Essay?

Hej, jeg har været til skriftlig dansk årsprøve idag. Vi fik opgavehæftet fra studentereksamen 2001, og jeg valgte at skrive essayet - selvom jeg egentlig er lidt i tvivl om, hvad et essay er!
Er her en, som kan fortælle hvad et essay er, og muligvis vil læse min stil igennem, og fortælle om det er et essay? :)

Stilen:
Opgave 1 (Ina Kjøgx Pedersen: Instant kakao)

Den glemsomme tid

Sidst jeg var til tandlægen, valgte jeg, på hjemvejen, at gå forbi byens børnehave. Det slog det mig, hvor mange børn der faktisk sad tilbage på den kedelige, grå og triste legeplads, klokken 16.35 en fredag eftermiddag. Den selv samme legeplads jeg husker så godt, og kun har varme, glade og sjove minder fra. Da jeg så de små børn, som burde springe rundt, have det sjovt og nyde livet, sidde stille på en bænk, eller gynge langsomt frem og tilbage på de ellers så sjove gynger af gamle bildæk, satte det nogle tanker i gang. Synet af de små børn undrede mig. Har forældre virkelig så travlt med arbejde og indkøb nu til dags, kan det være rigtigt, at de ikke har tid til at tage sig ordentligt af sine egne børn?
Måske husker jeg ikke selv min egen barndom, eller også har tingene virkelig ændret sig de sidste år. Da jeg rendte rundt med snot i hele hovedet, jord på bukserne og med de flotte røde gummistøvler, blev jeg ikke efterladt i en kedelig børnehave. Jeg var der ganske vist nogle timer et par dage om ugen, og jeg kan da også mindes én enkelt gang, hvor jeg sad, og ventede i længsel på at blive hentet, men jeg blev ikke ladt tilbage, og blev ikke sat til at passe mig selv.
Jeg kan tydeligt huske det. Jeg blev altid hentet først på eftermiddagen, men det skete bare ikke den dag. Jeg stod, og hang ved lågen til børnehaven, og så på alle de forældre, der kom. Først var det Signe, der blev hentet, så kom Mortens far, og derefter kom Karolines forældre. Jeg ventede og ventede, men de kom bare ikke! Først blev jeg vred, og tænkte hvordan kan de dog glemme mig? Derefter blev jeg nok snarere lidt nervøs for, om de faktisk havde glemt mig, men da de så endelig kom, blev jeg utrolig glad for at se dem, de vrede tanker forsvandt og det havde alligevel været en god dag. Jeg kan ikke huske grunden til, at de kom for sent; det kan være, at der var et møde, som trak ud, eller også skulle de lige nå at handle ind, eller måske ville bilen ikke starte – hvem ved? Det er i grunden også lige meget. Men så er det, at jeg tænker: mine forældre var sent på den en enkelt gang, eller måske var det lidt flere, men i børnehaven sad der mange børn tilbage, og noget siger mig, at det var første gang, de var blevet ”glemt”.
Forældrene til disse ”glemte” børn må åbenbart have for travlt til at tage sig ordentligt af dem. Hvorfor folk, der har så forfærdeligt travlt med at få deres karriere op at stå og med at få parforholdet til at fungere, vælger at få børn, kan undre mig. Men på den anden side, er jeg også meget forståelig for, at mange drømmer om den lille kernefamilie, der omtales i medierne næsten dagligt. Løsningen er vel, på en eller anden måde, at finde en balance mellem de forskellige ting vi hver især føler, er nødvendige her i livet.
Og hvad så? Hvad sker der egentlig med disse børn, som er blevet glemt i børnehaven? Måske vokser de op på helt ”normalvis”, hvad det så end vil sige, men risikoen for, at de vokser op uden de trygge familierammer, og at de bliver påvirket af dét, ligger også, og truer. Det kan meget vel være, at det er de ”glemte” børn, som bliver tvunget til at være voksne alt for tidligt, hvilket jo er et større og større problem i dag. Der sælges g-strengstrusser til børn helt ned i 9-10års alderen, og der findes mange eksempler på, at piger går alt for udfordrende klædt i en ganske ung alder, hvilket, i nogle tilfælde, har ført til pædofile overgreb. Derudover, er der det stigende problem med alkohol og rygning blandt unge. Mange voksne vil nok mene, at det er skandaløst, at de unge er så uregerlige; de går for udfordrende klædt, de drikker hjernen ud hver weekend og de ryger! Ak ja.
Når man, som 13åring, bliver konfirmeret hedder det sig, at man ”træder man ind i de voksnes rækker”. Det er en tradition, at man som konfirmand, er blandt de ”voksne”, og det er jo egentlig noget pjat. Jeg vil nok mene, at det er langt de færreste 13årrige, der er modne nok til at opføre sig som voksne. De bliver, ligesom Bambi, kastet ud på isen i en ung alder, her skal de så bare lære at stå på egne ben, og hvis de ikke har en som Stampe ved siden, til at hjælpe og støtte, kan det gå galt. Og det er lige præcis dét forældre skal være for deres børn, når de, på et tidspunkt, når de besværlige teenageår med puberteten. De skal, mere eller mindre, holde sig i baggrunden, og en gang i mellem, når der er behov for det, springe frem med gode råd og en hjælpende, støttende hånd.

