Hvor skal jeg læse statskundskab/samfundsfag?

tjah... statskundskab kræver 9,8 .. er ihvertfald en markant forskel :O)

Uden at vide det så er jeg overbevist om at det bedste sted at læse er i København, det er trods alt der statsadministrationen ligger. Det er også der der gode muligheder for aldeles relevante studiejobs. Dem finder man ikke så let i Aalborg eller Århus.

hvis du vil læse statskundskab, så er der (eller var der i hvert fald for 3 år siden) en "uofficiel" rettesnor:

Odense er meget orienteret mod senere kommunalansættelse, dvs embedsmand i kommuner/amter

Kbh: ansættelse i statsligt regi, dvs. typisk ministerier mv.

Århus: internationalt tilsnit, dvs. udenrigstjenesten.

Det ses typisk i forskellen af valgfag, og hvilke standardfag, der udbydes. Så alt efter om du vil arbejde lokalt, nationalt eller internationalt, skal du vælge by. Det skal dog siges, at jeg ikke er 100% sikker på at det stadig gælder.... :-)

Århus, helt klart!!

Ej, skal nok prøve at være lidt mindre farvet :-)

Jeg tror, uddannelserne minder meget om hinanden (når vi snakker statskundskab alene).
På www.ps.au.dk kan du se opbygningen af statskundskab på bachelordelen i Århus rent fagmæssigt, og jeg mener, at i hvert fald på statskundskab i Københavns hjemmeside kan det samme lade sig gøre. Som du vil komme frem til, er der visse forskelle i, hvor meget de forskellige fag bliver prioriteret, men det svinger ikke det store.
Undervisningen i Århus kan sagtens anbefales, men jeg har selvfølgelig ikke noget sammenligningsgrundlag.

Hvis du vil have et lettere karikeret billede af studielivet (og meget andet) i Århus, kan du prøve at læse denne artikel fra Weekend-Avisen. Den skal dog tages med et ret stort gran salt efter min erfaring:

