Perspektivering til andre naturalistiske tekster, som også behandler 1880’ernes generelle holdning til kønsrollefordelingen kan drages til bl.a. ”Fru Marie Grubbe”, og ”Et dukkehjem”.
I relation til datidens generelle syn på kønsrollerne kan man sammenligne I.P Jacobsens ”Fru Marie Grubbe” og ”Den sidste balkjole”. I ”Fru Marie Grubbe” fra 1876 skildres adelskvinden Marie Grubbes liv. Hendes udvikling igennem livet beskrives ud fra samspillet mellem arv og miljø. Hun er en kvinde, der bryder med normen og følger sin natur. Dette indebærer, at hun er kraftigt styret af sine drifter og seksualitet. Igennem sit liv har hun forhold til en del mænd og med hendes tydelige fokus på egne drifter, adskiller hun sig fra det kvindebillede, man havde før det moderne gennembrud. Disse noveller skildrer det samme problem med kvinders undertrykkelse og sociale forhold på forskellige måder. Mens sociale forhold er yderst vigtige i ” Den sidste balkjole”, er Marie i ”Fru Marie Grubbe”, ligeglad med social stand, bare hun er lykkelig.

I ”Et dukkehjem”, af Henrik Ibsen, fremstilles en udadtil lykkelig familie, men bag facaden er kvinden Nora undertrykt af sin mand, og deres ægteskab er fyldt med fornægtede problemer. Men at bryde med facaden har sin pris. Og i ”Et dukkehjem”, ses Nora portrætteret som en dukke i sit hjem, som kun er til for at pynte, en slags trofækone. En sammenligning med ”Et dukkehjem” og ”Den sidste balkjole” viser kvindernes sociale forhold og undertrykkelse i samme samtid hvor sociale normer er styrende. Således viser teksterne hvorledes kvinder har svært ved, i henhold til naturalismen, at ændre sine vilkår. Derfor sætter teksterne problemet til debat.