Jeg tror, at der er mange børn og unge, der har et lidt ”kantet” forhold til sine forældre. Det er underligt, for forældre er jo egentligt ganske gode at snakke med, og de kan også være en stor hjælp til de problemer, man nu en gang render rundt med som teenager. Selvom det kan være svært at forestille sig, så har de også været unge, og hvem ved, måske var de også uregerlige en gang. Det er underligt, men det undrer mig egentlig ikke, at forholdene mellem børn og forældre ofte er så dårlige. Det ”kantede” forhold, kan meget vel skyldes, at det er begrænset, hvor stor indflydelse forældre har på deres børns opvækst og opdragelse. Fra de er ganske små bliver børnene gemt af vejen hos en dagplejemor, senere får de plads i en vuggestue, dernæst bliver de placeret i en børnehave, og derefter begynder skolegangen.
Det er højst sandsynligt ikke, fordi forældrene er nogle lede sataner, at de sætter deres børn i diverse institutioner. Det er nærmere samfundet, der har udviklet sig i en sådan retning, at det er det ”normale” og nødvendige, hvis man vil leve et materialistisk liv. Hvis familien ønsker at tage på sommerferier og vinterferier, vil have råd til at købe både fødselsdagsgaver og julegaver til hele familien, og gå ud og spise en gang i mellem, så er det ofte nødvendigt, at både mor og far har et fuldtidsarbejde. Forældre bør ikke klage over, at de ikke tilbringer nok tid med deres børn. Det er altid nemt at skubbe problemerne fra sig, og skyde skylden på nogle andre, men inderst inde, er det forældrenes eget valg. Hvis man mener, at det at tilbringe meget tid med familien er vigtigst, så vælger man samtidig, at det materialistiske og luksuriøse ikke er helt så vigtigt. Hvis man derimod ikke kan undvære charterferier og dyre restaurantbesøg, så vælger man samtidig noget af kvalitets-tiden med børnene fra.

Sandheden er den, at det ikke er altid, at forældre har så meget tid til at tage sig af børnene, men når børnene så bliver ældre, har de højst sandsynligt heller ikke tid til at passe søndagsmiddagen med familien, eller turen til zoologisk have med de små kusiner. Forældrene glemmer måske en gang i mellem deres børn, men når børnene bliver større, glemmer de også deres forældre. Inderst inde har vi nok alle sammen glemt noget, om vi har glemt at hente ungerne i børnehaven, glemt at købe mælk, eller glemt at lave tysk lektier er vel egentlig lige meget. Glemt er glemt…