Portræt: Statsministerskolen


WAA 3. oktober 2003, 1.SEK. sektion, side 4







Af Daniel Øhrstrøm og Pernille Stensgaard

På statskundskab kan en ung mand uden videre sige: »Umiddelbart vil jeg bare gerne i Folketinget, men minister ville også være sjovt.« Man kan også roligt mene, at De Radikale er Danmarks klogeste parti. Men én ting er folk enige om: Vi ved bare bedre.
HVIS statskundskab var et land, ville det ikke ligne Danmark. Det ville være ledet af et enormt politisk parti - De Radikale - og 87 procent af indbyggerne ville elske euroen af et rationelt hjerte (og det er det bedste!). Dansk Folkeparti og Enhedslisten eksisterer dårligt i dette selvsikre og disciplinerede århusianske land, hvis Hall of Fame består af politiske dyr som Svend Auken, Bertel Haarder, Keld Albrechtsen, Tøger Seidenfaden, Bjørn Lomborg og en lang række indflydelsesrige departementschefer. Kronprins Frederik tog som den første i kongehuset en fuld akademisk uddannelse her og lærte dagligsprogets almindeligste gloser - paradigme, kommodifikation, hermeneutik, priselasticitet, issue, implementering, approach, arbitrær etc. Dronningen nøjedes med et år. ..: Alle nævnes stolt som en del af den korte, men succesfulde historie om Danmarks første institut for statskundskab oprettet 1958, da de klassiske magthavere, jurister og økonomer, var blevet for snæversynede til at begå sig i et nyt Europa. Danmark skulle også have nogle, der interesserede sig for politik på et videnskabeligt niveau. Den første årgang bestod af otte mænd. ..: »Det er her, du spiser kirsebær med de store, mens de endnu er små,« praler tutorerne og kalder studiet »en samfundsbærende kaste«. ..: »Vi får fra dag ét at vide, at vi er de bedste,« siger en ung kvinde. Og det er de også i Århus. Et af Europas største institutter med 1700 studerende og netop udnævnt af London School of Economics and Political Science til nummer fem i Europa og nummer 40 i verden. Statskundskab på Københavns Universitet er placeret som nummer 127 på verdensranglisten, når det gælder publicering af forskningsartikler i internationale tidsskrifter 1997-2001. ..: »Vi har aldrig manglet selvtillid på instituttet,« sagde Georg Sørensen, institutlederen, uden nogen form for beskedenhed, da topplaceringen blev bekendtgjort. Hvorfor skulle man gemme sig på skrømt, når man har lagt kursen direkte mod samfundets top? Her udklækkes den øverste del af embedsmandsstanden, og de, der synes det lyder kedeligt, bliver politikere, topledere, chefredaktører eller kommentatorer. Drop-outs cykler længere op ad bakken og indrullerer sig på Danmarks Journalisthøjskole. ..: »Vi er helt utrolig selvsikre på statskundskab. Vi joker lidt med det, men den er god nok. Her hersker vi-ved-bare-bedre attituden,« siger Martin Krog Frederiksen. »Vi får at vide, at vi er de bedste. Det bedste institut.« ..: Alle advares højt og tydeligt, inden de går i gang. Det her er ikke en politikeruddannelse. Det er ikke en optræning i praktisk-politiske færdigheder, men så kan instituttet alligevel ikke holde sig længere og tilføjer: »Selvom en del statskundskabsstuderende sidenhen har valgt en politisk karriere og har haft succes med det.« ..: Scenen er politiske fænomener. Fra krigen i Irak til kommunalreformen. »Til hvilket som helst samfundsproblem har vi værktøjskassen. Vi mener selv, at vi skal løse problemer. Lokalisere dem og løse dem,« siger Christian Harsløf. ..: Som generalister skal de kunne det hele. »Vi er ekstremt gode til at skabe overblik. Vi kan både forstå, hvad en sociolog, en økonom og en jurist siger,« siger Sammy Khelfa. ..: Nu skal de måske også prøve at være arbejdsløse. Den samfundsbærende kaste er i krise, fordi regeringen stopper den stille, rolige og evige vækst i forvaltningen. Arbejdsløsheden for de nye kandidater fra Århus er steget fra 11 til 28 procent på bare et år. Men andre har det (heldigvis) værre. For kandidater fra RUC er arbejdsløsheden steget til 42 procent og for Aalborgs kandidater er den oppe på 58 procent. »Et skræmmende svagt fodfæste på arbejdsmarkedet,« påpeger professor Jørgen Grønnegaard. Fra Århus. ..: Men krisen mærkes ikke i de gule murstensbygninger på campus. De gyldne, efterstræbte steder er de samme år efter år: Udenrigsministeriet og Finansministeriet. Dér sættes man på prøve og arbejder hårdt. Lønnen er ikke noget særligt, men arbejdet er
Vi er alle radikale
Stedets stærkeste og sikreste rekrutteringsbase er samfundsfag i gymnasiet, hvor folk vækkes. Med iveren helt oppe i halsen ønsker de, at diskussionerne om verdens tilstand vil fortsætte altid. Statskundskab vrimler med elevrådsformænd. Man læser aviser, laver skoleblade og melder sig som frivillig i Røde Kors. Hvert år, når de nye begynder, vinder Det Radikale Venstre prøvevalget stort. Meget længere nede kommer Socialdemokratiet og dernæst Venstre. ..: »Jeg tede klassisk med at være radikal,« siger Peter Dinesen, 5.års studerende. »Det er noget med, at deres politik rejser sig lidt over de daglige studehandler. De forekommer at være mere idealistiske i stedet for bare at søge tilfredshed hos vælgerne. De har også et intellektuelt præg, der gør dem til et typisk studenterparti, dog ikke på jura og økonomi, der er mere borgerlige. Nu opfatter jeg dem som temmelig arrogante,« siger han og betegner sig selv som højre-socialdemokrat, fordi partiet er de svages forsvarer og har bygget velfærdsstaten op fra bunden. ..: En 27-årig kvinde er stadig radikal: »Her lærer vi at se alting fra alle sider og at være moderate, og De Radikale er måske dem, der diskuterer mere og ikke har så faste standpunkter som de andre partier. Problemet for statskundskab er, at man bliver så nuanceret og midtsøgende, at det kan være svært at melde helt anderledes ud. Det er uhørt at sige noget ekstremt og markant her.« ..: Statskundskab har forvandlet sig siden de røde 1970ere, hvor studenterne krævede, at halvdelen af pensum i idéhistorie skulle bestå af marxistisk samfundsteori. I 1977 besatte de statskundskab i fem uger, og holdtimerne kunne vare fra klokken 14 til 22, fordi diskussionen ikke var . ..: »Stedet er blevet neutralt. Vi tilstræber objektivitet og skal kunne bruge ting fra begge lejre,« siger Martin Koch Pedersen på 5. år. Han stiller op til Folketinget ..: for De Konservative og bærer sin badge under valgkampe. ..: »Folk er ikke bange for at tage stilling, men de fleste bryder sig ikke om at ytre sig partipolitisk. De er bange for at blive sat i bås, og de skal være så nuancerede, at de ikke kan finde sig i et parti. Partierne gør det aldrig godt nok. Folk er så meget eksperter, at de ikke rigtig tør udpege et parti som deres eget.« ..: Helt op i 1990erne var studiet mere ideologisk, og der fandtes partipolitiske studenterlister. »Vi har ikke ret meget at kæmpe for længere. Vi får en god og solid uddannelse i gode omgivelser og under en god studieordning. Vi kan diskutere lidt SU, lidt boligpolitik og om vi skal have lyse eller mørke træmøbler,« siger Martin Koch Pedersen. ..: Men de er vilde med at organisere og engagere sig og stimler sammen i Folkekirkens Nødhjælp, i Ungdommens Røde Kors, i julerevyer og på skiture, i studieblade og FN-forbundet. Alle steder er de dygtige til at overtage formandsposten og uddelegere arbejde til andre, og det ser også godt ud på deres CV. Luksusproblemet er, at de har for meget af det gode. For mange gratis, interessante og alsidige foredrag om Bosnien og terrorbekæmpelse og jordskredsvalget, og for mange spændende ting, de skal nå. Noget bliver de nødt til at si fra. Løsningen? De har udviklet en cost-benefit-kultur, hvor de nøje overvejer et foredrags relevans for pensum og fremtiden. De vil have fuldt udbytte af deres kostbare tid på vej mod toppen. ..: »Vi får fra første dag indpisket, at vi går på et elitestudium, og det giver både stolthed og ydmyghed, for der er noget at leve op til. Vi får at vide, at vi bliver kommende departementschefer og kontorchefer, men der bliver ikke talt om, at mange bliver almindelige funktionærer i småkommuner. Alligevel kan man ikke lade være med at tænke: Hvem af ..: os bliver den næste statsminister,« siger Christian Harsløf. Og Jesper Villumsen, der er formand for Venstres Ungdom i Århus og stiller op til Folketinget siger: »Umiddelbart vil jeg bare gerne i Folketinget, men minister ville da også være sjovt.«
Vi gider ikke diskutere diskutere politik
Uventet, at de ikke diskuterer ret meget politik på statskundskab. De står ikke på hvert hjørne og drøfter Ulla Dahlerups tale eller Danmarks EU-forbehold. Slet ikke. De har fået en overdosis. ..: Man gider det ikke. Man føler, man har ret. »Vi har så meget af det,« siger en. »Man ved jo, hvor man selv står, og hvor den anden står, så det flytter ikke rigtig noget.« Og en anden: »Man får måske et professionelt forhold til politik og synes man har løsningen. Så gider man ikke diskutere hele tiden.« Og en tredje: »Jeg har opdaget, at jeg bliver mindre og mindre interesseret i virkelig politik, men mere og mere i det teoretiske - hvordan man finder løsningerne.« ..: Nye studerende, der tror, de har meldt sig ind i en lang og livlig diskusion om Store Ting tager fejl, og mange af dem knækker halsen på det. Alting skal først underbygges teoretisk. Dernæst kan man måske tillade sig at krydre med nogle eksempler fra virkeligheden. Det anses for dårlig, gymnasieagtig opførsel bare at slynge noget ud. ..: »Der er tale om en forbløffende konsensus blandt folk,« siger Peter Dinesen. »Vi har en klar fælles forestilling, måske fordi vi utrolig hurtigt bliver sat på plads og gjort opmærksomme på, at timerne ikke er et forum for subjektive politiske diskussioner. Vi bliver nødt til at distancere os for at være nøgterne.« ..: Forbudt at tale normativt, det vil sige lufte sine meninger om, hvad man bør gøre. »Ofte er de folk, der dropper ud, de der gerne ville diskutere som i gymnasiet. Men underviserne indprenter os: »Det er ikke interessant, hvad du mener. Vi skal have faglige argumenter. Hvad bygger du det på? Står det i teksten?« ..: Folk tager forbehold i rækkevis og timevis og erklærer sig altid kun delvis enig i konklusioner. For en sikkerheds skyld. »En udbredt retorisk teknik er at trække tiden ud ved at fyre fremmedord af og samtidig stædigt opfordre opponenten til at eksplicitere sine præmisser, indtil man på behændig vis har forladt emnet,« anfører årets rusguide. ..: »Der er overraskende lidt politisk debat, fordi man hurtigt kan blive enige om, at en mellemting er udmærket,« siger Martin Krog Frederiksen. »Men indimellem savner jeg en politisk debat, hvor alle ens argumenter kan pilles fra hinanden, fordi de kører på følelser. Det hele skal være 'på den ene side og på den anden side'. Man kan tage sig i at sige noget, man ikke mener, bare for at få de andres argumenter til at ryste.«
Disciplin
På et institut taler man altid meget om de andre , også her. Man taler om dem i København, der laver mindre og kan mindre. De læser 300 sider færre pr. fag end her, har flere (lette) mundtlige eksaminer og nemmere ved at få høje karakterer. De to byer konkurrerer konstant. En københavnerfordom er, at de ikke har andet at tage sig til end at læse og følge undervisningen i Århus. Der er i hvert fald ingen interessante studierelevante jobs at få. Århus mener omvendt, at forskellen på deres egne kandidater og Københavns er som forskellen mellem en læge og en sygeplejerske. ..: »Det er måske derfor, de københavnske kandidater holder sig til »firefeltsskemaer, når diktomier skal sammenstilles, mens man i Århus kan håndtere skemaer med både 9 og 16 felter,« påpeger generaldirektør i DR, Christian S. Nissen. Kandidat fra København. ..: Et usædvanligt ord, der høres igen og igen på gangene i Århus, er disciplin. Man kommer til tiden og afleverer sine opgaver til tiden. Kontoret lukker præcis klokken 14, og kommer nogen dryssende to minutter over, må de vente et år med at aflevere. Én kan fortælle en latterlig historie fra filosofi, hvor eksamenskontoret ringede rundt for at finde en elev og spørge ham, om han havde glemt, at han skulle aflevere i dag? ..: »Det ville aldrig ske på statskundskab!« siger en kvinde, der for seks år siden trådte ind ad døren som et ustruktureret menneske og snart træder forvandlet ud igen, netop som struktureret. ..: En anden fortæller, at da han læste et fag på medievidenskab sammen med tre andre fra statskundskab, var de fire de eneste, der kom til tiden, og de eneste, der sad i lokalet til den aftalte tid efter pausen. De andre kom lidt efter lidt, og læreren gik i gang med at undervise lidt efter lidt. Det var heller aldrig sket på statskundskab. ..: Fra første dag kører alting efter en snor. Og alle ved, hvad de skal læse, skrive og høre i det næste halve år og i hvilke lokaler. »Længe leve den faglige socialisering! Længe leve disciplineringen!« råber tutorerne i rusguiden og opdrager således de nye i stedets ånd. ..: »Man bliver ført hele vejen igennem - fuldstændig ligesom i gymnasiet - og hvor selvstændig bliver man af det? Det er holdundervisning, man har lektier for, man bliver hørt i dem. Så tager man til udlandet og får et kolossalt chok, når læreren siger: »Til næste uge kan I orientere jer i disse 12 bøger,« siger en færdiguddannet skeptiker. ..: Det må være gået tilbage for instituttet, for dets første dr.scient.pol. historikeren Erling Bjøl kunne også være krævende. Han så ud over salen og spurgte: »Hvor mange her kan russisk?« Nogle få rakte hånden i vejret. Så sagde han: »Så må resten jo klare sig med fransk.

Det er jo meget interessant. Bare ærgeligt, at man på trods af gode karakterer i samfundsfag, ikke har snittet. 9,8 er jo helt vildt!

Er der nogen der ved hvordan det forholder sig med økonomi? Er København også at foretrække, hvis man vil gøre politisk eller statsadministrativ karriere?

#4:
Spændende læsning, men jeg tvivler på at det er lovligt at viderebringe artiklen i fuld længde. Jeg skal nok åbne indlægget igen hvis det viser sig at være i orden. Vi skal ikke have nogen sager på halsen på studieportalen, derfor denne paranoia.

#6:
Okay, kan godt forstå jer :-) Tænkte bare at det ikke ville gøre noget, da artiklen for det første er tre år gammel og for det andet at #0 sandsynligvis selv har adgang til infomedia via sin skole.
Men som sagt kan eg godt forstå det :-)

Forresten har jeg gjort det før i indlægget "Danmark og EF" eller noget i den retning i historieforummet, så det kan være du også burde fjerne den.

Jeg har hørt, at statskundskab i Århus skulle være bedre end statskundskab i København.

#3: ikke helt enig med din rettesnor:-)

Først og fremmest bør man nok skelne mellem statskundskab (AU, KU og SDU) og samfundsfag (RUC, AAU).

Det jeg bedst kan udtale mig om er statskundskab. Generelt siger man, at Århus er positivistisk og København er interpretativ. Fine ord, som man lærer, når man starter:-)
Århus er stærke på økonomi og metode (og de fag er også mere krævende her, så hvis du er god til matematik/glad for tankegangen, er det er godt sted). København er stærk på international politik og sociologi.
Og ja, Odense er mere forvaltningsorienteret.

Generelt er min opfattelse, at statskundskab har et mere videnskabeligt fokus, mens samfundsfag har mere fokus på gruppearbejde, projekter og blødere akademiske krav.
Derimod er der bedre muligheder i Ålborg og Roskilde for at specialisere dig, og have fokus på et andet relevant emne (jounalistik og medier, ulandslære, europastudier)som overbygning på basisuddannelse.

Jeg læser selv i Århus og har været glad for følgende ting:

- hårde krav i metode og økonomi (træls for en matematisk analfabet som mig, men ikke desto mindre meget vigtigt at have siddende på rygraden)
- Moderat mængde gruppearbejde og individuelle eksaminer (den måde jeg bedst arbejder på)

Det jeg savner er:

- Større krav inden for international politik.
- Muligheder for specialisering (jeg ønsker at specialisere mig inden for international politik, men mulighederne er mindre gode i Århus).

Og husk, at karakterkravet IKKE er et udtryk for, hvor godt instituttet er. Århus har en langt bedre ranking end København i europæiske vurderinger af institutter for statskundskab.


Men du kan også prøve at skrive lidt om dine interesser inden for samfundsfag, og hvad du forestiller dig at arbejde med en dag - så kan vi måske prøve at hjælpe dig derfra :-)

held og lykke - og det er et fedt studie du har valgt dig!